Status på min øko-kampagne

Den seneste uges tid har jeg ikke rigtig haft grund til at brokke mig, når jeg har været ude at købe dagligvarer. Der har stort set været det på hylderne, som jeg har været på udkig efter – også masser af friske øko-grøntsager.

Jeg har endnu ikke fået svar på min henvendelse til COOP, selv om de sendte mig en mail om, at jeg kunne forvente et svar senest d. 1. august.

Det kommer nok, det er trods alt stadig ferietid, så jeg må nok væbne mig med en lille smule tålmodighed.

Læs videre

En enkelt overnatning

Vi har haft Sander på besøg fra lørdag eftermiddag til søndag formiddag.

Det har været så hyggeligt.

Sander er ved at være en stor dreng, så det lille sovetelt er nok ved at blive en lille smule trangt for ham at ligge i. Derfor bestemte vi os for, at han denne gang skulle sove på sovesofaen i stedet for. Selv om han ellers er glad for teltet, og godt kan lide, at tingene hjemme hos os er, som de plejer at være, så var han med på at sove i “en stor seng.” Han syntes, det var vældig spændende  og hjalp ivrigt til med at slå sofaen ud og rede op.

Han sov godt hele natten.

Så snart han slog øjnene op i morges, var han til gengæld meget opsat på, at sengen skulle laves om til en sofa igen. Der skal jo være orden i tingene.

Læs videre

Fredelig sameksistens

Vi er glade for de vilde fugle i haven.

Vi fodrer dem trofast om vinteren. Vi tager hensyn til dem, når de har bygget rede på vores matrikel.

Solsorten bygger nogle gange rede i hækken, og så må vi vente med at klippe hæk, til ungerne er fløjet fra reden. Det er helt i orden med os. Carporten er et andet yndet sted at bygge rede. Vi finder os tålmodigt i gang på gang at være ved at få en lavtflyvende solsort i hovedet, når vi nærmer os vores bil.

I år har solsorten valgt at belønne os for vores gæstfrihed ved at sørge for, at vi slipper for besværet med at plukke vores ribs. Der er simpelt hen stort set ikke bær tilbage på buskene. De er blevet spist, længe inden de var modne. Vi er sandelig ikke ene om at sætte pris på dejlige, økologiske ribs.

Til gengæld har vi så fået lov til at have vores jordbær næsten i fred i år. Man kan ikke få det hele.

Læs videre

Små skridt

Nu er det en uges tid siden, jeg erklærede, at jeg ville gøre endnu en indsats for at få lidt flere friske øko-varer i butikkerne her omkring, hvor jeg bor.

Hvordan er det så gået?

Tja, med små skridt vil jeg sige.

Jeg har brokket mig i Irma over, at der ikke var mere økologisk karry på hylden. Jeg har brokket mig i Bilka over, at det generelt står sløjt til med det økologiske kød i køledisken. Og over at en pakke økologisk spegepølse var at finde blandt det øvrige økologiske pålæg i køledisken til trods for,  at den havde hele to uger for meget på bagen. I SuperBrugsen har jeg været efter grøntmanden, fordi stort set alle økologiske grøntsager var lige lovlig “trætte” – der var lodden skimmel på broccolien og blomkålen var oversået med brune og sorte pletter. Ikke godt nok!

Desuden har jeg skrevet til COOP og gjort opmærksom på, at når SuperBrugsen i reklamer beskrives som “En økologisk madbutik lidt ud over det sædvanlige,” så forpligter det saftsuseme da.

Hold da op hvor har jeg brokket mig. Nu må vi se, om det hjælper – Rom blev jo ikke bygget på een dag.

 

Læs videre

Der var noget om snakken

Jeg fortalte for et par dage siden, at Sander havde fortalt mig en værre historie om, at han kunne falde ned i afløbet.

Det viste sig, at det ikke var noget, han havde grebet lige ud af den blå luft.

De havde nemlig haft noget bøvl med kloakken derhjemme. Det skulle ordnes, og i den forbindelse var kloakdækslet naturligvis blevet taget af. Sander var selvfølglig blevet holdt på afstand af den åbne kloak, for at han ikke skulle falde i.

Så der var noget om snakken – Farmors Dreng kunne falde ned i “afløbet.” Så galt gik det heldigvis ikke.

Læs videre