Omprogrammering

Da Sander var blevet hentet i går, satte jeg en kogevask over.

Da jeg et par timer senere kom ud i bryggerset for at lægge tøjet i tørretumbleren, stod vaskemaskinen til min overraskelse stadig og arbejdede.

Det kunne jeg ikke umiddelbart forstå. Det viste sig, at “en eller anden” havde haft travlt med programvælgerknappen og tilvalgsknapperne på vaskemaskinen. Den var nemlig programmeret til iblødsætning – en finesse jeg aldrig bruger.

Jeg har for længst vænnet mig til at tjekke opvaskemaskinens programvalg, når Sander har været på besøg. Det lader til, at jeg fremover også hellere må tjekke vaskemaskinen.

Læs videre

Snegl med pølsehorn

Vi har passet Sander det meste af dagen. Der er der kommet meget sjov ud af.

Et af dagens mange grin fik vi, da vi var ude at gå en tur alle tre.

Sander fik øje på en stor skovsnegl på stien. Den skulle vi lige se nærmere på. Sander og jeg satte os på hug og kiggede nøje på sneglen, og følgende samtale udspandt sig : Farmor: ” Se Sander, sneglen har følehorn”. Sander (begejstret):” PØLSEHORN”!

Læs videre

En dejlig solskinsdag i Svendborg

I dag har vi været en tur i Svendborg på besøg hos ældste søn.

Vejret var skønt, så vi benyttede lejligheden til en god lang tur rundt i den smukke by. Jeg er meget betaget af de mange små gamle huse, stokroserne og de gamle, smalle  gader med toppede brosten. Området nede ved havnen er et helt kapitel for sig – der er så stemningsfuldt og med det smukkeste kig til Tåsinge.

I morges før afgang mod Svendborg nåede vi lige at nappe tjansen med at aflevere Sander i vuggestuen. Han var morgenfrisk og glad, så det var en hyggelig start på en rigtig dejlig feriedag.

Læs videre

En tur til bækken

Sander og hans far kom på besøg i eftermiddags.

Vi hyggede os ude i haven – og Sander tog selvfølgelig en lille tur på den trehjulede cykel. Det blev kun til en lille tur, for den unge mand var lidt påvirket af, at det var så varmt. Han er ikke så godt tilpas, når det er meget varmt. Det er jeg heller ikke selv, så jeg forstår ham godt.

Da han ikke rigtig kunne finde ud af, hvad han ville, og hvad han ikke ville, gik vi allesammen en tur ned til bækken. Der var mere køligt, så der var rart at være, og Sander syntes, det var rigtig sjovt at kaste småsten ned i vandet og høre det sige “plump”.

Sådan en lillebitte udflugt sammen er slet ikke så tosset.

 

 

Læs videre

Børneeksem er ikke for børn

At børneeksem ikke er for børn, kan jeg skrive under på. Jeg har været plaget af eksem, siden jeg blev født, og eksemet er stadig min trofaste følgesvend. To af mine børn har også været så uheldige at få eksem, den ene dog heldigvis kun i mild grad. Mit barnebarn har også børneeksem.

Jeg vil derfor gerne slå et slag for den gode sag og gøre opmærksom på, at man kan støtte eksembørn ved at købe et støttearmbånd i Matas i løbet af uge 24 og 25. Armbåndet er fremstillet af bomuld og nikkelfrit metal – så det er på enhver måde allergivenligt. Armbåndet koster 29 kroner. Læs evt. info om børneeksem fra Astma-Allergi Danmark herunder:

Støt eksembørn med et armbånd i Matas

Ny undersøgelse fra Astma-Allergi Danmark viser, at børneeksem ikke er for børn. Familierne slås med daglige indsmøringer, infektioner og ødelagt nattesøvn. Børneeksem rammer hvert femte barn i Danmark, og forældrene føler sig ofte magtesløse og efterlyser mere viden om sygdommen. Hjælp dem ved at købe et støttearmbånd i Matas i uge 24 og 25.

Nøgletal fra undersøgelsen

  • 28 pct. af eksembørnene sover dårligt pga. eksemet
  • 20 pct. bliver hurtigt irritable, fordi det klør så meget
  • 19 pct. af eksembørnene har svært ved at finde ro
  • 85 pct. af forældrene efterlyser mere viden om sygdommen
  • 92 pct. bekymrer sig for, om barnet vokser sig fra børneeksemet
  • 39 pct. føler sig magtesløse, når eksemet blusser op, og de ikke ved, hvad de skal gøre
  • 61 pct. har ingen behandlingsplan fra lægen, som fortæller, hvordan de tackler opblussen
Læs videre