Olivias hemmelighed

oliviashemmelighed

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Olivias hemmelighed af Muna Shehadi. Bogen er den sidste i Tre døtre-trilogien.

Olivia er den ældste i en søskendeflok, der består af tre piger. De er døtre af en blændende smuk og berømt – nu afdød filmstjerne. Desværre var moderen ikke bare smuk og feteret , hun var også psykisk ustabil.

Olivias karriere går ikke særlig godt. Det går heller ikke særlig godt med at få opfyldt drømmen om at blive mor. Da det så yderligere viser sig, at hendes mand, Derek har haft en virkelig ondskabsfuld hemmelighed gennem hele deres ægteskab, bryder Olivas verden sammen. Hun vil langt væk fra Derek og søger tilflugt ved kysten i Maine. Det er et sted, der rummer mange glade barndomsminder for hende.

I Maine møder Olivia Duncan. Hans tilværelse er også blevet rystet i sin grundvold. De to bliver tiltrukket af hinanden, men før Olivia kan kaste sig helhjertet ud i en ny fremtid, bliver hun nødt til at se fortiden i øjnene og forlige sig med den.

Olivias hemmelighed er præcis som de første to bind i trilogien fuld af drama og intriger toppet med masser af romantik. I denne afsluttende fortælling  afsløres de sidste hemmeligheder om de tre søstres mødrene ophav. Bogen binder sløjfe på de løse ender i historien om de tre søstre med den meget usædvanlige familiebaggrund.

Jeg har tidligere anmeldt trilogiens to første bind, Rosalinds løgn og Eves Sandhed.

Læs mere om Olivias hemmelighed hos Forlaget Zara.

Læs videre

Den danske soldat

dendanskesoldat

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den danske soldat af Emilia Hansen.

Læseren møder bogens to hovedpersoner omkring den tid, da anden verdenskrig bryder ud.

Tim og Lilly kommer fra vidt forskellig baggrund. Lilly tilhører den tyske overklasse og Tim er arbejdersøn og en del af det danske mindretal i Schleswig Holstein. De mødes tilfældigt og bliver tiltrukket af hinanden. Hurtigt forelsker de sig i hinanden og begynder at mødes i smug. De drømmer om en fremtid sammen. En fremtid, der ser anderledes ud end den, der ellers ligger i kortene for dem hver især.

De skjuler deres kærlighed for omverdenen, da de er klar over, at deres forhold vil møde modstand fra alle sider.

Tim bliver indkaldt til den tyske hær og bliver sendt til Østfronten. Imens forsøger Lilly at realisere sin drøm om at læse til dyrlæge. Samtidig kæmper hun imod, da familien forsøger at presse hende til ægteskab med en mand af passende herkomst.

Men adskillelse og krig kan ødelægge både drømme og mennesker. Hvis Tim vender hjem fra krigen med livet i behold, er det så den samme Lilly, der venter derhjemme? Og vil han selv være den samme?

Den danske soldat er en både stærk og romantisk fortælling om krig og kærlighed. Jeg har nydt at læse bogen, der er både romantisk og autentisk. Karaktererne er troværdige, og sproget let og farverigt. Der er en fin balance mellem fakta og fiktion, der gør læseoplevelsen både underholdende og interessant. Der er dog en enkelt lille ting, der har naget mig under læsningen: Bogen kunne have fortjent en grundigere korrektur. Der er lige lovlig mange svipsere, og det er synd. Det påvirker selvfølgelig ikke selve fortællingen, men det generer som en lille sten i skoen, synes jeg.

Læs mere om Den danske soldat hos Lindbak+Lindbak.

Læs videre

Hemmelighedernes bibliotek

hemmelighedernesbibliotek

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Hemmelighedernes bibliotek af Janet Skeslien Charles.

Fra bogens bagsidetekst:

En uforglemmelig fortælling om venskab og sammenhold baseret på den virkelige historie om de heltemodige bibliotekarer på Det amerikanske bibliotek i Paris, som under anden verdenskrig satte sig op mod fjenden og beviste, at litteraturen har en enestående evne til at bringe os sammen i nødens stund.

