Dengang slogankonkurrencer var min hobby

Som jeg fortalte for nogle dage siden, så har jeg en svaghed for konkurrencer. Nogle konkurrencer – ikke alle.

Jeg kan godt lide den slags konkurrencer, hvor man skal skrive et slogan, finde på et navn til et produkt eller noget i den stil. Konkurrencer, hvor man skal indsende et foto, der på en eller anden måde passer ind, kan jeg også godt lide, men jeg kan bedst lide, når det er noget med ord, og allerbedst kan jeg lide slogankonkurrencer. De er sjældne nu, men i halvfemserne var de ret almindelige.

Dengang havde jeg en mappe, hvor jeg opbevarede alle de forskellige konkurrenceoplæg, og når jeg havde lidt tid til mig selv, kom mappen frem, og så sad jeg ellers og brød min hjerne for at finde på et fængende slogan til en eller anden konkurrence. Dengang sendte man typisk sit forslag ind pr. brev, og jeg sendte en del breve på den konto.

Det var sjovt at deltage i de konkurrencer og selvfølgelig især, når man vandt. Og jeg vandt ikke så helt sjældent. Jeg har vundet alt muligt og umuligt lige fra chokolade til rejser. Det var slet ikke så tosset.

Nu ser man desværre ikke den slags konkurrencer længere, men det var sjovt, mens det stod på. I flere år gemte jeg de forskellige oplæg og også de breve jeg fik, når jeg havde vundet. Desværre er hele molevitten røget ud for længe siden, det kunne ellers have været sjovt at se nu så længe efter. Dog har jeg gemt nogle udklip fra de lokale ugeaviser fra nogle af de gange, hvor der skulle stilles op til fotografering i forbindelse med præmioverrækkelser.

Læs videre

Bedre sent end aldrig

Her til morgen læste jeg et indlæg på bloggen Annas Plads, hvor hun fortæller, at hun er blevet interviewet og fotograferet til en avisartikel.

Det var et godt blogindlæg, og det fik mig til at tænke nærmere over noget. Sidste år i januar – altså for næsten to år siden blev jeg interviewet til en avisartikel om bedstemødre, der blogger. Artiklen blev bragt i søndagstillægget Viva i JP. Det var en interessant og positiv oplevelse, men jeg skrev ikke om det på min  blog. Jeg havde sådan en vag fornemmelse af, at det skulle jeg da ikke føre mig frem med.

Jeg ville heller ikke fotograferes til artiklen. Det var alt for tæt på, syntes jeg dengang. Heldigvis var Alma og Fridas mormor, som også blev interviewet til artiklen,  ikke så pivet som mig. Hun stillede op til fotografering sammen med sine søde børnebørn, og der kom nogle gode billeder i artiklen.

I dag kan jeg godt se, at det var noget pjat, at jeg ikke fortalte om interviewet og artiklen her på bloggen. Det var der vist ingen, der ville have taget mig ilde op.

Jeg er nok blevet lidt mere tryg ved hele bloguniverset og har indset, at der ikke sker så meget ved at fortælle lidt om sig selv. Så hvis nogen gider, kan de læse den gamle artikel lige her

Gem

Læs videre