Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Fortæl mig om hjem af Jeanine Cummins.
I 1968 møder den unge Rafaela, der stammer fra Puerto Rico, amerikanske Peter Brennan i Trinidad. De forelsker sig, gifter sig, får børn og flytter til Missouri. Rafaela falder aldrig rigtig til, men savner det liv, hun engang havde i Puerto Rico.
Rafaelas datter Ruth vokser op i St. Louis i 80’erne. Også hun føler sit splittet, men hun kæmper for at passe ind og for at skabe en fremtid for sig selv og sine børn i Amerika.
Ruths datter Daisy har mod sin mors vilje droppet college og er flyttet til Puerto Rico. Da Daisy kommer ud for en meget alvorlig ulykke samles Ruth, Rafaela og resten af familien på hospitalet ved hendes sygeseng. Og her får de endelig løftet sløret for gamle familiehemmeligheder.
Fortæl mig om hjem er en fantastisk og velfortalt familiekrønike om tre generationer af kvinder og om at høre til og finde hjem.
Jeg har været fuldstændig opslugt af denne helt vidunderlige fortælling. Den er smukt skrevet. Man både ser og mærker hver enkelt i persongalleriet. Som læser lever man sig helt ind i handlingen, og følelserne kommer på overarbejde. Alt er fremragende beskrevet. Fortæl mig om hjem er en enestående læseoplevelse – en roman som jeg vil anbefale på det allervarmeste. Bogen får en hædersplads i min bogreol – og skal læses igen på et tidspunkt.
Jeg har tidligere anmeldt Jordens salt af Jeanine Cummins.
Læs mere om Fortæl mig om hjem hos Alpha Forlag.