PARIS, 1939. Odile Souchet har netop fået sit drømmejob på Det amerikanske bibliotek i Paris, og hun har tilmed fået en sød kæreste. Men da nazisterne invaderer Paris, er hun i fare for at miste det hele. Sammen med nogle kollegaer slutter hun sig til modstandsbevægelsen og væbner sig med det stærkeste våben, hun har, nemlig bøger.

MONTANA, 1983. Teenageren Lily har mistet sin mor i en tidlig alder og er ensom og frustreret. Hendes udlængsel fra lillebyen, hun bor i, bliver vakt af den ældre franske kvinde i nabohuset, og efterhånden som Lily får indblik i mere og mere af naboens mystiske fortid, forstår hun, at de to har mere til fælles, end hun nogensinde kunne have forestillet sig.

Hemmelighedernes bibliotek er en rigtig dejlig roman om venskab på tværs af alder, status, tro og nationalitet – og om kærligheden til bøger. Det fungerer så fint, at historien fortælles i to tidsspor – på den måde løftes sløret langsomt for hovedpersonens hemmeligheder og skæbne. Jeg vil anbefale bogen til alle, der holder af historiske romaner – og ikke mindst – af bøger.

Læs mere om Hemmelighedernes bibliotek hos Gads Forlag.

Læs videre

Love & Gelato

loveandgelato

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Love & Gelato – En sommer fuld af hemmeligheder af Jenna Evans Welch. Bogen er første bind i en trilogi.

Lina har mistet sin mor. Det var hendes mors sidste ønske, at Lina skulle lære sin far at kende. Hun har aldrig mødt ham før, og nu skal hun tilbringe sommeren hos ham i hans hjem i Toscana.

Det er svært for Lina. Hun sørger og savner sin mor forfærdeligt, og midt i sorgen skal hun bo i et andet land hos en helt fremmed. Heldigvis finder hun meget hurtigt en ven i Lorenzo, der bor i nærheden. Da Lina læser i en af sin mors gamle dagbøger, går det op for hende, at der er noget, hendes mor ikke har fortalt hende. Hun sætter sig for at finde frem til sandheden og får hjælp af sin nye ven.

Love & Gelato – En sommer fuld af hemmeligheder er en historie om venskab og kærlighed – og om nye begyndelser.

Jeg har nydt at læse Love & Gelato. Det er en virkelig skøn historie fuld af kærlighed og atmosfære. Bogen er skrevet i et let og flydende sprog og karaktererne er virkelig dejlige. Bogen byder også på skønne beskrivelser af seværdigheder og landskaber, der gør, at man bliver en lille smule forelsket, mens man læser – i Italien. Hvis man ikke var det i forvejen. Bogen er perfekt ferielæsning.

Jeg glæder mig allerede  til at læse de øvrige to bøger i trilogien.

Læs mere om Love & Gelato hos Politikens Forlag.

Læs videre

Vingården for Vilde Drømme

vingaardenforvildedroemme

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Vingården for Vilde Drømme af Caroline Säfstrand.

Erica er ramt af en stor sorg og kan slet ikke se nogen lyspunkter i livet. Helt spontant tager hun en pause fra hverdag, job og mand. Hun tager afsted fra hjemmet i Stockholm uden at vide, hvor hun skal tage hen. Hun trænger bare til at komme væk.

I den lille fiskerby Arild 600 km væk sætter Marcus et skilt op, hvor der står “Værelse til leje” i et forsøg på at tjene lidt penge for at redde den vingård, han driver sammen med sin gamle farfar, Johannes.

På samme tid sidder Lillian i sin lejlighed i Helsingborg som tilskuer til det liv, der udspiller sig uden for hendes vinduer. Hun ved ikke, at en kvinde fra Stockholm netop har forladt sit hjem, og at det vil forandre både hendes eget og flere andre menneskers liv – også Lillians.

Det har været en fin oplevelse at læse Vingården for Vilde Drømme. Det er en rigtig feel good roman med en handling fuld af både hjerte og smerte. En skøn roman om tab og hemmeligheder, venskab og drømme. Bogen er oplagt ferielæsning – den er fuld af stemning og giver smil på læben.

Jeg har tidligere anmeldt Villa Havbrise  og Klubben for Lykkelige Slutninger af Caroline Säfstrand her på bloggen.

Læs mere om Vingården for Vilde Drømme hos Alpha Forlag.

Læs videre