Familiehygge

I morges fik jeg en billedbesked på min telefon, der viste Sander, der sad og spiste morgenmad sammen med sine to kusiner. Jeg fik også øje på noget pålægschokolade på billedet, så der var rigtig dømt weekendhygge.

Sander har jo ikke nogen fætre eller kusiner i vores del af familien, så det er dejligt, at han har de to små kusiner på sin mors side. Der er ikke den store aldersforskel på børnene. Den ene kusine er ældre end Sander, den anden yngre, men de er alligevel så tilpas jævnaldrende, at de leger og hygger sig rigtig godt sammen.

Læs videre

Film og popcorn

Fredag aften er lige på trapperne.

Jeg har planer om at lave en stor skål popcorn, smide mig i sofaen og finde en god film på Netflix.

Det er lige præcis sådan en aften, jeg trænger til. Hverken mere eller mindre.

Læs videre

De Fem Tibetanere

De seneste små tre måneder har jeg lavet nogle yogaøvelser hver dag. De Fem Tibetanere.

Jeg fik fortalt, at det skulle være et rigtig godt program, og at øvelserne efter sigende foruden en masse andre positive effekter skulle kunne bremse aldringsprocessen. Helt ærligt! Det ville jeg da gerne have vidst noget før.

Jeg gik i gang med øvelserne. Den første uge lavede jeg kun hver øvelse tre gange. Det var ikke særlig svært, men for katten da hvor blev jeg øm i mavemusklerne. Ugen efter lavede jeg hver øvelse fem gange. Hver uge øgede jeg med 2 gentagelser af hver øvelse, indtil jeg nåede op på det fulde program, som er 21 gentagelser af hver øvelse.

Jeg har nu udført det fulde program hver dag i næsten to uger og kan mærke, at jeg er blevet meget stærkere efterhånden. Mine mavemuskler, der i starten våndede sig efter bare tre gentagelser af øvelserne, kan nu snildt klare 21 gentagelser uden problemer.

Så jeg bliver ved. Om programmet sinker aldringen eller helbreder alverdens skavanker, skal jeg ikke kunne sige, men det styrker afgjort kroppen, og det føles godt.

Så jeg bliver ved.

Læs videre

Solskin

Hvor er det bare dejligt, at solen skinner og luften er lun. Det er skønt at kunne være ude uden vanter og at kunne bruge en lidt lettere jakke end den tykke vinterjakke. Jeg nyder det.

I går var vi en tur i skoven sammen med Sander, sønnike og svigerdatter. Denne gang gik vi en tur til Svenskekløften. Sander nød skovturen som altid, men på et tidspunkt mukkede han lidt over, at vi gik for stærkt, og at han næsten ikke kunne følge med. Jeg sagde til ham, at han kunne gå forrest, for så kunne han bestemme farten. Det syntes han var en god aftale. Så han gik i spidsen, og så skal jeg da ellers love for, at der kom tempo på. Det gik over stok og sten, og nu var der ingen, der brokkede sig.

I dag har jeg ikke nogen at gå tur sammen med, men det er  heller ikke så tosset at gå en tur alene. Jeg har været ude at gå i formiddag og har planer om en eftermiddagstur også. Det er bare om at komme ud og nyde det gode vejr, mens det er der.

Læs videre

Hjem

Sanne Salomonsen er på turné. Hjem 2014 kalder hun turen.

I aftes gav hun koncert i Ringsted Kongrescenter, og vi var blandt publikum. Vi havde glædet os rigtig meget, siden vi købte billetterne i søndags.

Koncerten havde fokus på nogle af de mere stille numre fra Sannes store repertoire. Det var, som hun selv sagde, et “sid ned – arrangement – I sidder ned, så sidder jeg også ned.” Det gjorde hun også under det meste af koncerten, men en enkelt gang sprang hun alligevel op og gav et nummer for fuld hammer, hvor hun indtog hele scenegulvet.

Der er ingen tvivl om, at det har kostet Sanne Salomonsen masser af både vilje og kræfter at kæmpe sig tilbage til livet og karrieren efter den blodprop i hjernen, hun blev ramt af for 8 år siden. Men tilbage er hun. Måske nok en smule stækket – men langtfra knækket.

På et tidspunkt kiggede hun ud over salen, lænede sig lidt frem i stolen og sagde: ” Det er sgu da meget hyggeligt, synes I ikke?” Det var meget mere end hyggeligt. Det var helt fantastisk.

Hold nu op, hvor kan den kvinde dog synge. Hun leverede varen. Sikke en aften!

Læs videre