I løbet af oktober har jeg kun fået læst to bøger. Til gengæld er det et par ordentlige moppedrenge.
Hvordan kan vi af Iben Mondrup.
Ibens familie køber et hus på Samsø i 1978. Her skal familien tilbringe deres sommerferier fremover. Til hverdag bor de i Grønland. Huset på Samsø bliver et fast holdepunkt – et sted man kan vende tilbage til og finde ro.
I bogen fortæller Iben om, hvordan det er at være et dansk barn i Grønland. Hun fortæller om den rodløshed, der præger hende i de unge år og om sin søgen efter et sted at høre til. Læseren er med hele vejen gennem barndom og ungdom, gennem ægteskaber, moderskab, skilsmisser, studie- og karriereskift, opture og nedture.
Romanen er fortalt i et direkte og billedskabende sprog. Ligesom Tabita-trilogien er denne nye roman en historie om både tvivl, svigt og kærlighed – og om at ville finde sig selv.
Månebarn af Morten Pape. Månebarn er anden bog i tobindsværket om forfatterens forældres familiehistorier. Denne gang tegner Morten Pape et portræt af sin mors og sin mormors liv.
Kort tid før Mortens debutroman Planen udkommer, går Morten og hans kæreste fra hinanden. Morten flytter hjem til sin Bedste og sover på hendes sofa. Romanen bliver taget godt imod – får gode anmeldelser, og Morten modtager endda Bogforums Debutantpris. Desværre tager dele af hans familie knapt så godt imod hans roman. De reagerer med vrede og undgår ham.
Morten Pape har endnu en gang skrevet en roman, der gør dybt indtryk. Han beskriver familiedramaer – og udfordrende og svære relationer. Som læser kommer man grundigt rundt i sit følelsesregisters afkroge. Også denne roman handler om svigt, vold og skuffelser – heldigvis rummer den også en masse kærlighed, selv om den langt hen ad vejen har trange kår.
