Julekort

Julekort kan jo se ud på mange måder og stilen ændrer sig, som tiden går. Det jeg viser her, fik jeg fra min farmor i 1975. Det er det ældste julekort, jeg har i mine gemmer, og jeg passer godt på det, for det er nemlig noget af det eneste, jeg har med min farmors håndskrift på.

Læs videre

Kravlenisser

Jeg er slet ikke til kravlenisser. Så er det sagt.
Og så alligevel – de små nisser her tegnet af Christel – dem er jeg vild med.

Da jeg var barn, samlede jeg på Christel tegninger. Desværre har jeg dem ikke mere, men jeg husker dem tydeligt. De var så søde.

De små Christel nisser her har jeg fået af min søster. Som sagt bryder jeg mig ikke om kravlenisser, men arket her – sat i ramme – det synes jeg, er helt vildt fint.

Læs videre

Julens glæde

Når juletiden nærmer sig, kommer jeg altid til at tænke på min barndoms jul. Mit barndomshjem var et helt almindeligt arbejderhjem. Vi manglede ikke noget, men der var ikke mange penge at rutte med. Min mor sparede op i Julens Glæde. Det var en ordning, hvor der hver uge kom en “spare-kone” og tog imod de penge, man ville spare op til julen. Min mor indskød hver uge 10 eller – når det gik højt – 20 kroner. “Spare-konen” skrev med sirlige tal beløbene ind i et lille hæfte uge for uge. På den måde kunne min mor ved at kigge i hæftet,  følge med i, hvordan kapitalen voksede.

Det var ikke særlig profitabelt, at spare op i Julens Glæde. For renter var der ikke tale om. Dem fik “spare- konen “ for sin ulejlighed, ligesom  hun vistnok også beregnede sig et lille gebyr fra hver opsparer. Jeg kan huske, at min mor også plejede at  købe en blomst til den søde dame,. Der var en særlig stemning derhjemme den dag op mod jul, hvor pengene skulle udbetales. Mor var glad og kalenderlyset var tændt på spisebordet i køkkenet, mens vi gik og ventede på, at konen skulle dukke op med pengne. Det drejede sig vel om 500-700 kroner, men dengang rakte pengene jo lidt længere, end de gør i dag.

Uh, det var hyggeligt!

Læs videre

Farmors lille julehus

Jeg er sådan en, der ikke kan holde ud at se på julepynten en hel måned. Så jeg pynter ikke op i hele huset den 1. december. Alligevel er der en enkelt juleting, der er blevet taget frem allerede i dag. Det er Farmors lille julehus. Det er sådan et lille porcelænshus, som man sætter et fyrfadslys ind i, og så stråler lyset ud af de bittesmå vinduer. Hyggeligt!

Jeg har haft det lille porcelænshus i mere end 20 år. Jeg har vundet det i banko. Det var et bankospil min svigermor  – af os alle kaldet Farmor –  arrangerede et år, da vi var samlet her hos os lige op til jul. Farmor havde medbragt en masse pakker, man kunne vinde, bankoplader og det hele. Farmor råbte tal op og resten af familien spillede på livet løs om de fine pakker. Vores drenge var jo ikke ret gamle dengang, og de gik op i spillet med liv og sjæl. Der var julepynt i alle pakkerne. Derfor er der hvert år nogle ting på vores juletræ, der stammer fra den dag. Det er ting, der er knyttet gode minder til for os allesammen. Hver eneste jul falder der nogle bemærkninger om netop disse juleting og snakken falder dermed også på børnenes farmor. På den måde er Farmor stadig en del af vores jul, selv om hun døde for en del år siden.

Huset vandt jeg altså den dag, og jeg elsker det hus. Det gør hele familien. Det er det første julepynt, der kommer frem hvert år og det sidste, der bliver gemt væk igen efter jul.

Sidste år havde jeg på en eller anden helt mærkværdig måde glemt at få det hus hentet frem og juleaftensdag sagde en af sønnerne pludselig: “Hvor er huset egentlig henne?” Stor opstandelse – og bestyrtelse – for vi kunne da ikke holde jul uden huset! Frem kom det og som kompensation for forglemmelsen fik det lov at stå fremme til ind i januar. Det er der ellers ingen julepynt, der under normale omstændigheder får lov til hos mig.

Læs videre