Blog
For et stykke tid siden var jeg jo i gang med vintergækker, saks og papir.
Jeg skrev mit navn med prikker – men blev jo alligevel – og heldigvis – afsløret som afsender. Så jeg har været i byen efter påskeæg.
Faktisk er det meget sjældent, at jeg køber andre æg end netop påskeæg. Jeg er jo allergisk overfor æg, så det er ikke noget, der indgår ikke i den daglige madlavning her hos os.
Men nu var muligheden der for alligevel at putte en bakke æg i indkøbskurven, og det kunne jeg ikke stå for.
I disse dage nyder jeg sneen – den er så velkommen. Vi har fået en god portion – og hvor ser det smukt ud. I dag har vi haft enkelte solstrejf, der fik det hele til at glitre og glimte. Sol på sne er noget af det smukkeste, jeg ved.
Jeg nyder både at kigge ud på sneen og at være ude i den. Jeg nyder også det specielle, smukke lys, der er herinde, når alt er hvidt udenfor. Jeg havde næsten opgivet håbet om, at vi ville få sne i denne vinter, men så kom det alligevel.
Sne og frostklar luft er dejligt – sådan skal vintervejr være efter min mening.
Jeg har plukket vintergækker og fundet papir og saks frem. Nu skal der klippes mønstre og skrives vers og underskrives med prikker. Så må vi se, om mine prikker bliver gættet, så jeg skal af med påskeæg. Sådan plejer det at gå.
Der er vist ikke så mange, der skriver gækkebreve mere, men det gør jeg altså. Jeg synes, at det er en sød og hyggelig skik, der er værd at bevare.
For nogle år siden brugte jeg en sæbe, som jeg var meget glad for. Den hed Dove Sensitive. Den var virkelig mild, uden parfume, hypoallergen og god for min sarte hud og mit eksem. Desværre kunne jeg pludselig ikke finde sæben i butikkerne mere. De steder, hvor jeg plejede at købe den, sagde man, at den var udgået. Det var der jo ikke så meget at gøre ved, så jeg måtte finde en anden sæbe. Det gjorde jeg også, men den var ikke i nærheden af at være så behagelig i brug, som den jeg før havde brugt. Men man kan jo vænne sig til meget. Det kan man blive nødt til.
I maj sidste år læste jeg så på Danica Cloes blog, at hun havde et samarbejde kørende med Dove. Jeg skrev til hende, om ikke hun kunne slå et slag for at få den savnede sæbe tilbage på hylderne. Hun undersøgte sagen og kunne fortælle mig, at sæben faktisk stadig var at finde – bare i nogle butikker, hvor jeg ikke plejer at handle. Jeg blev simpelt hen så glad for den besked, og skyndte mig afsted til nærmeste Rema 1000, hvor der skulle være chance for at finde sæben. De havde ikke sæben i deres sortiment.
Siden har jeg spurgt efter sæben i mange Rema 1000 butikker med samme nedslående resultat.
Da mit eksem er slemt for tiden, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at opnå en bedring, så jeg skrev og klagede min nød til Unilever, der sælger Dove produkterne i Danmark. De svarede, at sæben ganske rigtigt tidligere har været på hylderne i Rema 1000, men at den nu ikke længere forhandles i Danmark, men kan købes i Sverige.
Endnu en gang erklærer jeg min kærlighed til internethandel. Lynhurtigt blev sæben bestilt, og lynhurtigt blev den leveret.
Det er bare nogle stykker sæbe, men jeg føler næsten, at jeg har vundet i lotteriet.
Bloggeren Lea Hvidt deltager i en kampagne for en ny serie af plejeprodukter til atopisk hud. I et blogindlæg skriver hun: “Jeg har sagt ja til at teste denne eksembehandlende creme fordi, at Rosa-Lia, ligesom rigtig mange andre børn, lider en lille smule af Atopisk eksem også kaldet børneeksem. Rosa-Lia er på ingen måder hårdt ramt, hun har aldrig kløet og er heller ikke irriteret af det.”
Jeg er naturligvis glad på Lea Hvidts datters vegne for, at hun ikke har kløe og irritation i huden – men har hun så egentlig atopisk eksem?
Jeg bliver en lille smule ked af det, når den hudsygdom, der har sat dagsordenen for mit liv på den virkelig negative måde, bliver fremstillet som et lillebitte problem, man næsten ikke mærker og som let kan løses med en tube håndkøbscreme. Sådan er det desværre ikke altid.
Mit eget eksem har i en efterhånden meget lang periode drillet mig ekstra meget. Lige meget hvad jeg prøver af plejeprodukter og behandling, så er der ikke rigtig nogen bedring at spore. Det er nok derfor, jeg bliver så provokeret.
Mit indlæg er ikke ment som kritik af Lea Hvidt eller hendes blogindlæg – bare udtryk for frustration over en hudsygdom, der optræder i forskellige sværhedsgrader og som fylder alt, alt, alt for meget i mit liv.
Billedet af en af buketterne fra min fødselsdag får lov til at ledsage mit indlæg som symbol på, at der heldigvis også er meget at glæde sig over midt i al elendigheden.