Blog
Henrik har lagt dej til kanelsnegle. Det er det eneste, han bager, men til gengæld er han hamrende god til det. Jeg bager aldrig kanelsnegle, det overlader jeg hellere end gerne til ham
Der er selvfølgelig en særlig grund til, at der er bagning på programmet så tidligt på morgenstunden. Vi har tidligere på ugen lovet Sander, at han må komme hjem til os og spise kanelsnegle søndag formiddag. Han har sagt på forhånd, at han vil spise to.
Vi hentede Sander i børnehaven i går. Hans stue var tom, da vi kom, så vi fortsatte ud i fællesrummet. Der stod vi lidt og kiggede os omkring for at lokalisere krudtuglen.
Sander og jeg fik øje på hinanden, og han kom blæsende hen til mig, hægtede sig fast på mit ene ben og sagde: “Hej Farmor. Hvor er Farfar?” Jeg pegede på Farfar, som Sander var løbet lige forbi uden at ænse. Sander fløj i armene på ham med ordene: “Hej Farfar. Jeg er glad for at se dig!”
De to er pot og pande.
I dag er Sander treogethalvt år. Hvor tiden dog flyver.
I går, da vi var på Gisselfeld, ville Sander gemme sig i en lille “hule” under nogle træer – et sted han kan huske fra tidligere besøg derude. Han ville gemme sig for så at komme springende frem og sige bøh til sin far og farfar. Han ville nemlig lege, at han var et farligt monster. Jeg skulle med, for som Sander sagde: “Du skal også være et monster, Farmor.”
Selvfølgelig. Det skulle da være min mindste kunst.
Søndagen har været lidt grå men langtfra trist.
Vi har traditionen tro været til det årlige juletorv på Gisselfeld sammen med Sander og hans far og mor. Det samme har, hvad der virkede som halvdelen af landets samlede befolkning. Overdrivelse fremmer forståelsen, men der var altså virkelig, virkelig mange mennesker. Man kunne nærmest bare stå stille, så sørgede alle de andre gæster for, at man blev skubbet/ført rundt.
Sander blev vist ligesom jeg en lille smule stresset over trængslen, for han sagde på et tidspunkt, at han gerne ville ud i skoven. Han mente ud i parken, der kan han nemlig rigtig godt lide at gå tur.
Trængsel er ikke min livret, det er jul i november egentlig heller ikke. Til gengæld er jeg ret vild med at gå med Sanders lille hånd i min og snakke med ham om alt det, vi ser. På juletorvet i dag var der masser at se på og snakke om.
Da vi passede Sander forleden, sagde jeg til ham, at han var ” Fars dreng, Mors skat, hele byens abekat.” Jeg sagde det et par gange i aftenens løb, og han brokkede sig lidt og sagde: ” Neej, jeg er Fars skat.” Og så snakkede vi ikke mere om det.
I dag sendte min søn mig så en sms og fortalte, at Sander går rundt og siger: ” Fars skat, Mors skat, hele byens Mors skat.”
Den sidder ikke lige i skabet, men jeg synes, at det er så kært, at han har taget den lille remse til sig. Det er da også meget bedre at være en skat end en abekat.