Blog
Sander og jeg fik os en lille snak over telefonen i aftes.
Jeg fik sagt noget med “Farmors søde dreng,” og svaret faldt omgående i et lidt irriteret tonefald: “Jeg er Fars dreng.” Det siger han hver gang. Han synes nok, at jeg er en anelse tungnem, siden jeg ikke snart kan fatte det.
Vi var hjemme hos Sander for at se efter ham et par timer sidst på eftermiddagen i går.
Vi havde købt en lille plastikgravko til ham til at lege med i sandkassen. Den blev han glad for, og vi skyndte os om til sandkassen for at lege.
Lidt senere spurgte naboen over hækken, om Sander kunne bruge noget ekstra sand til sandkassen. Han havde fået sand hjem og havde noget i overskud. Det var jo ikke vores afgørelse, men vi vovede det ene øje og sagde, at det troede vi nok, at både Sander og hans forældre ville blive glade for.
Der er jo det med sand, at det har en tendens til på en eller anden mystisk måde at forsvinde fra sandkassen og ende alle mulige mærkelige steder. Det er lige så sikkert som Amen i kirken, at sandet næsten af sig selv bevæger sig ud af sandkassen, ud på fliserne, ud på græsplænen, ind i tøj og sko, ind på køkkengulvet og alle de andre steder, hvor vi allesammen hader sand. På den måde synker “sandstanden” i sandkassen jo efterhånden, og så er det godt at få fyldt op med lidt frisk sand.
Sander blev også rigtig glad for den trillebørfuld sand, naboen kom med til ham. Det var dejligt fugtigt strandsand, så det var perfekt at lave sandkager og andre små kunstværker af. Så det gjorde vi.
Den lille nye gravko blev godt og grundigt indviet sammen med det nye sand.
Vi var til familiefest tidligere på ugen.
Det var dejligt at være sammen med familien, det sker ikke så tit, at alle vi fem søskende er samlet.
Efter festen har jeg gået og tænkt på, hvor pudsigt det er, at så snart man er sammen med familien, så finder man helt uvilkårligt tilbage til det helt særlige sprog, man har tilfælles fra opvæksten. Under frokosten omtalte jeg f.eks. helt automatisk et stykke smørrebrød med roastbeef som et stykke med rostbøf – sådan sagde vi nemlig i vores barndomshjem. Der er mange andre ord, udtryk, betoninger og talemåder, der kun bliver luftet, når jeg er sammen med mine søskende. Det er ikke noget, jeg tænker over eller gør med vilje, det kommer bare helt af sig selv.
Jeg ved ikke, om alle har det på samme måde, men jeg har da lagt mærke til, at jeg i hvert fald ikke er den eneste.
Vi var hjemme hos Sander i går for at passe ham.
Han bliver så stor lige pludselig, synes jeg. Han er til at snakke rigtigt med og siger de sødeste ting. Der er mange ting, han kan selv.
I går viste han os, hvor dygtig han er til at hoppe på trampolin. Han har lige fået trampolinen, og han hopper og slår kolbøtter til den store guldmedalje.
Da det blev sengetid, og godnathistorien var læst, sagde Sander, at det var hans far, der skulle putte ham. Det kunne jo ikke lade sig gøre, eftersom hans far og mor ikke var hjemme. Så jeg sagde til ham, at jeg nok skulle putte ham. Det har jeg jo gjort masser af gange, men det blev der ikke noget af denne gang. Sander stillede sig foran mig med armene bredt ud til Fuldt Stop som en anden færdelsbetjent og sagde: ” Du må ikke komme med. Farfar må heller ikke komme med.” Jeg spugte ham, om han selv ville gå ind i seng så, og det ville han. Han gik ind på sit værelse og lukkede døren til efter sig.
Vi regnede jo med, at der bare viille gå et øjeblik, så ville han kalde på os. Men i stedet lød der en lille stille sang inde fra børneværelset, og et par minutter senere var der helt stille. Da jeg kiggede ind på værelset, kunne jeg konstatere, at Sander sov trygt og godt.
Der blev jeg altså paf. Tænk at sådan en lille gut, der lige er blevet tre år, kan være så beslutsom og selvstændig. Hvis det ikke kunne være Far, der puttede ham, så var der altså heller ingen andre, der skulle gøre det. Basta. Han sov godt hele natten, har jeg fået at vide.
Forældrene troede ikke deres egne ører, da de hørte historien – det kan jeg godt forstå. Jeg har heller aldrig oplevet mine egne drenge lægge sig til at sove på den facon, da de var i samme alder.
Her til morgen, da jeg gik min morgentur, løb en sort kat over stien foran mig. Helt automatisk formede mine læber et stille 7-9-13, og jeg drejede hovedet og antydede et spyt over venstre skulder.
Jeg banker også under bordet. Hvis jeg spilder salt, kaster jeg lidt af det over venstre skulder. Jeg går ikke under stiger. Jeg er heller ikke glad, når jeg får knust et spejl, men jeg har vist baldret så mange, at det rækker til det meste af et liv. Og sådan er der så meget.
Det er en lille smule flovt, men jeg tør ikke rigtig lade være med at udføre de der små manøvrer, der angiveligt skal afværge ulykker. Jeg gør det “for en sikkerheds skyld.” Man skal jo ikke udfordre hverken skæbnen eller Nemesis, vel?
Selv om det er en anelse flovt at være lidt overtroisk er det på en måde også hyggeligt, for det er jo noget, man har med hjemmefra. Jeg kan da tydeligt huske, at især min mor altid gjorde opmærksom på de ting, man skulle vare sig for. Når jeg synger i brusebadet om morgenen, kan jeg somme tider høre hendes stemme for mig, når hun sagde: ” Den, der synger fra morgenstunden, græder inden aften.”
Jeg vil ikke betegne mig selv som meget overtroisk, men jeg kan ikke nægte, at der ligger lidt af det på rygmarven. Det er en del af min bagage fra barndommen.