I løbet af sommeren …

En sommer er ikke ret lang tid. Alligevel kan der ske meget i løbet af sådan en periode. (Denne sommer er endda slet ikke forbi endnu.)
Se nu f.eks. bare Sander, mit dejlige barnebarn – i løbet af de to første sommermåneder har han udviklet sig så meget.

Fra at være en baby er han nu blevet en “rigtig” dreng, der både kan gå, klappe og sige rigtige små ord. En ganske normal udvikling, jeg ved det godt – men for os, der er tæt på guldklumpen, er det jo store præstationer! Min begejstring vil i hvert fald næsten ingen ende tage, når Sander siger “Hej” til mig.

Læs videre

Ferien synger på sidste vers

Da jeg gik tur i formiddag, var trafikken på landevejen gennem Holme-Olstrup på det nærmeste gået i stå – i hvert fald gik det kun meget langsom fremad. Det var køen til BonBon-Land. Vi lokale er vant til den kø, men i dag var den værre, end den har været længe. Det hænger sikkert sammen med, at ferien for de fleste synger på sidste vers, så hvis man lige skal nå en ekstra oplevelsestur med ungerne, før hverdagen slår til igen, så er det ved at være nu.

Læs videre

Børn med tremmeryg?

Jeg fik lige øje på denne slagbænk i et nyhedsbrev fra COOP:

Restmarked

Slagbænk til børn

Hvid slagbænk til børn med tremmeryg.
Opbevaringsplads under sædet.
Beslag som gør, at klappen lukker langsomt ned.

Det er en fin slagbænk, og den er altså beregnet til børn med tremmeryg, så vidt jeg kan forstå på teksten. Men jeg kender heldigvis ikke nogen børn med tremmeryg – kun børn med ganske almindelig ryg. 🙂

Læs videre

Sommerminder

For lidt siden var jeg ude i haven for at klippe lidt purløg til frokosten. Varmen, solskinnet og duften af purløg fik mig pludselig til at mindes  min barndoms sommerudflugter.

Husstandens eneste transportmidler var vores cykler. Vi var vant til at cykle, så det var ikke noget problem, heller ikke selvom vi skulle på lidt længere ture. Dog krævede de lange distancer selvfølgelig, at vi fik tanket rugbrødsmotorerne op undervejs. Når det blev froskosttid fandt vi en passende grøftekant, hvor vi kunne slå os ned, og så blev madkassen lukket op.

Det var lige så sikkert som Amen i kirken, at når vi var på sommerudflugt, så havde min mor pakket en hel masse rugbrødsmadder i en skotøjsæske. Altid en skotøjsæske. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg mærke den gode stemning der var, når madderne blev delt ud. Æg- og tomatmadder og kartoffelmadder med purløg var der som regel imellem – det var vist derfor min tur i haven lige før fik mig til at mindes.

Der var også madder med i skotøjsæsken, når hele famlien en gang om året tog toget til København for at gå I Zoologisk Have og Tivoli.

Sådan en tur med madder i skotøjsæsken var herlig og hører til i kassen med mine bedste barndomsminder..

Læs videre

Fuld fart frem

Forleden aften passede vi Sander. Det gik rigtig godt, og vi fik lejlighed til at lege med ham og se alle hans nye færdigheder. Han kommer lynhurtigt rundt alle vegne. Han går og kravler, som det nu passer bedst – begge dele forgår ved høj hastighed. Vi ved også fra pålidelig kilde, at han selv kan kravle op i sofaen, men det har vi (heldigvis) endnu ikke set med egne øjne.

Til gengæld har vi hørt, at Guldklumpen nu kan sige NEJ. Jeg ville på et tidspunkt tilbyde ham en tår at drikke og holdt et glas vand frem imod ham. Han holdt sig for munden med begge hænder. Så spurgte jeg igen: ” Vil du ikke ha’ en tår vand, Sander?” og holdt glasset frem igen. Sander rystede på hovedet og sagde klart og tydeligt NEJ. Behøver jeg at fortælle, at farfar og farmor var lige ved at revne af stolthed.?

Læs videre