Elven

elven

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Elven af Rosa Liksom.

Fra bogens bagsidetekst:

September 1944. Titusindvis af mennesker må forlade deres hjem for at undslippe Laplandskrigens ødelæggelser. Midt i det hele står en fjortenårig pige, hvis familie er blevet splittet af krigen, og hun må på egen hånd føre familiens køer og vigtigste ejendele fra sin families gård gennem det krigshærgede landskab.

Elven er en barsk og gribende fortælling om at være barn og på flugt – og være adskilt fra sin familie. Historien fortælles af den knapt fjortenårige pige og er kendetegnet ved nøgterne observationer og beskrivelser af både mennesker, omgivelser og hændelser. Der tegnes et billede af en pige, der tager meget ansvar og på nogle områder er blevet tidligt voksen. Men også af en klog, stærk og handlekraftig pige på tærsklen til voksenlivet. Samspillet med naturen og dyrene fylder meget i romanen og er poetisk og fint beskrevet. En bemærkelsesværdig roman.

Læs mere om Elven hos Alpha.

Læs videre

Fix din fordøjelse

fixdinfordoejelse

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Fix din fordøjelse af Tine Jørgensen og Jane Faerber.

Forlaget skriver:

Endelig ro i maven!

Er du en af de mange, som kæmper med at fordøje din mad? Lider du af oppustethed, forstoppelse, diarré, halsbrand, reflux eller smertefulde tarmsygdomme? Er du ladt i stikken med diagnosen irritabel tyktarm, IBS, uden at vide, hvad du skal stille op? Så er hjælpen nær: Lad denne bog vise dig, hvordan du effektivt skaber ro i maven og får et lettere og bedre liv – allerede i dag.

Forskellige fordøjelsesproblemer kræver forskellige løsninger. Tine Jørgensen, cand.scient. i klinisk ernæring, guider dig frem til den helt rigtige strategi for netop dig – med afsæt i både videnskab og alle de erfaringer, som hendes arbejde med hundredvis af klienter har givet hende.

Du får indblik i relevante undersøgelser og målrettede tips om mad- og og drikkevarer, medicin, kosttilskud, motion, søvn, stresshåndtering og meget mere. Og ikke mindst kan du glæde dig til masser af opskrifter på mad, som dine tarme vil elske. Jane Faerber, kvinden bag Madbanditten.dk, der er en af Danmarks mest velbesøgte mad- og sundhedsblogs, og forfatter til flere bestsellerbøger om kost, har nemlig tryllet maksimal velsmag ud af de tarmvenlige madprincipper, så alle trygt kan spise med.

Jeg har læst bogen med stor interesse – selvfølgelig især de afsnit der omhandler tilstande og tiltag, der er relevante for mig og min fordøjelse. Bogen er superinteressant og gennemarbejdet. Det er let at finde de informationer, der er relevante for den enkelte, og alt er skrevet i et sprog, så informationen er let at forstå. Jane Faerbers lækre madopskrifter er ledsaget af flotte fotos, der kan give ekstra appetit på al den sunde og tarmvenlige mad.

Jeg har tidligere anmeldt De bedste fra Madbanditten af Jane Faerber.

Læs mere om Fix din fordøjelse hos Politikens Forlag.

Læs videre

Gå godt

gaagodt

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Gå godt af Mikael Kamber.

Fra bogens bagsidetekst:

Gå godt tegner et billede af den tid, vi lever i. På mange måder er det gået os ufattelig godt, siden de første mennesker begyndte at gå på to ben. På en del punkter er det ligefrem gået os for godt. Det høje tempo i det moderne samfund har ført til en række paradokser: Aldrig har vi været så mobile og aldrig siddet så stille. Vi bliver rigere og rigere, men ikke mere tilfredse. Vi har enorme mængder mad, men bliver syge af at spise for meget. Aldrig har vi været så udviklede og aldrig så tæt på at afvikle os selv.

