Et mere enkelt liv

etmereenkeltliv

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra tales.dk Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Et mere enkelt liv af Anna Fredriksson. Bogen er andet bind i forfatterens store familiefortælling om mødre og døtre.

Da vi møder de tre kvinder igen, har Sally fået åbnet sit lille pensionat. Der kommer sommergæster nok, og hun har rigeligt at gøre. Alligevel er hun bekymret for, om det hele kan løbe rundt i det lange løb. Hendes datter Josefin længes efter at komme lidt væk fra kampen for at blive selvforsynende hjemme på gården. Det er svært for hende og kæresten at realisere deres drøm om et mere enkelt liv, når de altid mangler penge. Josefin drømmer om at tage et rigtigt job i en periode og på den måde give økonomien  en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.

Sallys mor, Vanja længes både efter sit barnebarn og efter sin datter. Hun spekulerer meget over, om Sally nogensinde vil kunne tilgive hende det svigt, hun udsatte hende for, da hun var lille.

Et mere enkelt liv er en varm og dejlig fortælling om tilgivelse og forsoning og om at turde indgå i nære relationer uden at behøve at give slip på sine personlige drømme.

Jeg var glad for at læse Mellem himmel og hav, der er første bog i familiesagaen, men denne anden bog er endnu bedre, synes jeg. Som læser kommer man endnu tættere på de tre stærke kvinder, der er fortællingens hovedpersoner, og lærer dem meget bedre at kende.

Jeg glæder mig meget til at læse den næste og sidste bog i trilogien og finde ud af, hvordan det videre går.

Jeg har tidligere anmeldt første bind i serien Mellem himmel og hav.

Læs videre

Hungerhjerte

hungerhjerte

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Hungerhjerte af Karen Fastrup.

Læseren møder Karen på et tidspunkt, hvor hun bryder sammen og bliver akut indlagt på en psykiatrisk afdeling. Senere fortæller Karen, hvad der er sket i hendes liv i tiden før indlæggelsen, ligesom der bogen igennem er tilbageblik på forskellige hændelser og oplevelser fra hendes barndom.

I bogen skildres op- og nedture på Karens vej frem mod den dag, hvor hun er rask igen. Der tegnes et billede af medpatienter og behandlere i det psykiatriske behandlingssystem. Der er gengivelser af andre menneskers reaktion, når Karen fortæller dem, at hun har en psykiatrisk diagnose.

Hele historien er meget personlig og fortalt med både stort mod og hudløs ærlighed. Psykisk sygdom er stadig et tabubelagt emne, derfor en denne bog så vigtig. Den giver en stemme til en sårbar gruppe, der sjældent har overskud til at fortælle om den virkelighed, der er deres.

Alle kan rammes af psykisk sygdom, og mange kan heldigvis blive raske igen – det er et af bogens vigtige budskaber. Hungerhjerte er en intens, medrivende og yderst vedkommende roman, som jeg har været meget opslugt og berørt af, og som jeg vil anbefale på det varmeste.

Læs videre

Onde piger

ondepigerReklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Onde piger af Alex Marwood.

Onde piger handler om Amber og Kirsty. Amber gør rent i en forlystelsespark og Kirsty er freelancejournalist.

Den dag, de mødte hinanden for første gang, blev skæbnesvanger for dem begge to. Dengang var de kun elleve år, og før dagen var til ende, var de anklaget for at have begået en frygtelig forbrydelse.

De mødes igen ved et tilfælde 25 år senere. Kirsty skal dække en sag om en række mord og overfald på kvinder, der er sket i en lille ferieby ved den engelske sydkyst. Under sin research støder hun på Amber, der bor og arbejder i byen.

De to kvinder har ikke set hinanden siden den skæbnesvangre dag, da de bare var et par forskræmte børn. De er begge to for længst begyndt på et helt nyt liv. De har hver især en mand, som intet kender til deres fortid, og Kirsty har to børn, som heller ikke er indviet i den grusomme hemmelighed. Men nu hvor politiet, pressen og lokalsamfundet har kastet sig ind i jagten på kvindemorderen, bliver de to kvinder bange for, at deres fælles hemmelighed skal blive afsløret.

