Der er nogen, der siger, at man ikke skal være bleg for at bryde en tradition hist og pist for at få plads til lidt fornyelse. Den er jeg med på.
Jeg har også prøvet noget nyt denne jul. Sådan i det små. Jeg har for første gang serveret en julemiddag, som på overfladen så ret traditionel ud, men med kartofler kogt helt uden salt. Frisk fornyelse, ikke? Eller …?
Da jeg hældte kartoflerne op i en skål stod det mig pludselig krystalklart, at jeg aldrig fik kommet salt ved dem. Heldigvis er saltbøssen opfundet, og heldigvis har jeg en sød familie, der ikke mobber mig en højhellig juleaften. (Men det skal de nok komme efter på et senere tidspunkt.)
Som første – og indtil videre eneste – barn i den nye generation i den nære familie var Sander den eneste, der fik julegaver. Alligevel var der mange pakker under træet. Faktisk så mange at Sander et par gange stolt overrakte en pakke til en af os andre. Han var vist lidt overvældet og kunne snildt have klaret sig med færre pakker, men vi er jo mange, der gerne vil glæde ham med julegaver. Han var så sød og glad og sagde glædestrålende:” Neeeiiii”, hver gang han havde åbnet en pakke.
Hans glæde varmede alle vores julehjerter.
2 kommentarer
Nårh pyt … som du siger, kan man jo altid komme salt på bagefter.
Det er nu 27 år siden, jeg brændte en persillesovs meget effektivt på, men jeg hører for det endnu! Men som min søde søster siger, er der jo det eneste, de har på mig sådan rent madkvajemæssigt, så de er nødt til at køre i det samme spor 🙂
Mon ikke det også er sådan for dig?
Ellen : 27 år er ret lang tid 🙂 Jeg er ikke ligefrem en ørn til madlavning, men andesteg med det hele plejer jeg godt at kunne klare.
I vores familie kan vi også godt lide at drille hindanden med ting, vi har gjort og sagt (forkert) – også langt tilbage i tiden – så det sidste ord er nok ikke sagt om de kartofler 🙂