Gå godt handler om, hvordan vi kan genfinde gangtempoet. Både i hverdagslivet og i en større sammenhæng, og gåture i selskab med inkarnerede fodgængere som blandt andre Bente Klarlund, Tor Nørretranders og Rane Willerslev føjer nye og overraskende perspektiver til vigtigheden af at gå.

Jeg er selv meget, meget glad for at gå. Jeg kan slet ikke undvære mine daglige gåture. På de ture får jeg ikke bare rørt mig – jeg får også orden på mine tanker, synes jeg. Hvis jeg er i lidt dårligt humør, kan en lang gåtur gøre det godt igen. Jeg har derfor læst Gå godt med stor interesse. Det var fint at få bekræftet, hvor godt det er for et menneske at gå. Det gavner både kroppen og sindet. Bogen er spækket med fakta om, hvad gåturene gør for den, der går. Den emmer af godt humør og gåpåmod.

Læs mere om Gå godt hos Politikens Forlag.

Læs videre

Et godt nyt år

etgodtnytaar

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Et godt nyt år af Malin Stehn.

Fra bogens bagsidetekst:

Nytårsaften forsvinder 17-årige Jennifer. Uvidende om det mareridt, der venter hende i det nye år, skåler hendes mor Lollo nytåret ind med sine gamle venner, Nina og Malena.

Da forældrene vågner med både moralske og fysiske tømmermænd er deres værste mareridt blevet til virkelighed. Jennifers forsvinden forskubber den sarte balance i venskabet, mens mørke hemmeligheder søger mod overfladen. For hvor godt kender de egentlig hinanden? Og hvad foregik der nytårsaften?

Hold da helt op – sikke et brag af en spændingsroman. Jeg var fuldstændig opslugt, mens jeg læste den. Bogen er virkelig godt skrevet og karaktererne meget troværdige. Tempoet er højt. Handlingen tager nogle uventede drejninger og byder på den ene overraskelse efter den anden. Desuden sætter  bogen fokus på vores tendens til udadtil at skabe et glansbillede af vores perfekte og pletfri liv – og den knapt så velpolerede virkelighed. En supergod og nervepirrende krimi som jeg vil anbefale på det varmeste.

Med denne spændingsroman har forfatteren, der har udgivet mange børne- og ungdomsbøger, fået en forrygende debut med bøger for voksne, og jeg glæder mig meget til hendes næste bog.

Læs mere om Et godt nyt år hos Politikens Forlag.

Læs videre

Inde i husene

indeihusene

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Inde i husene af Grit Niklasson.

Fra bogens bagsidetekst:

Umiddelbart ligner husene på Violvej i Thisted de fleste andre rækkehuse. Men hvad ved vi egentlig om, hvem der bor bag de lukkede døre?

Jamen det er jo ganske almindelige mennesker, tænker du måske. Som dig og mig, i en eller anden fase af vores liv, et eller andet sted i Danmark.

Den nysgerrige forfatter stopper dog ikke her. Hun inviterer os indenfor hos Lotte, Mike, Ivan, Susanne og de andre. I novellens stramme form får hun hver og én af beboerne til at fremstå klart og tydeligt, som det vi alle er – helt almindelige med en facade udadtil og et hjertekammer af hemmeligheder, som vi skærmer mod indsyn.

Jeg læste novellesamlingen i ét stræk. Da først jeg var begyndt at læse, kunne jeg ikke lægge bogen fra mig. Novellerne tegner fine små portrætter af mere eller mindre almindelige mennesker – på godt og ondt. Novellerne fletter sig lidt ind i hinanden, da beboerne i rækkehusene naturligvis interagerer mere eller mindre med hinanden. Det giver en rigtig fin sammenhæng i læsningen. En tankevækkende lille bog, som jeg har hygget mig med at læse.

Jeg har tidligere anmeldt Sjælenat af Grit Niklasson.

Læs mere om Inde i husene hos Amanda Books.

Læs videre