Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Manual til følsomme mennesker af Jane Lee.
Bogen er en varm og indsigtsfuld guide til dem, der oplever og sanser verden med en særlig intensitet. Bogen er skrevet til de følsomme sjæle, der navigerer i en ofte overvældende verden, hvor lyde, stemninger og sanseindtryk nemt bliver for meget.
Med en blanding af personlige erfaringer og praktiske råd guider forfatteren dig gennem alt fra hverdagsudfordringer til dybe eksistensielle spørgsmål om identitet, grænser og selvværd. Oplev, hvordan sensivitet kan være en styrke og en gave, når du lærer at finde balance og glæde i dit eget tempo.
Det har virkelig været en fornøjelse at læse Manual til følsomme mennesker. For hvem er ikke følsom i en eller anden grad? Somme tider mere end andre. En af grundene til, at jeg har følt mig så godt tilpas, mens jeg læste bogen er, at den føles som et dejligt, anerkendende klap på skulderen. Som om man som læser bliver strøget nænsomt med hårene. Tonen i bogen er positiv, ligefrem, empatisk og tilmed humoristisk. Lige hvad man har brug for, når man er overvældet på grund at sit sensitive sanseapparat eller bare af livet i almindelighed.
Jeg er ikke psykolog, men jeg tror, at alle mennesker kan opleve at blive overvældet af og til og have brug for at trække sig tilbage. Det er ikke forbeholdt mennesker med en særlig personlighedstype. Der kan være mange grunde til, at man i en periode er lidt ekstra følsom. Så egentlig tror jeg, at rigtig, rigtig mange ville kunne have udbytte af at læse bogen.
