Ind i en stjerne

indienstjerne

Jeg har læst Ind i en stjerne af Puk Qvortrup.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Forlaget skriver:

Ind i en stjerne er en selvbiografisk roman om det ubærlige. Om at miste sin elskede, om lammende sorg og oprivende smerte, om livet med en utrøstelig dreng, der ikke forstår, hvorfor hans far pludselig ikke er der mere. Og om at føde et barn alene, tre måneder efter sin mands død. Men det er også en fortælling om livet, der langsomt melder sig igen i form af små glimt af glæde og taknemlighed – over de to børn, over selv at være i live.

Det har været en meget stærk oplevelse at læse Ind i en stjerne. Historien i sig selv er både tragisk og bevægende og river og flår i hjertet. Jeg blev dybt berørt af at læse bogen. Den beskriver så stærkt og hudløst det kaos af tanker og følelser, der følger i kølvandet på chokket over helt uforberedt at miste sin elskede og stå alene med to helt små børn.

Men romanen handler ikke kun om tab og sorg – det er også en fortælling om stor kærlighed, stor styrke og stålsat vilje  – til livet. Netop det gør Ind i en stjerne til en meget smuk fortælling. Det er en af den slags bøger, man ikke glemmer igen.

Læs mere om Ind i en stjerne på Grifs hjemmeside.

Læs videre

Kate og Rosemary

kateogrosemary

Jeg har læst Kate og Rosemary af Libby Page.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

I London-bydelen Brixton er et lokalt friluftsbad lukningstruet.

Kate er en ung journalist på en lokal avis. Hun får til opgave at skrive en artikel om friluftsbadet. Under sin research møder hun Rosemary, der har elsket at komme i svømmebadet gennem hele sit lange liv.

Det bliver starten på et nært venskab mellem de to kvinder.

Sammen kaster Kate og Rosemary sig ind i kampen for at bevare det gamle friluftsbad.

Kate og Rosemary er en varm og dejlig historie om trofast kærlighed,  venskab og sammenhold og om at kæmpe for det, der virkelig betyder noget. En rigtig skøn roman, der sætter fokus på nogle af de allervigtigste ting i livet. En roman man bliver glad og optimistisk af at læse – jeg er vild med den.

Romanen minder mig om Maeve Binchys forfatterskab. Så hvis du holder af hendes bøger, vil du helt sikkert også kunne lide Kate og Rosemary.

Læs mere om Kate og Rosemary på Gads Forlags hjemmeside.

Læs videre

Barselsstrik

barselsstrik

Jeg har haft lejlighed til at kigge i Barselsstrik af Mette Hvitved.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Sagen er den, at jeg har fået lyst til at strikke. Jeg har aldrig strikket ret meget, selv om jeg faktisk ret godt kan lide at sidde og nørkle med et strikketøj. Jeg er bare aldrig blevet særlig god til at producere andet end halstørklæder – sikkert fordi jeg ikke har øvet mig og udfordret mig selv.

Det er længe siden, jeg sidst har været i gang med strikkepindene, men jeg har planer om, at jeg skal i gang igen. Til efteråret skal det være. Så jeg er ved at forberede mig.

Jeg har tænkt mig, at jeg skal prøve kræfter med noget, der er lidt sværere at strikke end en karklud eller et halstørklæde. Alligevel skal opgaven være overskuelig – jeg er jo begynder. Babytøj må være sagen. Det er småt.

Men nu til bogen:

Barselsstrik er den dejligste strikkebog, man kan tænke sig. Den er så fin og indbydende. Den indeholder begyndervenlige opskrifter på strik til børn fra 0-2 år. Opskrifterne er skrevet uden brug af forkortelser og uden alt for avancerede teknikker. Desuden er der flere billedguides, der gør det hele nemmere at forstå.

Alle bogens opskrifter er unisex – de kan altså bruges til både drenge og piger. Der er opskrifter på alt lige fra et yndigt tæppe, over trøjer, bukser og dragter til huer, sokker og suttesnore. Det er de skønneste små stykker tøj og tilbehør – man får nærmest lyst til at strikke det hele.