Det er længe siden, jeg har været så opslugt af en bog. Onde piger er en krimi helt udover det sædvanlige. Den er nemlig ikke bare en krimi – den er så meget mere. Onde piger er ikke alene spændende, men også en gribende fortælling om svigt, social ulighed og om aldrig at blive færdig med at sone sin skyld. Bogen tegner et meget troværdigt  billede af et miljø, som ikke just kan beskrives som værende på livets solside. Karaktererne er overbevisende, og sproget er præcist og farverigt og driver læseren videre og videre, til sidste side er vendt. Onde piger er en læseoplevelse, jeg vil huske længe.

Onde piger er udgivet på Forlaget Hoff & Poulsen.

Læs videre

Huset i Chelsea

husetichelsea

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Huset i Chelsea af Lisa Jewell.

Libby fylder 25 og modtager på sin fødselsdag et brev, hun har set meget frem til. Hun er adopteret, og brevet forventes at løfte sløret for, hvem der er hendes biologiske forældre.

Brevet giver som ventet svar på, hvem der er Libbys biologiske ophav, men indeholder samtidig en helt uventet oplysning. Libby er nemlig arving til et gammelt hus i London-bydelen Chelsea. Et hus i millionklassen. For Libby, der er vant til at leve ret sparsommeligt, er det en nyhed, der faktisk er lidt svær at forholde sig til.

25 år tidligere blev politiet kaldt ud til et hus, hvor de fandt en veltilpas baby i en vugge. De fandt også tre døde personer, hvoraf de to var Libbys forældre. Man fandt aldrig ud af, hvad der egentlig var sket.  Hvor var  husets øvrige beboere blevet af?  Hvem tog sig af babyen, fra forældrene døde, til politiet kom flere dage senere?

Sandheden om Libbys familie er gemt i huset i Chelsea – og Libby vil finde frem til den.

Lisa Jewell er en mester i at skrive krimier, der fanger læseren fra start til slut. Hun har gjort det før, og nu gør hun det igen. Huset i Chelsea er en rigtig spændende og indviklet historie. Plottet er velkomponeret og uforudsigeligt. Hvis man tror, at man kan regne det hele ud, så kan man godt tro om igen. Persongalleriet er interessant og anderledes, men meget troværdigt og overbevisende. En fængslende, spændende og overraskende læseoplevelse.

Jeg har tidligere anmeldt Den fremmede gæst og Og så var hun væk af Lisa Jewell her på bloggen.

Læs mere om Huset i Chelsea hos Gads Forlag.

Læs videre

Leg med døden

legmeddoeden

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Leg med døden af Rachel Abbott. Romanen er andet bind i krimiserien om kriminalassistent Stephanie King.

En flok gamle venner og deres kærester samles til Lucas og Ninas bryllup på hans store ejendom ved kysten. Men Lucas og Nina bliver ikke gift den dag. Få timer før brylluppet skulle have fundet sted, sker der en  tragedie. Før var de ni, nu er de kun otte.

Præcis et år senere inviterer Lucas igen de samme mennesker til fest i sit hjem. Men hvad er det, de skal fejre? Gæsterne får at vide, at de skal lege en leg. Alle har en rolle at spille. Alle har hemmeligheder. Ingen kan undslippe legen. Det bliver en leg med døden.

Historien er fuld af hemmeligheder, løgne og intriger. Det er svært at vide, hvem man kan stole på. Der kommer hele tiden nye oplysninger på bordet, der kaster mistanke på snart den ene, snart den anden. Leg med døden er, efter min mening, en vellykket, spændende og virkelig udspekuleret krimi med et godt flow og et fast tag i læseren.

Jeg har tidligere anmeldt Drevet til mord, der er første bind i serien.

Læs mere om Leg med døden hos Gads Forlag.

Læs videre