Tag-arkiv: erindringer

Sæson for sommerminder

Det er sæson for rabarber. Og jeg kan ikke se eller smage rabarber uden at tænke på min barndoms somre. Og jeg kan ikke tænke på min barndoms somre uden at tænke på min mors rabarbergrød.

Så i dag, da jeg kogte rabarberkompot, sendte synet, duften og smagen af rabarber mig direkte tilbage til min barndoms sommeraftensmåltider ved havebordet sammen med mine forældre og søskende. Måltider hvor der tit var efterret i form af en portion af min mors gode rabarbergrød.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Allergivaccination før og nu

Mit barnebarn er lige begyndt at blive allergivaccineret. Det har fået mig til at tænke tilbage på dengang, jeg selv var det igennem. Der er helt sikkert sket meget på allergiområdet i mellemtiden. Heldigvis. Desværre er der også kommet mange flere allergikere. Da jeg var barn, kendte jeg ikke andre, der havde allergi og/eller eksem, som jeg havde. I dag, vil jeg tro, at alle kender en elle flere, der har det.

Jeg har nok været omkring 7 år, da jeg begyndte at blive vaccineret. Jeg havde mange allergier, og jeg kan faktisk ikke længere huske, hvilke af dem jeg blev vaccineret imod. Men i hvert fald fik jeg en indsprøjtning i hver underarm tre gange om ugen i to et halvt år. Mine arme var konstant meget hævede og ømme, men bortset fra det havde jeg ikke noget imod behandlingen eller de mange besøg hos lægen. Jeg var nemlig lidt betaget af ham – jeg syntes, at han var så pæn. Hver gang jeg havde fået mine to stik, skulle jeg sidde i venteværelset i en halv time bagefter, før jeg måtte gå i skole. Det var for at lægen kunne gribe ind, hvis jeg skulle få en alvorlig, allergisk reaktion efter vaccinationen. Det skete heldigvis aldrig. Jeg kan stadig se det lille venteværelse ganske tydeligt for mig, det blev jo til rigtig mange timer, jeg sad der. Plakaterne på væggen med tegninger af forskellige frugter og grøntsager – dem fik jeg kigget godt og grundigt på. Det er svært at afgøre, hvilken effekt vaccinationerne havde på mine allergier, for jeg er jo stadig plaget af allergi. Det er ikke til at sige, om behandlingen har gjort hverken fra eller til.

Nu er det så mit barnebarn, der er syv år og skal allergivaccineres. Der er forsket en del i allergi i mellemtiden heldigvis. Man er blevet dygtigere til at behandle det, og vi håber, at han vil få god gavn af vaccinationerne. Heldigvis giver man ikke længere sprøjterne så hyppigt, så han kan nøjes med et lægebesøg om ugen her i starten, og senere bliver der længere imellem.

Spis brød til

I lørdags havde vi et ærinde i Ringsted og kom forbi den gamle gavlreklame for Ringsted Brødfabrik. Nu har jeg jo for nogen tid siden vist et nyere gavlmaleri fra Næstved, så jeg synes, at det også kunne være lidt sjovt at vise denne gamle gavludsmykning fra Ringsted.

Det er ikke ret tit, vi har et ærinde i Ringsted, men jeg har gået i skole i byen i tre år – i realen. Dengang travede jeg Ringsteds gader tynde hver eftermiddag sammen med min veninde, mens vi ventede på bussen.

I lørdags da vi var i byen, slog det mig, hvor få mennesker der var på gaden. Selv om det var lørdag i forretningernes åbningstid, og vejret var fint, var der ikke mange mennesker på gaden. Da vi skulle parkere, var det så nemt som at klø sig selv i nakken at finde en parkeringsplads. Vi holdt på en stor parkeringsplads med kun enkelte andre biler.

Folk handler ude i de store centre i byens periferi i vore dage, og specialbutikkerne i bymidten lukker. Sådan er det ikke bare i Ringsted men også de fleste andre steder. En sørgelig udvikling, som de færreste af os vel kan sige os fri for at have et medansvar for, når vi vælger at handle i storcenteret i stedet for at køre ind til byen.

I virkeligheden bryder jeg mig slet ikke om at komme i de store centre, men somme tider er det bare det nemmeste og det hurtigste.

Gem

Min knapæske

Som sikkert en del andre kvinder i min aldersklasse har jeg en knapæske. I den gemmer sig knapper fra tøj, der for længst er slidt op. Der er også en del af den slags ekstraknapper, man får med – enten syet fast på bagsiden eller i en lillebitte pose – når man køber nyt tøj.

Alle tiloversblevne knapper ender i knapæsken. På den måde, kan jeg altid finde en passende knap, når jeg har brug for det. Genbrug i lillebitte skala.

Faktisk er det ikke ret tit, der er brug for en knap fra æsken, men det sker.

Selve æsken fik jeg for længe, længe siden af en rigtig sød nabokone, jeg havde på det tidspunkt. Så hende sender jeg en tanke, hver gang jeg har fat i knapæsken.

God service giver tilfredse kunder

For et par uger siden fortalte jeg, at jeg havde reklameret over et par ting, som jeg havde købt og ikke været tilfreds med.

Det ene tilfælde drejede sig om en tube creme, jeg havde købt på apoteket. Det var en creme, som jeg har købt og brugt mange gange før og været godt tilfreds med. En uparfumeret creme, der plejer at have en fuldstændig neutral duft eller for at sige det på en anden måde: den lugter nærmest ikke af noget som helst.