Foruden opskrifterne indholder bogen gode strikketips og fine forslag til barselsgaver. Bogens billeder er et kapitel for sig – de er så fine, at det begynder at krible i fingrene efter at komme i gang med at strikke.

Barselsstrik er en virkelig gennemført og inspirerende strikkebog, som jeg vil vende tilbage til her på bloggen, når jeg har fulgt en af opskrifterne og forhåbentlig har strikket noget brugbart. Næste trin er at vælge garn.

Læs mere om Barselsstrik på Turbines hjemmeside eller på forfatterens hjemmeside.

Læs videre

Se på os nu

sepaaosnu

Jeg har læst Se på os nu af Geir Gulliksen.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Hans og Ingunn har været gift i 14 år, da Hans ved et bryllup møder den væsentligt yngre Harriet, der er nybagt mor. Hans og Harriet bliver hurtigt tiltrukket af hinanden og begynder at ses. Snart er de midt i en hed affære.

Se på os nu er en fortælling om begær, forelskelse, utroskab og svigt og om frygten for at blive forladt og alene. Romanen beskriver, hvad der sker i en familie, når den slags store følelser rammer.

Det har været alt andet end kedeligt at læse Se på os nu. Romanen er både underholdende og vedkommende, og der bliver ikke stukket noget under stolen. Læseren får lov til at følge med hele vejen – også der, hvor det bliver både komisk og lidt pinligt. En rigtig god samtidsroman, der meget præcist skildrer, hvor lidt der egentlig skal til, for at rive tæppet væk under en hel familie.

Læs mere om Se på os nu på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Grib livet – Slip angsten

griblivetslipangsten

Jeg har læst Grib livet – Slip angsten af Pia Callesen.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Forlaget skriver:

Uro, tankemylder, hjertebanken, søvnproblemer og psykisk smerte er blandt de symptomer på angst, som op mod 400.000 danskere dagligt generes af. Angst og angstsymptomer er blevet en folkesygdom, som i årtier er forsøgt behandlet af psykologer og andre terapeuter gennem samtaler om og bearbejdning af traumer, frygt og svigt. Behandlerne har opfordret til at vende fokus indad, til at konfrontere angsten og til at omstrukturere tankerne for at finde indre ro.

I Grib livet – slip angsten gør psykolog og metakognitiv terapeut Pia Callesen op med de hidtidige normer for behandling af angst og præsenterer den dokumenterede behandlingsmetode metakognitiv terapi, der har revolutioneret behandlingen af angst. Helt op mod 90 procent bliver fri af deres angst efter blot 6-12 sessioner.

Den overbevisende forskning bag metoden viser, at den meget brugte selvanalyse og ’mærken-efter’ er en helt forkert måde at gribe angst og angstsymptomer an på. Faktisk har det den modsatte effekt – den vedligeholder angsten. Forklaringen er, at det menneskelige sind regulerer sig selv, hvis det får fred til det. Også stærke følelser som panik og angst er forbigående, medmindre vi holder følelserne i live ved at bekymre os i overdreven grad og bruge alle vores kræfter på at bekæmpe dem.

Jeg har læst bogen med stor interesse. Dels fordi jeg tidligere har arbejdet i psykiatrien og interesserer mig for de psykiske udfordringer, der kan ramme os mennesker – og behandlingen af dem. Men i høj grad også fordi jeg selv kender til at kunne rammes af angst eller overdrevne bekymringer. Bogen giver på en meget enkel måde indsigt i, hvad der kan skabe angst og overdreven bekymring, og hvordan man kan undgå at falde i bekymringsfælden. Hvis man har svære problemer med angst, kan man naturligvis ikke blive den kvit ved at læse bogen, men man kan lære at forstå nogle sammenhænge. Jeg vil anbefale bogen til alle, der selv kender til angst eller har nogen omkring sig, der er plaget af det.

Læs mere om Grib livet – Slip angsten på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre