Blog
Når man læser boligreportager i de glittede magasiner, kan man være næsten sikker på, at man støder på et billede af et eller andet lækkert møbel – og så kan man læse i teksten, at det er fundet på gaden – sat ud som storskrald.
Her, hvor jeg bor, sætter man ikke den slags ting ud til storskrald. Her består storskrald af sække med pap eller tømte opvaskemiddelflasker eller – når det går højt – et ekset cykelhjul.
Fødevarestyrelsens nye kampagne hedder Mad Med Mindre Kemi. Jeg ville ønske, at den hed Mad Uden Kemi.
For mad og kemi hører da slet ikke sammen, synes jeg.
Jeg vil i hvert fald så vidt muligt ikke spise mad, der er “krydret” med pesticidrester og andre sære ting.
Til gengæld vil jeg meget gerne spise dejlige, økologiske æbler. Dem har jeg heldigvis i haven lige nu.
Det er en af de små hverdagsglæder, som jeg sætter stor pris på.
I denne weekend, kan børn invitere deres bedsteforældre med i BonBon-Land. Hvert barn med billet eller sæsonkort kan invitere en af deres bedsteforældre gratis med på sjov
Sander og jeg har været så heldige, at BonBon-Land har inviteret os til deltage i løjerne. Vi fik endda en ekstra billet. Den gik til Farfar, for han skulle selvfølgelig også med.
Det var et veloplagt og forventningsfuldt trekløver, der stillede op i køen ved indgangen.
Det var Sanders første tur i BonBon-Land. Henrik og jeg har været der før, men det er temmelig længe siden.
Vi havde en virkelig dejlig eftermiddag. Sander fik selvfølgelig lov til at bestemme, hvad vi skulle foretage os. Han valgte fortrinsvis ting, hvor han kunne være aktiv, så han kørte i mooncar, klatrede, balancerede, rutsjede og blev helt svedt. Vi prøvede selvfølgelig også nogle af “de rigtige” forlystelser og kiggede på dem, som vi ikke turde prøve.
Der er mange ting, man kan more sig med i BonBon-Land, og vi nåede slet ikke det hele – men vi havde det sjovt.
Som alle andre mindre børn stiller Sander virkelig mange spørgsmål. Nogle er nemmere at besvare end andre. Når han rigtig er i spørgehjørnet, siger han hvorfor til næsten alt, hvad man siger og gør.
Nogle af spørgsmålene er så pudsige/søde/underfundige, at man husker dem og tænker på dem igen og igen.
Et par af de spøgsmål, han har stillet i løbet af denne sommer, vil jeg gøre mig umage for at huske. Nu skriver jeg dem her, så kan jeg altid finde dem igen, hvis jeg mod forventning skulle glemme dem.
Det spørgsmål, vi har moret os mest over, har jeg allerede fortalt om. Det var dette spørgsmål stillet til Farfar : Bruger DU ikke støttehjul mere?
En dag, hvor vi gik ude i haven, overhørte Henrik en ordveksling mellem Sander og mig, som han morede sig lidt over:
Sander: Hvad er det for nogle kirsebær?
Mig: Det er ribs.
(Spørgsmålet var reelt nok, det var vist mere det kortfattede svar, der gjorde samtalen lidt løjerlig at høre på.)
Et andet spørgsmål af mere alvorlig karakter blev også stillet en dag ude i haven: Kan en snegl ikke dø?
Ja, livet rummer mange spørgsmål både for store ogs små. De er ikke alle lige lette at svare på.
I går eftermiddags trængte vi til at få lidt luft. Vi trængte til at komme lidt på tur ud i det blå.
Vi kørte en tur til Møn, hvor vi gik en skøn tur i Klinteskoven ved Møns Klint.
Vi smuttede også ind hos Møn Bolcher og så, hvordan deres bolcheproduktion foregår. I går var de i gang med at lave Hvepsestik. Der var 40 kg bolchemasse på bordet. Vi fik at vide, at der ville blive rundt regnet 15.000 bolcher af den portion.
Der var en god stemning på den lille bolchefabrik. Det var smil og friske bemærkninger. Da jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede, var svaret, at det måtte jeg da gerne, når bare ikke jeg tog nogen af dem, der hang på væggen.
Vi købte en forsvarlig portion økologiske Rustne Søm med hjem. Så er der lidt til den søde tand.