En lang dag i solen

Vejret er jo så skønt i disse dage, at det er svært at få armene ned. I går var vi  ude stort set hele dagen, vi havde slet ikke lyst til at være indendørs i sådan et pragtfuldt vejr.

Vi tilbragte en god del af dagen sammen med Sander. Vi hyggede os bl.a. med at spille fodbold og deltage i et arrangement i et byggemarked, hvor Sander benyttede sig flittigt af, at der var en hoppeborg til fri afbenyttelse for børnene.

Efter en lang dag udendørs kunne jeg konstatere, at jeg havde fået en anelse mere sol i ansigtet end godt er. Så i dag må jeg nok hellere forsøge at nyde solen lidt med måde.

Læs videre

Om at glæde sig for tidligt og lidt om tøjstørrelser

Forleden dag, da jeg fandt jeans i 100% bomuld på nettet, blev jeg jo rigtig glad. Jeg bestilte fluks to par bukser, selv om de egentlig var lige lovligt meget i den dyre ende.

Bukserne blev leveret lynhurtigt, og jeg var glad. Det varede desværre kun, til jeg pakkede bukserne ud. De så lidt store ud. Jeg prøvede først det ene par – de var alt for store. Så det andet par. Samme resultat.

Det var en ommer. De bukser skal selvfølgelig retur.

Desværre er det ikke første gang, at jeg oplever at bestille noget i min sædvanlige størrelse og så modtage noget tøj, der er alt for stort.

Nogen må have lavet om på tøjstørrelserne uden at fortælle det til mig.

Nu gider jeg ikke købe tøj på nettet igen foreløbig.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke kun er på nettet, at størrelserne ikke er til at regne med – det er bare mere besværligt, når man har købt uden at prøve først og skal returnere tøjet.

Hvad med jer – har I oplevet det samme? Er der fuldstændig gået inflation i størrelserne?

Læs videre

Man kan stadig nå at nyde anemonerne

I dag er det Skovens Dag. Egentlig burde man vel tage i skoven så, men det bliver ikke lige i dag for vores vedkommende.

Vi kan godt lide at gå en tur i skoven og gør det tit. Der er altid noget kønt at kigge på derude. Lige nu er det især anemonerne og de første nyudsprungne bøgetræer, vi nyder synet af. Snart skygger bøgetræerne så meget, at anemonerne takker af. Men man kan stadig nå at nyde dem nogle dage endnu.

Billedet er taget tidligere på ugen.

Læs videre