Læst i februar 26

laestifebruar26

I løbet af februar har jeg læst de fem bøger på billedet. Igen har jeg været rundt i forskellige genrer.

Udødelig af Morten Scheibye-Knudsen i samarbejde med Jonas Kuld Rathje.

Udødelig – videnskaben, vanerne og vejen til et langt liv.

Siden tidernes morgen har mennesket stræbt efter det evige liv. I virkeligheden bærer vi alle udødeligheden i os.

Tiden kan vi ikke sætte i stå, men vores aldring er ingen naturlov, og den kan påvirkes af den måde, hvorpå vi lever. Faktisk har vores genetiske ophav en overraskende lille effekt på vores forventede levealder, som til gengæld kan påvirkes markant gennem vores levevis. For eksempel kan det have stor betydning, hvad og hvordan vi spiser, hvordan vi sover, og om vi er ensomme eller sociale.

Det har været både interessant, spændende og underholdende at læse Udødelig. Man kunne måske frygte, at bogen ville være lidt tør at gnave sig igennem. Men det var den slet ikke. Tværtimod. Det ellers både komplicerede og komplekse stof er formidlet på en måde og et niveau, hvor det er til at forstå for os almindelige dødelige.

Fenris af Kim Hundevadt. Bogen er andet selvstændige bind i krimiserien om Danmark i 2020’erne.

En tidlig morgen angribes en mand og hans hund af et stort rovdyr i Dyrehaven nord for København. Samme dag kører journalisten Michael Moll hjem til sit barndomshjem i Vestjylland for at besøge sine forældre. Under sit ophold i barndomshjemmet bliver han involveret i en voldsom sag om en dreng, der findes død i en plantage. Han er tilsyneladende bidt ihjel.

Samtidig er PET-agenten Christiane Mielcke i færd med at infiltrere den højreekstreme gruppe De Sorte Ulve.

Jeg har glædet mig til at læse Fenris, for jeg syntes vældig godt om den første bog i serien. Jeg er bestemt ikke blevet skuffet, for denne anden bog er fuldt på højde med den første. Igen er tempoet højt og temaerne aktuelle. En stærkt underholdende, hæsblæsende og nervepirrende krimi.

Maskefald af Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl, Politikens Forlag. Bogen er den anden i serien om livet på og omkring Egeskov Slot på Fyn i slutningen af 1800-tallet. Serien er inspireret af virkelige hændelser.

Grevinde Jessie indleder på sin bryllupsrejse en hed affære med præstesønnen Johannes. Jessie tror, at det sker meget diskret, men hendes selskabsdame Adele opdager, hvad der foregår. Grev Julius opdager ikke sin hustrus utroskab.

Nede i køkkenet på Egeskov er Oda avanceret til kokkepige. Hun er fuld af ideer og visioner for arbejdet i køkkenet, men møder modstand hos husjomfruen. Blandt både herskab og tjenestefolk er der modvilje mod forandringer og nye måder at gribe tingene an på.

Siden jeg læste den sidste side i Ulykkens år, har jeg glædet mig til at læse videre i Egeskov-serien. Det var derfor med høje forventninger, jeg begyndte at læse Maskefald. Og jeg skal da lige love for, at alle de positive forventninger blev opfyldt. Det er simpelt hen et brag af en fortælling. Det virker som om, de to forfattere nu for alvor har skrevet sig ind på hinanden og på seriens karakterer. Det har været så herligt at være tilbage i Egeskov-universet, at lære karaktererne endnu bedre at kende og bare nyde fortællingen, der er virkelig medrivende og underholdende.

Kvinden i muren af Heidi Amsinck. Bogen er den femte i krimiserien om journalisten Jensen.

Bag en væg i en lejlighed midt i København finder man resterne af et menneske. En kvinde. Alt tyder på drab. Kriminalkommisær Henrik Jungersen kaster sig ind i jagten på gerningsmanden.

Jenser er på barsel, da hun bliver kontaktet af den kendte forfatter Valde Brix. Han påstår, at han er hendes far. Jensens mor siger, at det passer ikke. Jensen sætter sig for at finde ud af, hvem af de to, der taler sandt.

Denne femte bog i krimiserien om Jensen er helt på højde med de fire foregående. Jeg kan så godt lide seriens gennemgående karakterer. Det er en broget flok. De byder hinanden lidt af hvert, men går også gennem ild og vand for hinanden.

Kors af Mads Peder Nordbo. Bogen er den anden i krimiserien om søstrene Præst. Det er en nervepirrende fortælling om gamle hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.

En medtaget mand vakler ind i en kirke i Odense. Få timer senere findes han død. Dagen efter træder en kvinde ud foran en lastbil. Hun har et lille guldkors om halsen og bærer på en slidt lædermappe. Hos politiet får man en mistanke om, at der er en forbindelse mellem de to hændelser.

Da søstrene Præst fra PoPsy begynder at grave i sagen, trækker den tråde til en minkfarm i Jylland. Her er der flere årtier tidligere sket et og andet, som visse mennesker vil gå langt for at dække over.

Kors er skrevet i to spor. Den ene del af fortællingen udspiller sig tilbage i 1990’erne, den anden næsten tre årtier senere. Undervejs i den hæsblæsende fortælling lærer læseren søstrene Præst bedre at kende. Deres liv og hemmeligheder afdækkes lidt efter lidt, og man kommer ind under huden på dem. Bogen er virkelig spændende og nervepirrende. Sproget er flydende og intenst. Det skaber stærke billeder og vækker stærke følelser.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *