Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Fenris af Kim Hundevadt. Bogen er andet selvstændige bind i krimiserien om Danmark i 2020’erne. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i serien, Porcus.
En tidlig morgen angribes en mand og hans hund af et stort rovdyr i Dyrehaven nord for København. Samme dag kører journalisten Michael Moll hjem til sit barndomshjem i Vestjylland for at besøge sine forældre. Under sit ophold i barndomshjemmet bliver han involveret i en voldsom sag om en dreng, der findes død i en plantage. Han er tilsyneladende bidt ihjel.
Samtidig er PET-agenten Christiane Mielcke i færd med at infiltrere den højreekstreme gruppe De Sorte Ulve.
Snart krydses Mielckes og Molls veje endnu en gang.
Fenris er en intens samtidskrimi, der tager læseren med både ud i Danmarks natur og ind i internettes mørkeste kroge.
Jeg har glædet mig til at læse Fenris, for jeg syntes vældig godt om den første bog i serien. Jeg er bestemt ikke blevet skuffet, for denne anden bog er fuldt på højde med den første. Igen er tempoet højt og temaerne aktuelle. En stærkt underholdende, hæsblæsende og nervepirrende krimi.
Læs mere om Fenris hos Politikens Forlag.
