Månebarn

maanebarn

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Månebarn af Morten Pape. Månebarn er anden bog i tobindsværket om forfatterens forældres familiehistorier. Denne gang tegner Morten Pape et portræt af sin mors og sin mormors liv.

Kort tid før Mortens debutroman Planen udkommer, går Morten og hans kæreste fra hinanden. Morten flytter hjem til sin Bedste og sover på hendes sofa. Romanen bliver taget godt imod – får gode anmeldelser, og Morten modtager endda Bogforums Debutantpris. Desværre tager dele af hans familie knapt så godt imod hans roman. De reagerer med vrede og undgår ham.

Mens Morten  bor hos sin Bedste, fortæller hun ham en dyb hemmelighed, som han mange  år senere fortæller videre til sin  mor. Hun indvier ham efterfølgende i en smertefuld hemmelighed fra sit eget liv, og det får Morten til at dykke dybere ned i de to kvinders livshistorie, hvor fysisk og psykisk vold i hjemmet har spillet en afgørende og tragisk rolle.

Morten Pape har endnu en gang skrevet en roman, der gør dybt indtryk. Han beskriver familiedramaer – og udfordrende og svære relationer. Som læser kommer man grundigt rundt i sit følelsesregisters afkroge. Også denne roman handler om svigt, vold og skuffelser – heldigvis rummer den også en masse kærlighed, selv om den  langt hen ad vejen har trange kår.

Jeg har været meget berørt af alle forfatterens romaner, men jeg tror, at det er Månebarn, der har berørt mig allermest. Månebarn er efter min mening forfatterens hidtil bedste og mest helstøbte roman.

Jeg har tidligere anmeldt Morten Papes Amager-trilogi,  Planen, Guds bedste børn og I ruiner samt Nøglebarn, der er den første bog i tobindsværket om forfatterens forældres familiehistorier.

Læs mere om Månebarn hos Politikens Forlag.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *