Så stopper festen

Vi hentede Sander i børnehaven i går.

Vi hentede ham så tidligt, at vi kunne nå at komme en tur på biblioteket. Det var alt for længe siden, vi sidst havde været der sammen, så vi glædede os alle tre.

Det er stadig ikke bøgerne, Sander er mest interesseret i, men det skal nok komme. Indtil videre er det legetøjet, han foretrækker at bruge mest tid på. På et tidspunkt havde han godt gang i en leg for sig selv. Han var helt opslugt af legen og småsnakkede for sig selv, og vi hørte ham flere gange sige:” Så stopper festen.” Vi kunne ikke lade være med at more os, for der er bare ikke noget så sødt og sjovt som at høre de små bruge de udtryk og vendinger, vi voksne går og fyrer af. Børnene fanger det hele, og vi skal nok få det at høre igen.

Læs videre

Kaffemaskine med nultolerance

Vi har for nylig købt en ny kaffemaskine.

Vi tog os god tid til at finde den helt rigtige maskine.

Den har den fordel frem for andre kaffemaskiner, at der ikke skal anvendes papirfilter. Vi har tit snakket om, at det ikke er godt at vide, hvor mange kemikalierester sådan et kaffefilter tilfører kaffen. Den brygger hurtigt god og varm kaffe, slukker selv når kaffen er færdig og er let at gøre ren. Maskinen er desuden pæn at se på, synes vi. Så vi er rigtig glade for den.

I går morges viste den så endnu en af sine kvaliteter. Der var pludselig en lampe på maskinen, der lyste rødt. Jeg slog op i manualen og fandt ud af, at det røde lys var udtryk for, at afkalkning var påkrævet. Der stod endvidere, at kaffemaskinen ikke ville fungere, før den var alkalket!

Aldrig nogensinde før er flasken med eddikesyre blevet hevet så lynhurtigt ud af skabet. Og det var altså ikke mig, der gjorde det. Jeg drikker nemlig slet ikke kaffe, så jeg tog det helt roligt.

Fik jeg nævnt, at jeg er ret godt tilfreds med den nye kaffemaskine?

Læs videre

Smag og behag

Jeg er glad for at læse. Læser meget forskelligt. En genre, der  aldrig rigtig har sagt mig noget, er fantasy.

For mange år siden gnavede jeg mig møjsommeligt igennem Hobbitten, men jeg blev slet ikke fanget af historien, og kan ikke genfortælle den. Når andre har været helt vildt optaget af f.eks. Ringenes Herre, har jeg meldt pas.

For nogle dage siden så jeg på Facebook en konkurrence, hvor Rosinante satte to fribilletter til Fantasy bogmessen på Herluftsholm på højkant. Jeg tænkte, at jeg ville prøve at vinde de to billetter. Hvis jeg vandt, ville jeg give det en chance – tage ud og kigge, lytte  og prøve at finde ud af, hvad det er, der fascinerer så mange mennesker.

Jeg vandt billetterne.

I dag har jeg så været på Herlufsholm til messe. Jeg må sige, at stedet var virkelig velvalgt til formålet. De smukke gamle bygninger var en perfekt ramme.

Det var også interessant at høre forfatterne fortælle og virkelig spændende at se illustratorerne arbejde. Udenfor var der mulighed for at se rollespilsentusiaster for fuld udblæsning.

Jeg var endda så heldig, at Jan Kjær, der er forfatter og illustrator, tegnede en tegning til mig.

Alt i alt var det en god oplevelse, men jeg må nok erkende, at det ikke for alvor flyttede noget. Jeg kommer vist aldrig til at læse fantasy.

Læs videre

Det kunne han aldrig finde på

Vi hentede Sander i børnehaven i går.

Det er ikke så heldigt, hvis han falder i søvn i bilen der hen på eftermiddagen, så hans farfar sad bag i bilen sammen med ham for at snakke med ham og holde ham vågen.

På et tidspunkt forstummede snakken omme på bagsædet, og jeg spurgte for sjov: “Sover Farfar?” Sander svarede overbærende: “Neeej, det kunne han aldrig finde på.”

Den bemærkning fik de store smil frem.

Læs videre

I september får man i både pose og sæk

September er da skøn.

Den ene dag får man  blå himmel og lunt solskin – vejr der kalder på, at man er udendørs og aktiv. Den næste dag får man regn og rusk, der kan være alle tiders gode undskyldning for at nyde det indendørs med en god bog og en kop varm kakao.

September er min yndlingsmåned.

Læs videre