April, et rigtigt udstyrsstykke

Vejret i april er lige så omskifteligt i år, som det plejer at være.

Jeg havde vasket huer, vanter og varme halstørklæder og lagt dem bagerst i skabet. Nu er hele molevitten taget i brug igen. For april er, som april plejer at være – et rigtigt udstyrsstykke. Man skal bruge det hele – både huer og vanter, paraply og solbriller.

Læs videre

Påskeminde fra barndommen

Da jeg var barn, fik jeg et år til påske en lille gul høne. Den var lavet af noget hård plastik af en slags. Når man trykkede den på ryggen, lagde den et æg – et lille likøræg.

Det er mange år siden, jeg har set sådan en høne. Mon man stadig kan finde sådan én et eller andet sted?

Læs videre

En rigtig hyggedag

Sander blev passet herhjemme hos os i går.

Vi havde alle tiders hyggelige dag, hvor der stort set kun stod leg på programmet.

Vi skulle først og fremmest flytte legetøjet over i de nye opbevaringsklodser fra CoolStuff. Jeg var lidt spændt på, hvad Sander ville sige til det, for han kan ret godt lide, at hans legetøj herhjemme er lige præcis der, hvor det plejer at være. Derfor skulle han selvfølgelig også selv være med til at flytte ind i de nye fine, blå kasser. Han blev rigtig glad for dem lige med det samme.

Kasserne var faktisk en del af legen hele dagen. Det viste sig nemlig, at de ikke bare er gode til opbevaring af det gode gamle LEGO DUPLO og de andre legesager. De er også gode at sidde på, og man kan bygge en bro af dem, og lave dem om til garage til traktorerne og til stald til Schleich-dyrene og meget mere.

 

Læs videre

Godnat Cirkeline

Der er netop kommet en ny bog om Cirkeline og hendes to venner, musene Ingolf og Frederik.

Hanne Hastrups Godnat Cirkeline er, som titlen mere end antyder, en rigtig godnathistorie, hvor Cirkeline går til køjs i sin lille tændstikæske-seng. I drømmeland sker der ting og sager, bl.a. møder Cirkeline både alfer og en lille ælling, der savner sin mor.

Jeg fik aldrig læst bøgerne om Cirkeline for mine egne børn, men jeg vil glæde mig til at læse Godnat Cirkeline for mit barnebarn.

Læs videre

Vuggestuen er lukket

Vi havde morgenvagten hjemme hos Sander her til morgen.

Han var frisk – han var vågnet klokken 4.45. Det er altså tidligt, især når man tager i betragtning, at vi lige har skiftet til sommertid. Men frisk var han – og glad. Så vi hyggede os og havde god tid.

Da vi sagde, at det var ved at være tid til at køre i vuggestue, prøvede Sander at overbevise os om, at han ikke skulle i vuggestue, for vuggestuen var lukket. Fem minutter senere havde han ombestemt sig og var helt med på, at vi skulle afsted.

Vi havde jo god tid, så vi smuttede lige forbi stationen for at kigge på togene. Det er Sander meget optaget af, så det gør vi så tit, lejligheden byder sig. Det er så hyggeligt at gøre den slags små hverdagsting sammen.

Læs videre