Natjæger

natjaeger

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Natjæger af Line Holm og Stine Bolther. Bogen er tredje, selvstændige bind i krimiserien om Maria Just.

Bag i en efterladt varevogn i København finder man en død mand. Han er skudt og lemlæstet, og alt peger i retning af et hævndrab i kriminelle kredse. Men efterforskerne Mikael Dirk og Fredrik Dahlin er lidt på bar bund, for de ved ikke, hvem den dræbte er. Og ingen har meldt en person, der kunne være ham, savnet.

Politihistoriker Maria Just bliver tilfældigt involveret i drabssagen. Hun har ellers nok at tænke på i forvejen. Hendes forhold til ungdomskæresten er slut, og på jobbet går det heller ikke ligefrem godt.

Da Maria får mistanke om, at der kan være en forbindelse mellem den aktuelle drabssag og en sag om et forsvundet barn tilbage i firserne, er hun ikke til at stoppe. Hun forsøger desperat at finde frem til sandheden, men er oppe imod nogle meget magtfulde mennesker. De vil gøre alt for at holde på deres hemmeligheder og beskytte sig selv og deres nærmeste.

Natjæger er en solid og rigtig spændende krimi. Jeg kan godt lide Holm & Bolthers skrivestil. Tempoet er højt og karaktererne troværdige. Det har været et dejligt gensyn med de gennemgående karakterer, som jeg synes rigtig godt om. Efter min mening er Natjæger seriens hidtil bedste og mest vellykkede bog.

Jeg har tidligere anmeldt de to første bind i serien, For barnets bedste og Lovløs.

Læs mere om Natjæger hos Politikens Forlag.

Læs videre

Alt det vi mistede undervejs

I dag byder jeg en gæste-bogblogger velkommen her på bloggen:

Dette er en gæsteanmeldelse skrevet af Betina Christiansen fra Lydboghylden.dk

Jeg har læst “Alt det vi mistede undervejs” af Birgitte Bartholdy.

I “Alt det vi mistede undervejs” følger vi Sigrid, der bliver forladt af sin mand. Nu vælter en masse eksistentielle spørgsmål op i hovedet på hende. Hun oplever en stor ensomhed og identitetskrise. Efter at have levet sammen med sin mand i over 25 år ved hun ikke længere, hvad hun er uden ham og deres kernefamilie.

Midt i Sigrids livsomvæltende skilsmisse opbygger hun et venskab med sin ældre nabo. Naboen Herman er i sit livs vinter og har ikke meget tid igen. Sigrid har aldrig rigtig talt med sin nabo, men hun har dog opbygget en fortælling om, hvad han er for en. Hendes fordomme viser sig at blive gjort til skamme, da Herman som menneske rummer langt mere, end hun havde regnet med. På den korte tid, Herman og Sigrid har sammen, formår de at opbygge et stærkt venskab. Herman hjælper Sigrid ud af sin sorg, mens Sigrid hjælper med at løse Hermans familiære konflikter.

“Alt det vi mistede undervejs” er en yderst relevant bog. Desværre ender halvdelen af os med at blive skilt. I bogen får vi et indblik i nogle af de tanker, der kan opstå, når man gennemgår en skilsmisse. For mig blev bogen dog endnu bedre, da jeg i forfatterens efterord kunne læse, at romanen er baseret på hendes egen skilsmisse.

Det, der fangede mig mest i fortællingen, var dog mødet mellem Sigrid og Herman. Vi har alle naboer, men det er de færreste af os, som virkelig involverer os med hinanden. I virkeligheden burde vi alle gøre som Sigrid. Da Sigrid stålfast bliver ved med at besøge Herman, ender de med at spille en positiv rolle i hinandens liv. De får begge nye perspektiver, som de ikke ville have fået, hvis de var fortsat med at leve i deres egen trygge lille boble.
“Alt det vi mistede undervejs” er en hjertevarm bog, som jeg på det varmeste kan anbefale!

Læs videre

Jeg husker dagen som lys

jeghuskerdagensomlys

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Jeg husker dagen som lys af Olav Hergel.

Olav er syv år gammel, da hans mor, Benedicte, første gang bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.  I lange perioder taler hun ikke til andre mennesker, heller ikke sine børn. Hun skriver små sedler med nødvendige beskeder, når hun køber ind eller er til forældremøde på skolen. Til børnene skriver hun lange breve, som hun lægger på deres hovedpuder. I andre perioder er Benedicte rask og opfører sig som enhver anden kærlig og omsorgsfuld mor.

Olavs mor lærer ham at bede fadervor. Og han beder og beder, om og om igen. Gentagelser – tvangshandlinger fylder i perioder meget i hans hverdag.

Først som voksen hører han om OCD, og brikkerne falder på plads. Han forstår, at det er OCD, han har været så plaget af og er overbevist om, at det har været den samme lidelse, hans mor kæmpede med.

Jeg husker dagen som lys er en bog, der går lige i hjertet. Den fortæller hudløst om smerten ved at vokse op med en mor, der i perioder er svær at afkode, fordi hun er plaget af en psykisk lidelse. Om det svære ved selv at være styret af tanker, man føler sig tvunget til at handle på. Det er så godt beskrevet, at man umiddelbart mærker smerten og afmagten. Essensen i bogen er selvfølgelig fortællingen om livet med en psykisk lidelse som følgesvend, men kærlighed er den røde tråd gennem hele fortællingen. En stærk og tankevækkende læseoplevelse.

Læs mere om Jeg husker dagen som lys hos Politikens Forlag.

Læs videre

En nat i august

ennatiaugust

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst En nat i august af Jeanette Øbro.

Fra bogens bagsidetekst:

Stefanie vil være jordemoder, selvom hun både er bange for nåle og for at der skal ske noget forfærdeligt med kvinder og børn. Og det gør der en dag, kort tid før hun er færdiguddannet. Der sker en obstetrisk katastrofe. I stedet for at være jordemoder bliver Stefanie forfatter, for det er der ingen der kan dø af. I hvert fald kun på papiret.

Uroen ligger dog stadig og lurer indeni, og 22 år efter indser hun, at hun er nødt til at forsøge at blive jordemoder igen, selvom det er i en tid, hvor mange jordemødre søger væk fra fødegangene.

En nat i august er en roman om at stå med andres liv i hænderne. Om at opleve voldsomme begivenheder i et fag, hvor liv og død og de største følelser er på spil. Det er fortællingen om at gå itu og kæmpe for at heles. Og om at opdage hvordan fortiden kan være en nøgle til at finde ro.

Jeg har været fuldstændig tabt for omverdenen, mens jeg har læst En nat i august. Lige siden, jeg fødte mit første barn, har jeg været fascineret af fødselsberetninger. I denne bog beskrives fødselsforløbene med jordemoderens stemme, og det er virkelig fængslende og rørende læsning. Bogen har givet mig en bedre forståelse af, hvor voldsomt for knappe midler presser hverdagen på fødegangene. Både fødende og jordemødre risikerer at gå hjem fra fødegangen med traumer, fordi der ikke er tid til at yde den nødvendige omsorg.

En nat i august er en barsk fortælling, men også en meget smuk fortælling. Bogen er skrevet i et dejligt, varmt og flydende sprog, og karaktererne er autentiske og genkendelige. Jeg har simpelt hen elsket at læse denne her fuldstændig fantastiske og vigtige bog og anbefaler den på det allervarmeste.

Nu skal mit eksemplar af En nat i august hen og stå på hylden lige ved siden af Vinterbørn af Dea Trier Mørch.

Læs mere om En nat i august hos Politikens Forlag.

Læs videre

Løftet

loeftet

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Løftet af Kirsten Jacobsen.

Fra bogens bagsidetekst:

Journalist og forfatter Kirsten Jacobsen og hendes mand gav hinanden et løfte for livet: Jeg svigter dig aldrig! Hvis du bliver syg, vil jeg aldrig nogensinde overlade dig til en skæbne, du ikke selv ønsker. Vi holder sammen til det sidste. Hellere end at svigte vores løfte, dør vi sammen.

Men virkeligheden er altings prøve. Seks dage før jul sker det: Han falder om  med en blodprop i hjernen, overlever, men med svære mén. Tilværelsen er med ét vendt på hovedet, og forfatteren kastes ud i en krise, hvor hun hver eneste dag står overfor umulige valg.

Løftet er en stærk, rørende og dybt inspirerende fortælling om en livslang kærlighed, der bliver sat på den ultimative prøve.

Bogen har gjort stort indtryk på mig. Det er en rørende og smuk kærlighedshistorie. Samtidig er bogen et stærkt indspark i debatten om aktiv dødshjælp og den enkeltes ret til selv at afgøre, hvornår livet ikke længere er værd at leve.

Læs mere om Løftet hos Politikens Forlag.

Læs videre