Allergivaccination før og nu

Mit barnebarn er lige begyndt at blive allergivaccineret. Det har fået mig til at tænke tilbage på dengang, jeg selv var det igennem. Der er helt sikkert sket meget på allergiområdet i mellemtiden. Heldigvis. Desværre er der også kommet mange flere allergikere. Da jeg var barn, kendte jeg ikke andre, der havde allergi og/eller eksem, som jeg havde. I dag, vil jeg tro, at alle kender en elle flere, der har det.

Jeg har nok været omkring 7 år, da jeg begyndte at blive vaccineret. Jeg havde mange allergier, og jeg kan faktisk ikke længere huske, hvilke af dem jeg blev vaccineret imod. Men i hvert fald fik jeg en indsprøjtning i hver underarm tre gange om ugen i to et halvt år. Mine arme var konstant meget hævede og ømme, men bortset fra det havde jeg ikke noget imod behandlingen eller de mange besøg hos lægen. Jeg var nemlig lidt betaget af ham – jeg syntes, at han var så pæn. Hver gang jeg havde fået mine to stik, skulle jeg sidde i venteværelset i en halv time bagefter, før jeg måtte gå i skole. Det var for at lægen kunne gribe ind, hvis jeg skulle få en alvorlig, allergisk reaktion efter vaccinationen. Det skete heldigvis aldrig. Jeg kan stadig se det lille venteværelse ganske tydeligt for mig, det blev jo til rigtig mange timer, jeg sad der. Plakaterne på væggen med tegninger af forskellige frugter og grøntsager – dem fik jeg kigget godt og grundigt på. Det er svært at afgøre, hvilken effekt vaccinationerne havde på mine allergier, for jeg er jo stadig plaget af allergi. Det er ikke til at sige, om behandlingen har gjort hverken fra eller til.

Nu er det så mit barnebarn, der er syv år og skal allergivaccineres. Der er forsket en del i allergi i mellemtiden heldigvis. Man er blevet dygtigere til at behandle det, og vi håber, at han vil få god gavn af vaccinationerne. Heldigvis giver man ikke længere sprøjterne så hyppigt, så han kan nøjes med et lægebesøg om ugen her i starten, og senere bliver der længere imellem.

Læs videre

Så er den gal igen …

Så skal vi til det igen. Urene er stillet en time frem.

Jeg siger det igen – jeg bryder mig slet  ikke om det. Mit indre ur kan stadigvæk ikke finde ud at det.

Det næste halve år kommer jeg for sent i seng – og sikkert også for sent op. Jeg bliver forvirret og irriteret, når lyset udenfor ikke harmonerer med det tidpunkt, uret viser. Jeg kommer til at føle mig i klemme mellem uret og døgnets normale gang.

Jeg vil gerne bede om normaltid, tak.

Læs videre

Spis brød til

I lørdags havde vi et ærinde i Ringsted og kom forbi den gamle gavlreklame for Ringsted Brødfabrik. Nu har jeg jo for nogen tid siden vist et nyere gavlmaleri fra Næstved, så jeg synes, at det også kunne være lidt sjovt at vise denne gamle gavludsmykning fra Ringsted.

Det er ikke ret tit, vi har et ærinde i Ringsted, men jeg har gået i skole i byen i tre år – i realen. Dengang travede jeg Ringsteds gader tynde hver eftermiddag sammen med min veninde, mens vi ventede på bussen.

I lørdags da vi var i byen, slog det mig, hvor få mennesker der var på gaden. Selv om det var lørdag i forretningernes åbningstid, og vejret var fint, var der ikke mange mennesker på gaden. Da vi skulle parkere, var det så nemt som at klø sig selv i nakken at finde en parkeringsplads. Vi holdt på en stor parkeringsplads med kun enkelte andre biler.

Folk handler ude i de store centre i byens periferi i vore dage, og specialbutikkerne i bymidten lukker. Sådan er det ikke bare i Ringsted men også de fleste andre steder. En sørgelig udvikling, som de færreste af os vel kan sige os fri for at have et medansvar for, når vi vælger at handle i storcenteret i stedet for at køre ind til byen.

I virkeligheden bryder jeg mig slet ikke om at komme i de store centre, men somme tider er det bare det nemmeste og det hurtigste.

Gem

Læs videre

Da Aage forsvandt

Mange har sikkert set de to dokumentarprogrammer på TV2, Da Aage forsvandt og Rita og Aages sidste dans. I de to programmer følges  Aages sygdomsforløb, efter han har fået konstateret Alzheimers sygdom.

Jeg har netop læst Da Aage forsvandt skrevet af Rita Knudsen. I bogen fortæller Rita om forløbet, som hun har oplevet det. Hun fortæller om mødet med Aage, om deres kærlighed og ønske om en fælles fremtid.

I bogen fortæller Rita også om de første tegn på, at noget er galt. Aage bliver glemsom og også ustruktureret og kort for hovedet. Først mener lægen, at Aage er stresset, men det skal senere vise sig at være langt mere alvorligt. Rita fortæller ærligt om sine tanker, sin tvivl, sin frygt og først og fremmest om sin kærlighed til Aage og sin kamp for at bevare værdigheden – både Aages og sin egen.

Det er en meget tankevækkende og gribende beretning, som jeg håber, at rigtig mange vil læse. Demens er en sygdom, der berører rigtig mange, og Rita Knudsens bog tegner et ærligt billede af de udfordringer og dilemmaer, man står overfor både som patient og pårørende.

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Sol over Herlufsholm

I går ringede Sander og spurgte, om vi havde lyst til at gå en tur i skoven sammen med ham og hans far. Det ville vi rigtig gerne. Vejret var jo pragtfuldt – helt perfekt til en travetur  i skoven.

Vi mødtes i Næstved og gik en dejlig tur gennem Rådmandshaven til Herlufsholm. Der var virkelig forår i luften. Der var lystfiskere ved Susåen. Der var masser af mennesker i skoven. Der var sol på næsen og smil på læben.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre