Fra blokken

frablokken

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Fra blokken af Jonas T. Bengtsson.

Danny, Malik og Christian er vokset op i den samme betonblok i Københavns nordvestkvarter. De har været bedste venner, men nu er det længe siden, de har set hinanden. Danny har siddet inde i lang tid, og i mellemtiden er de to andre gået andre veje. Christian er blevet politimand og har fået kone og børn. Malik læser til tandlæge og hjælper til i sin fars restaurant i fritiden

Da Danny bliver prøveløsladt, glæder han sig til så hurtigt som muligt at se sine to gamle venner igen. Men ingen har set Malik i et stykke tid. Ingen ved, hvor han er. Selv om Christian er politimand, ser han sig ikke i stand til at gøre noget for at opspore Malik. Så Danny sætter sig for at finde vennen på sin egen måde.

Man kan tage drengen ud af blokken. Men man kan ikke tage blokken ud af drengen.

Fra blokken er en barsk fortælling fra et hårdkogt, kriminelt miljø. Den er virkelig velskrevet og karaktererne er meget overbevisende og troværdige. Jeg har været totalt opslugt af fortællingen og har læst den nærmest uden pauser. Bogen var næsten umulig at lægge fra sig, og nu hvor sidste side er vendt, kører historien stadigvæk i mine tanker. Den har gjort indtryk og bragt mange følelser i spil.

Læs mere om Fra blokken hos Politikens Forlag.

Læs videre

Lad mig dø

ladmigdoe

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Lad mig dø af Clare Mackintosh.

Anna har mistet begge sine forældre. De begik selvmord med ganske få måneders mellemrum. Først hendes far. Så hendes mor. Anna har svært ved at acceptere, at hendes forældre har valgt at dø. Hun er selv lige blevet mor og har utrolig svært ved at forstå, at nogen  frivilligt kan forlade sit barn.

På årsdagen for moderens selvmord modtager Anna et kort, der overbeviser hende om, at hendes forældre ikke begik selvmord. Hun er sikker på, at de blev myrdet. Hun går til politiet med sin mistanke.

Lad mig dø er en roman med mange facetter. Udover at være en velskrevet og spændende thriller med et virkelig udspekuleret plot udmærker bogen sig ved at berøre forskellige lidt tabubelagte problematikker. Blandt andet har en af bogens karakterer vanskeligt ved at forestille sig et meningsfuldt liv efter arbejdslivets ophør. En anden karakter har en alvorlig psykisk lidelse. En drikker for meget. Og en er voldelig. Alle karakterer er skildret troværdigt. Jeg har været helt opslugt af bogen og har haft virkelig svært ved at lægge den fra mig. Gang på gang har handlingen taget en drejning, der har overrasket mig og opretholdt spændingen.

Jeg har tidligere anmeldt Når det er slut af Clare Mackintosh.

Læs mere om Lad mig dø hos Forlaget Aronsen.

Læs videre

Brombærvinter

brombaervinter

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Brombærvinter af Sarah Jio.

Handlingen udspiller sig i Seattle i to tidsspor. I det ene spor møder læseren Vera i 1933. Hun er enlig mor og kæmper for at tjene til dagen og vejen til sig selv og sin lille dreng, Daniel. Somme tider er hun tvunget til at lade den lille dreng være alene hjemme, mens hun er på natarbejde. En nat, hvor drengen netop er alene, rammes byen af en voldsom snestorm, selvom det er maj måned. Da Vera kommer hjem næste morgen, er Daniels seng tom. Han er forsvundet. Vera leder fortvivlet efter ham ude i de kolde gader, men finder kun hans bamse.

I det andet spor følger læseren Claire i 2010. Igen rammes byen af en snestorm i maj. Claire er journalist og får til opgave at skrive en artikel om snestormen. Under sin research finder hun frem til den gamle sag om drengen, der forsvandt under en lignende snestorm næsten 80 år tidligere. Claire sætter sig for at finde ud af, hvad der skete med den lille dreng dengang. Under arbejdet opdager hun en forbindelse mellem sig selv og Vera.

Brombærvinter er en både spændende, romantisk og rørende historie, der går lige i hjertet. Det kan være svært at få en roman, der foregår i to tidsspor til at gå op i en højere enhed, men det er lykkedes rigtig godt i Brombærvinter. Som en ekstra lille krølle på historien møder læseren igen nogle af karaktererne fra Når violerne blomstrer af samme forfatter

Jeg har tidligere anmeldt Alle blomsterne i Paris og Når violerne blomstrer af Sarah Jio.

