Blog
Ovenstående blev skrevet på Røde Kors’ facebook-side i går.
Det er godt at vide, at der kommer nødhjælp frem til de mange hungersnødramte. Det er godt at vide, at det nytter noget at give en lille skærv.
Status på min indsamling er i skrivende stund 300 kroner. Indsamlingen løber til og med 25. august.
Normalt bryder jeg mig ikke særlig meget om at være på dagligvareindkøb. Det er bare noget, som skal gøres. Et nødvendigt onde.
Men i dag var det anderledes.
Lige præcis i dag har en ny Netto slået dørene op her i vores lille flække. Naturligvis skulle vi lige over og se den nye butik og snuse rundt efter gode åbningstilbud. Nå ja, der var faktisk ikke nogen tilbud, som jeg benyttede mig af, men egentlig var jeg også mest nysgerrig efter at se butikken. Vi har jo fulgt processen, lige siden to huse blev revet ned, for at give plads til butik og parkeringsplads.
Her i eftermiddag havde vi aftalt med Sander og hans forældre, at vi skulle følges ad over og se nærmere på den der Netto. Det var da en udmærket butik, men det var ikke den, der gjorde indkøbsturen hyggelig. Det var Sander. Han var i vældig godt humør. Hele hans lille person hoppede og boblede af humør og energi. Han fik en lille børneindkøbsvogn at køre rundt med, og det var lykken for ham. Han gik rundt i mylderet i butikken i ret højt tempo, men alligevel kunne han navigere vognen sikkert rundt uden at støde ind i nogen. Jeg var så heldig, at han godt gad at køre mine varer for mig. Undervejs fortalte han mig, hvad der var på hylderne. Der var kiks og flere kiks og brød, ost og vindruer for nu lige at nævne nogle af de varer, som Sander viste størst opmærksomhed.
Da vi skulle betale, tog Sander hjælpsomt mine varer op fra vognen. Det er sandelig ikke så dårligt med sådan en lille hjælper.
Da vi kom udenfor, kom der en kæmpestor Netto-lastbil med flere forsyninger. Den måtte den lastbilinteresserede Sander og Farfar hen og kigge nærmere på.
Alt i alt en hyggelig indkøbstur – meget sjovere end når man køber ind alene. Ren og skær hverdagshygge.
Vi har haft besøg af Sander og hans far og mor i dag. De er lige vendt hjem efter 14 dages ferie, så det var dejligt at se dem igen.
Selv om to uger ikke er voldsomt lang tid, synes jeg, at Sander er blevet så stor, mens de har været væk. Han løber i vejret, gør han. Han har også udvidet sit ordforråd en del i feriens løb.
Selv om jeg har oplevet det før, bliver jeg en smule overrasket over, hvor meget sådan en to-årig egentlig udvikler sig på ganske kort tid. Der er godt nok fart på.
Der sker så mange forfærdelige ting i verden. Noget af det kan vi desværre ikke ændre på.
Andet kan vi heldigvis gøre noget ved. For eksempel kan vi være med til at afhjælpe hungersnøden i det østlige Afrika.
Jeg har startet en indsamling hos Dansk Røde Kors. Jeg håber, at rigtig mange vil støtte denne livsvigtige sag enten via min indsamling eller via andre kanaler.
Forleden dag, da yngste søn og hans kæreste var på besøg, kom vi til at snakke om højdeskræk. Jeg er ikke gode venner med højder. Jeg fortalte, hvor panisk ræd jeg havde været, da han var barn og jeg var sammen med ham oppe i diverse kørende forlystelser i f.eks, Disneyland (Paris), Tivoli og BonBon-Land. Ja, jeg indrømmer det gerne – selv Hundeprutte-rutschebanen i BonBon-Land og nogle flyvende elefanter i Disneyland – absolut beregnet til at fornøje mindre børn – fandt jeg ret så angstprovokerende.
Det var jo lidt flovt at være bange for noget, som børnene syntes var vildt skægt, og i hvert fald ville jeg ikke så gerne vise, at jeg var bange. Børnene kunne jo tro, at der reelt var noget at være bange for.
Sønnike grinede godt af, at jeg havde været bange, når vi sådan var ude for at more os. Heldigvis sagde han, at jeg havde været god til at skjule det. Gudskelov! Forældre vil vel altid gerne gøre deres børn trygge, og i den forbindelse er det ikke smart, hvis de voksne alt for tit går i spåner af skræk.