Blog
Juleaften, da vi sad og spiste, sad Sander og kiggede på sin serviet. For hans skyld havde jeg købt papirservietter med julemanden på.
Sander foldede servietten ud, så den bestod af fire kvadrater hver især med en tegning af julemanden på. Han holdt servietten op, kiggede rundt på os fem voksne og sagde: “I må få et billede hver, men der er ikke nok. Der mangler et.”
Det var da fint set af en lille gut på fire og et halvt år.
I går, da jeg skulle skynde mig fra vores lille arbejdsværelse til køkkenet, glemte jeg at tage min ene lilletå med. Den hamrede ind i dørkarmen. Jeg tror aldrig, jeg har råbt så højt før. For filan da, hvor gjorde det ondt.
Tåen blev hurtigt omtrent dobbelt så stor, som den plejer at være, og fik den flotteste blå nuance.
Nu lister jeg meget forsigtigt rundt.
Som min søde mand sagde til mig i morges, da jeg beklagede mig over min meget ømme tå : Selvgjort er velgjort.
Efter at jeg har pakket julepynten væk, slår det mig pludselig, at der er noget, jeg har glemt denne jul.
Det er ellers en meget værdsat del af julen her i huset. Alligevel kunne jeg glemme det fuldstændig.
Det drejer sig om Farmors lille julehus. Det lille, fine porcelænshus, der har en særlig betydning for os. Jeg har glemt det en enkelt gang før, men dengang gjorde en af mine sønner opmærksom på juleaften, at der manglede noget.
Denne gang er der ingen, der har gjort mig opmærksom på forglemmelsen.
Det lille julehus bliver opbevaret et særlig sikkert sted, fordi det er så dyrebart for os. Tidligere har det ikke været et problem at huske det, selv om det ikke ligger sammen med resten af julepynten, men det var det åbenbart i år.
Til gengæld huskede jeg at komme salt ved kartoflerne i år – det glemte jeg sidste år. Det er ved at udvikle sig til en rigtig irriterende juletradition, at jeg glemmer et eller andet.
For et stykke tid siden købte vi en æbleskrællemaskine i Isabella Smiths butik på Hesede Hovedgård.
Da vi kom hjem, afprøvede vi selvfølgelig maskinen. Madæbler blev hentet ind fra haven, og så blev der skrællet æbler til den store guldmedalje.
Maskinen skræller æblet tyndt, stikker kernehuset ud og skærer æblet op i de fineste skiver. Det går lynhurtigt.
Siden har vi sandt at sige ikke brugt maskinen. Vi skræller ellers æbler temmelig tit, men maskinen er ikke rigtig kommet ud af skabet i den anledning.
Julaftens dag, da familien var ankommet, og Sander utålmodigt ventede på, at det skulle blive juleaften, kom maskinen ud af skabet. Sander fik lov til selv at skrælle sig et stort æble. Det var et hit. Æblet blev spist på rekordtid, og et nyt blev skrællet. Han er ganske vist glad for æbler i forvejen, men jeg er sikker på, at de to æbler, han selv havde skrællet på maskinen, smagte ekstra godt.
Det er nok sådan for de fleste af os, at vi vi griber julen an på samme måde år efter år. Det er en del af hele juleglæden, at vores jul er velkendt og fuld af traditioner.
Alligevel sker der jo små justeringer hen ad vejen.
For nylig blærede jeg mig af her på blokken, at jeg havde skudt juleforberedelserne i gang med indkøb af julemærker.
Fint nok. Der er så bare sket det, at jeg efterfølgende har besluttet mig for, at jeg slet ikke skriver julekort i år. Det har jeg ellers gjort hvert eneste år i hele mit voksne liv. I år gør jeg det ikke. Måske gør jeg det til næste år? Måske glider det lige så stille ud. Nu må vi se.