Men så havde jeg altså fået købt en tube creme, der ikke var, som den plejer at være. Den lugtede nemlig af noget. Når cremen blev varm på huden, fik den en underlig, fad lugt, der fik mig til at tænke på den lugt, der var i køkkenet i barndommens dage, når min mormor og morfar slagtede gris, og der blev smeltet fedt af. Sådan gider man jo ikke at gå rundt og lugte, så jeg reklamerede over cremen, og fik den naturligvis uden videre ombyttet. Jeg kunne selvfølgelig bare have kasseret cremen, men den havde kostet i omegnen af 170 gode, danske kroner, og dem ville jeg ikke bare smide ud ad vinduet.

Det andet tilfælde drejede sig om den taske, jeg købte for under et halvt år siden. Den blev jeg ikke tilfreds med. Magnetlåsen virkede ikke ordentligt, så tasken var meget svær at lukke. Desuden så tasken skæv ud, når den hang på skulderen, det var som om remmen på en eller anden måde trak i tasken, så den bulede mærkeligt. Alt i alt ikke en taske der levede op til mine forventninger. Jeg reklamerede altså. Tasken blev sendt ind til butikken, hvor den var købt og videre til producenten. Enden på det blev, at jeg nu får en anden taske. Ikke en magen til den første, for det kunne ikke lade sig gøre – og det havde jeg egentlig heller ikke lyst til, da den jo havde været lidt af en skuffelse. Men en ny taske, som jeg håber, at jeg bliver glad for.

Det var altså to reklamationer. I begge tilfælde blev jeg mødt med forståelse for problemet og vilje til at løse det. Jeg fik en rigtig fin service og er derfor igen en tilfreds kunde.

Mit gamle juletræstæppe

Mit juletræstæppe er temmelig gammelt.

Faktisk har jeg haft det i præcis 50 år. Jeg fik det nemlig, da jeg var bare 12 år gammel. Jeg fik det af min storesøsters kærestes mor. Hun havde fået nogle juleduge, juletræstæpper og den slags, der ikke kunne sælges, fordi de havde forskellige småfejl. Og så var hun altså så sød at forære mig et juletræstæppe.

De første mange år blev juletræstæppet brugt i mit barndomshjem, men da jeg selv fik børn og begyndte at holde juleaften i mit eget hjem, huskede min mor, at det egentlig var mit og sørgede for, at det kom hjem til  mig.  Dermed blev det også en fast del af mine børns jul. Gennem alle årene har deres julegaver ligget på lige præcis det tæppe under juletræet.

Jeg kan slet ikke forstille  mig, at vores juletræ ikke skulle stå på det tæppe. Det er nemlig ikke bare et gammelt juletræstæppe af hessian og med en hvid streg, der slet ikke skulle have været der –  for mig er det det eneste rigtige juletræstæppe.

Gem

Gem

Gem

Gem

Luciadag

Indtil 1975 tænkte jeg ikke så meget over Luciadagen. Jeg havde da set Luciaoptog på skolen som barn, men havde ikke rigtig bidt mærke i, hvilken dato det var Luciadag.

Den 13. december 1975 blev min ældste søn født, og siden har jeg været helt klar over, at netop den dag er Luciadag.

Jeg glemmer aldrig Luciaoptoget på barselsgangen på Roskilde Sygehus den eftermiddag for 41 år siden. Når man lige er blevet mor, er de store følelser i spil. Det er sikkert derfor, at optoget og sangen den dag gjorde så stort indtryk på mig.  Det blev et ekstra smukt og stemningsfuldt minde fra en i forvejen stor og lykkelig dag.

I dag har jeg også set Luciaoptog. Sanders klasse, 1.T gik Luciaoptog på skolen, og de var så søde og dygtige.

Masser af trapper

Mine lægmuskler er lidt ømme i dag. Det er fordi, jeg gik ret meget  på trapper i går.

Vi gav yngste søn og hans kæreste et nap med at flytte. De flyttede ind i en lejlighed på tredje sal, og det blev til temmelig mange ture op og ned ad trapperne i løbet af dagen.

Da jeg vågnede i morges og mærkede ømheden i benene, kom jeg til at tænke på dagen efter samme søns fødsel. Dengang var mine ben ømme på præcis samme måde. Også dengang var det fordi, jeg havde gået rigtig meget på trapper dagen før. For at få gang i veerne blev jeg nemlig sendt ud for at gå på sygehusets trapper. Bagefter regnede vi ud, at det var blevet til i hvert fald 80 etager i alt. Det er mange trappetrin at forcere som optakt til en fødsel. Men det virkede. Det satte skub i tingene og vores dreng kom til verden.

Det er længe siden nu, og mine benmuskler er åbenbart ikke blevet stærkere i mellemtiden.

Et sjovt minde fra en flyrejse

Nu har jeg jo berettet om min flyskræk her på bloggen, så nu må det være på sin plads at fortælle, at jeg trods alt også har oplevet noget ret sjovt i forbindelse med en flyvetur.

Vi var på vej hjem fra Madeira. Mellemlandede i  Lissabon. Vi var lige landet og skulle med en bus  ind til terminalen. Bussen var propfuld, så der var nogle stykker, der stod op. Det var to-tre unge mænd. Af en eller anden grund var der helt stille i bussen, mens vi ventede på at komme afsted. Pludselig hørte vi en høj, klirrende lyd.  Alle kigge selvfølgelig derhen, hvor lyden kom fra.

Lyden kom fra en af de unge mænd, der stod i midtergangen. Det, der havde klirret, lå nu ved hans fødder, hvor vi allesammen kunne se det. Det var et helt sæt bestik.

Den unge mand havde åbenbart haft lyst til at få en souvenir med hjem fra ferien, og hans valg var faldet på flybestikket. Han  har nok lige haft stukket det indenfor jakken. I hvert fald afsløredes hans udåd der i bussen. Han blev knaldrød i kinderne, men grinede selv med, da et latterbrøl rullede gennem bussen.