Same procedure as every year

Tiden omkring nytår står i oprydningens tegn her i huset. Jeg får altid en gevaldig trang til at rydde op og rydde ud på denne tid af året.

Jeg starter altid nytårsmorgen med at pille alting ned fra min opslagstavle. Så er den klar til det nye års ideer, projekter, minder, hilsner, ønsker og hvad der ellers plejer at lande der.

Når opslagstavlen er ryddet, er processen i gang. Jeg kaster mig over skabe og skuffer. Jeg ordner og sorterer og smider endda også somme tider noget ud.

Jeg rydder også op i strømmen af nyhedsbreve, der lander i min mailbox. I årets løb vokser antallet på mystisk vis, men nu bliver det skåret ned med hård hånd.

Jeg må vist også kigge på, om der skal luges lidt ud i overspringshandlingerne – det var jo den der oprydning, jeg var i gang med.

Læs videre

Tag forskud på glæderne

Der dukker altid så mange tanker op ved nytårstid. Tanker om året der er gået. Og tanker om året der kommer.

Jeg har altid haft en tendens til at blive en lillebitte smule urolig og trist ved nytårstid. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror, at det er noget, jeg har overtaget fra min mor. Jeg kan huske, at hun talte om, at man ikke kunne vide, hvad sådan et nyt år ville bringe, og at det var godt det samme.

Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg har taget denne nytårsnedstemthed til mig.

I virkeligheden bør man da nøjes med at se på det nye år som endnu et år spækket med muligheder. Godt nok ved man aldrig, hvad sådan et nyt år vil bringe, men man ved jo i bund og grund aldrig, hvad dagen eller for den sags skyld det næste minut vil bringe. Det kunne jo være noget godt.

Det er dumt at tage sorger og bekymringer på forskud. Det eneste, der er mening i at tage forskud på, er glæderne.

Læs videre