Køb af dagligvarer over nettet

dagligvarerovernettet

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg handler meget over nettet. Tøj, fodtøj, bøger, apoteksvarer, gaver, blomster, grøntsagsfrø og meget, meget mere klikker jeg glad og gerne hjem fra forskellige webshops. Noget ganske andet har det hidtil været med helt almindelige dagligvarer til husholdningen. Der har jeg været tilbageholdende. Men nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at spinde.

I den senere tid har jeg haft problemer med at få fat i en bestemt type økologiske ris af et bestemt mærke. Det er simpelt hen de ris, vi foretrækker, når der skal spises ris her i huset. Jeg bruger også risene til at koge rismælk, som jeg laver kakao af. Kakao er min lille last, og da jeg jo er allergisk overfor mælk, koger jeg den altså på rismælk. Man skulle jo tro, at jeg bare kunne købe ris af et andet mærke, og det har jeg bestemt også gjort mange gange, men hver gang vender jeg tilbage til mit yndlingsmærke, fordi jeg synes, at risene fra de andre mærker smager “forkert” eller ligefrem har en bismag eller giver en forkert konsistens, når jeg koger rismælk/kakao.

Så jeg var noget på spanden, da jeg for nogle dage siden ikke kunne få fat i de gode ris der, hvor jeg plejer at købe dem. De var udsolgt, og man vidste ikke, hvornår man ville have dem på hylden igen. Jeg prøvede i flere andre butikker med samme nedslående resultat. Man havde da ris, men ikke lige præcis de ris, jeg var ude efter.

Der blev taget telefonisk kontakt til butikker lidt længere væk for at høre, om de mon havde de ønskede ris. Nix. Risene var ikke til at opdrive.

Så var der jo ikke andet at gøre, end at søge på nettet. Og der var risene naturligvis. Hos Nemlig.com. Jeg kunne bestille lige så mange, jeg ville, og få dem leveret dagen efter. Jeg bestilte ris nok til et lille lager og lidt andre kolonialvarer.

Det var nemt at bestille og betale, og varerne kom som aftalt næste dag. Der var endda gratis chokolade med som en lille velkomstgave. Det er første gang, jeg har købt dagligvarer over nettet, og det var en rigtig fin indkøbsoplevelse, så det gør jeg nok igen en anden gang.

Lignende indlæg

4 kommentarer

  1. Åh, jeg har handlet på Nemlig i mange år, og jeg elskede det! Men de bringer ikke her hvor jeg bor nu … men når de kommer hos dig, er de jo tæt på, så der er håb forude 🙂

    1. Mon ikke de stadig udvider det område, de leverer til? Jeg blev faktisk ret overrasket over, at de leverer til Holme-Olstrup 🙂

  2. Da jeg var barn og ung, var det jo helt almindeligt at få bragt varer fra købmand og slagter. Så kom supermarkederne, priserne skulle holdes nede, og det blev HELT umuligt at få noget bragt. Et stort tab for specielt ældre mennesker.
    Og nu er det blevet helt almindeligt igen at få varer bragt. Hvor er det mærkeligt. Og fint.

    1. Jeg boede på landet som barn og husker, at der kom både slagter, fiskemand og bager forbi og solgte varer fra bilen hver uge, og mælkemanden satte den friske mælk (i flasker) ved døren 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *