Blog
Jeg har tidligere omtalt bøgerne Farmor, fortæl nu og Mormor, fortæl nu her på bloggen. Bøgerne er beregnet til, at bedstemødre skal skrive deres erindringer ned til deres børnebørn.
Nu er det bedstefædrenes tur. Farfar, fortæl nu og Morfar, fortæl nu er netop udkommet på Gads Forlag. Der er også en bog, der hedder Bedstefar, fortæl nu.
Bøgerne er skrevet af Elma van Vliet og bearbejdet til dansk af Sarah von Essen.
Som jeg har været inde på før, er der fuld knald på Sanders sprogudvikling. Der begynder at falde nogle sjove bemærkninger.
For nogen tid siden, var han hjemme hos os, og vi sad alle tre inde på værelset. Sander og Henrik legede med yndlingslegetøjet, de to DUPLO traktorer. På et tidspunkt kørte Henrik med den traktor, Sander helst vil køre med. Det passede ikke den unge mand, og han sagde: ” Nu er jeg vred på dig, Farfar.” Da han havde fyret den svada af, marcherede han ud af værelset. Jeg kan godt sige jer, at hælene blev sat hårdt i gulvet. Lige udenfor døren vendte han om, kom glad hoppende tilbage og nærmest trallede: ” Nu er jeg ikke vred på dig mere, Farfar. Nu er jeg glad for dig.” Så fik Henrik ellers en stor krammer.
Sander ville åbenbart ikke gøre forskel, for han gav også mig et kram og sagde: ” Jeg er også glad for dig, Farmor.”
Det er jo slet ikke til at stå for sådan noget, vel?
Jeg bor jo temmelig tæt på BonBon-Land.
Det er efterhånden en del år siden, jeg har været en tur indenfor, men i formiddags faldt min vej forbi, og jeg tog et smugkig gennem hegnet. Der var ikke et øje, der er nemlig ikke åbent på hverdage før lidt længere hen på sæsonen.
Alle de farvestrålende ande-både ligger klar – jeg er ret sikker på, at de nok skal komme i brug de kommende dage.
I eftermiddags fik jeg et akut behov for at komme en tur i skoven. Jeg måtte bare ud og kigge på nogle nyudsprungne bøgetræer. Nyudsprungen bøgeskov er noget af det smukkeste, jeg ved.
Så vi smed, hvad vi havde i hænderne og kørte til Hesede Skov. Og godt det samme, for der var helt fantastisk skønt derude.
Vi gik en god lang tur og sugede forårsstemningen, fuglesangen og solskinnet til os.
Indtil jeg var omkring ti år, boede jeg helt tæt på skov. Så tæt, at vi børn uden videre kunne rende over i skoven og lege, når det passede os. Vi tilbragte meget tid i skoven.
I dag, da vi gik i Hesede Skov, kunnne jeg pludselig fornemme en flig af stemningen fra barndommens færden i skoven. Jeg kom til at tænke på, at vi børn havde en stor frihed dengang. Meget af tiden var vores egen. Vi var ikke konstant under opsyn af voksne, men lærte at passe på os selv og hinanden. Jeg er taknemmelig over at have den slags dejlige minder fra min barndom.
I går meldte vi os til årets bedsteforældredag i Sanders vuggestue. Den vil vi ikke gå glip af.
Det er tredie gang vi skal til bedsteforældredag i vuggestuen – og det bliver jo så også sidste gang, i hvert fald mens Sander går der. Hvad fremtiden bringer af nye børnebørn og bedsteforældredage, kan man jo ikke spå om.
I hvert fald glæder vi os til bedsteforældredagen, hvor vi traditionen tro skal medbringe en blomst, som vi skal plante sammen med Sander.
Det første år, vi var til bedsteforældredag, var Sander endnu så lille, at alt det med at plante blomster ikke rigtig havde hans interesse. Han var ikke fyldt et år endnu på det tidspunkt og var meget mere interesseret i, at vi holdt ham i begge hænder og støttede ham, så han kunne spadsere rundt på legepladsen.
Sidste år var han helt med på, at vi skulle plante blomst – og ikke mindst vande den. Han vandede og vandede.
Det skal nok blive hyggeligt igen i år, og vi glæder os.