Min tidligste nytårserindring er fra en lille episode fra den nytårsaften, da jeg var fire år – eller næsten fem, som jeg nok ville have sagt dengang.
Der var blevet indkøbt en æske knaldperler til os børn. Findes sådan nogle egentlig stadigvæk?
Nå, knaldperlerne lå i en lille papæske på køkkenbordet. De var pakket ind på samme måde som guldkarameller – eller 10 øres-flødekarameller, som vi sagde, da jeg var barn. Papiret var blankt og i flotte farver, og æsken var foret med træuld. Meget fint og spændende.
På en eller anden måde fik jeg smækket min albue ned i æsken med knaldperler, og så gik hele molevitten af med et højt knald – og det gjorde ondt i albuen.
Siden har jeg ikke brudt mig om nytårskrudt. Det gør mig utryg. Helst nøjes jeg med at kigge ud på fyrværkeriet gennem ruden.
Godt nytår!
