Endelig…

Lad det være sagt med det samme – jeg hader bukser med stretch. Jeg vil ikke gå i bukser med stretch. Færdig!

Der er bare det ved det, at det er blevet hulens svært at finde så meget som et par ganske almindelige jeans uden stretch. Et par almindelige cowboybukser i helt almindelig 100 % bomuld. Jeg har tonset rundt for at finde sådan et par.

Det er snart ved at være på høje tid, at jeg finder noget brugbart, for mit sidste par er faktisk slidt op, og det er ved at være lige køligt nok til sommerbukser.

Ud over at lede i butikkerne har jeg surfet på nettet for at finde bukser i ren bomuld. I går sendte jeg en mail til firmaet bag et af de mærker, der senest har forsynet mig med de eftertragtede jeans i ren bomuld.

I dag var der svar i mailboksen. De har faktisk en enkelt model i ren bomuld, og de vil gerne henvise mig til en forhandler så tæt på min bopæl som muligt. Jubii. Jeg glæder mig til nye jeans – jeg må hellere købe rigeligt, nu hvor chancen er der. Hvis altså den model, der findes, passer mig – og forretningen har dem i min størrelse. Jeg krydser fingre!

Læs videre

Der er ikke noget, der er så skidt …

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det siger man da i hvert fald.

Det viste sig at være rigtigt i den forgangne uge.

Jeg havde nemlig fået noget betændelseshalløj ved den ene tommelfinger – vist nok en splint, der havde lavet ballade. Jeg bager normalt selv alt vores brød, men man kan jo ikke stå og ælte brøddej med en betændt hånd. Så jeg var tvunget til at tænke i nye baner. Derfor fik jeg langt om længe prøvet at bage koldhævede boller – sådan nogle, hvor man bare rører en lind dej sammen og lader den hæve længe – gerne natten over – i køleskabet, sætter dejen på bagepladen med  ske og så ellers ind i ovnen. Altså bagværk uberørt af menneskehånd. Egentlig har jeg længe haft lyst til at afprøve den type boller, men det er ikke blevet til noget.

Nu var det så helt oplagt at afprøve konceptet. Og de blev gode.

Rugbrød skulle der også bages, og her skulle der æltning til, så manden i huset måtte træde til. Det gik fint – rugbrødene blev, som de skulle være. Det kan da godt være, at han får tjansen en anden gang.

Læs videre

Uden planer

De seneste tre weekender har været booket fuldt op med aftaler, oplevelser og aktiviteter af forskellig slags. Tre dejlige weekender i rap.

Denne weekend er der ikke lagt planer for. Det er altså også dejligt. Og helt og aldeles tiltrængt.

Læs videre

Efterår med regn og rusk

Utroligt, som vejret kan skifte fra den ene dag til den anden.

I går havde vi lunt solskin og høj, blå himmel med vattot-skyer. I dag står menuen på regn og blæsevejr.

Selv om jeg helst ville have haft nogle flere (mange) solskinsdage, så er der altså også en vis charme over sådan en dag med regn og rusk. I hvert fald når man sidder lunt inden døre og har dejlig, skoldhed te i koppen.

Læs videre