Læs mere om Brombærvinter hos Gads Forlag.

Læs videre

Stemmer fra graven

stemmerfragraven

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Stemmer fra graven af Elly Griffiths. Bogen er syvende selvstændige bind i krimiserien om den herlige arkæolog Ruth Galloway.

Forlaget skriver:

Ruth Galloway tilkaldes, da et jagerfly fra Anden Verdenskrig dukker op under udgravningsarbejdet på en byggegrund. I cockpittet sidder liget af en mand, der ved første øjekast ser ud til at være flyets pilot. En dna-test viser dog, at der er tale om Fred Blackstock, en lokal aristokrat, som angiveligt blev skudt ned over Nordsøen under krigen – men i et helt andet fly. Sagen bliver endnu mere indviklet, da kriminalinspektør Harry Nelson og hans team gør et mistænkeligt fund på en svinefarm, og en af Blackstocks efterkommere tilmed bliver overfaldet. Snart må Ruth og Nelson indse, at de jagter en langt farligere gerningsmand, end de først troede.

Bøgerne om Ruth Galloway og Harry Nelson er skønne og underholdende hyggekrimier. Hver gang, der udkommer en ny bog om de to, er det næsten som at møde gode, gamle venner. Jeg holder meget af dem begge – den dejligt uperfekte og lidt introverte Ruth og den rapkæftede men altid omsorgsfulde Nelson er et herligt makkerpar. Jeg ser frem til hver eneste ny bog i serien med høje forventninger

Også denne gang levede romanen fuldstændig op til mine forventninger. Elly Griffiths forstår at kombinere en god krimi med skøn humor og en anelse kompliceret kærlighed, så det hele går op i en højere enhed.

Jeg har tidligere anmeldt de seks første bøger i serien: Pigen under jorden, Løgnens hus, Huset på klippen,  Døden på museet,  Det tavse vidne og De udstødte.

Læs mere om Stemmer fra graven hos Gads Forlag.

Læs videre

Helenes krig

heleneskrig

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Helenes krig af Pernille Juhl, People’sPress. Bogen er første del af en serie.

Helene bor sammen med sine forældre og sin lillebror i København. Hun er netop begyndt på jurastudiet på Københavns Universitet. Helene er en stræber, hun er flittig og sigter mod at blive den bedste på sin årgang. Hun tager sit studie meget seriøst, selv om hendes forældre mener, at hvis bare hun kan finde en kommende ægtemand blandt de jurastuderende, er hendes lykke gjort.

Men det er 1940 og Anden Verdenskrig er en realitet. Helene finder en veninde, Jonna på studiet. Hun er mere ubekymret og udadvendt end Helene, og de to unge kvinder begynder at omgås en gruppe unge, der er politisk engagerede. Efterhånden bliver Jonna, Helene og flere andre involveret i en modstandsgruppe. I begyndelsen trykker og uddeler de illegale flyveblade, men efterhånden deltager de i mere risikable aktioner.

Helene klarer sig godt i modstandsgruppen og får tildelt flere og mere farlige opgaver. Snart har hun slet ikke tid til at passe sit studie. Hun lyver overfor sine forældre, så de stadig tror, at hun har travlt med studierne.

Men Helene har endnu en hemmelighed. En som hun ikke indvier nogen i – ikke engang veninden Jonna. Helene har nemlig forelsket sig i en ung mand, der har tæt forbindelse til besættelsesmagten.

Jeg kan rigtig godt lide at læse bøger om Anden Verdenskrig og få et større indblik i, hvordan det var at være dansker i den periode. Helenes krig er endnu en brik i det puslespil. Romanen er både spændende og velskrevet og giver et bud på, hvordan krigen ændrede hverdagen for ganske almindelige unge mennesker. Jeg har været meget optaget af historien om Helene og hendes udvikling fra den pæne pige, der ville please alle – til modig, handlekraftig kvinde med egne meninger og holdninger. At historien også rummer en kompliceret kærlighedshistorie gør den endnu bedre.

Jeg glæder mig meget til at læse mere om Helene i seriens andet bind Helenes befrielse.

Læs videre