December set i bakspejlet

julebuket

December er jo altid en travl måned, og det virker som regel, som om den er forbi, næsten før den er begyndt.

Sådan har min december været igen i år. Vi lagde hårdt ud allerede den 2. december, hvor vi var inviteret til fødselsdags-/familiebrunch – min søster fyldte rundt d. 19. og fejrede det lidt på forskud.

Senere fulgte de sædvanlige juleforberedelser. Dog må jeg indrømme, at jeg droslede lidt ned på noget af det i år. Julegaverne blev købt online og det samme gjorde mandelgaven.

Juleaften fejrede vi herhjemme sammen med alle vores tre sønner og vores barnebarn, og den 27. rundede vi julen helt af med en julebrunch på vores yndlingsrestaurant sammen med min søster og svoger og vores ældste søn, før han dagen efter rejste hjem til Nuuk.

Jeg fik også læst nogle bøger i løbet af december – Indigo af Vita Andersen, Livsmodig af Gitte Løkkegaard, Fars dreng af Emelie Schepp og Sund mad til kloge tarme af Michael Mosley.

I december testede jeg nye udgaver af nogle hudplejeprodukter, jeg har været glad for i årevis, og nu vi er ved hudplejeprodukter, så var jeg så heldig at vinde nogle i en julekalenderkonkurrence.

Efter jul har vi ryddet op, gjort rent, gemt julepynten væk og derefter nydt et par stille dage med lange gåture og ingen planer.

Nytårsaften foretrækker vi at holde helt stille og roligt herhjemme i tosomhed. Så i løbet af dagen vil vi gå og hygge os med at lave lidt god mad, bage noget godt brød og i det hele taget bare tage den helt med ro.

Rigtig godt nytår!

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *