Mig og min mobiltelefon

ANNONCE / Samarbejde med Mobilcovers.dk.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et ret afslappet forhold til min mobiltelefon. Det skal forstås på den måde, at jeg ikke nødvendigvis altid har min mobiltelefon på mig, når jeg forlader hjemmet. I mange situationer gider jeg ikke blive forstyrret af en kimende telefon, og så er det nemmest bare at lade den blive hjemme. F.eks har  jeg næsten aldrig min telefon med, når jeg er ude at gå tur. Jeg går primært for at få motion, men også for at få lidt tid helt uforstyrret i mine egne tanker. Der kan selvfølgelig være situationer, hvor jeg venter et opkald, og så tager jeg naturligvis telefonen med. Og lige præcis der, har jeg haft et problem. Om sommeren, når man er udendørs uden overtøj, hvor skal man så gøre af telefonen? Der er meget af mit sommertøj, der ikke er lommer i, og hvor gør jeg så af min telefon – eller mit kamera og mine nøgler for den sags skyld? Det problem er løst nu.

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af Mobilcovers.dk med et tilbud om at teste nogle af deres produkter. Jeg kastede et blik på webshoppen og opdagede en masse tilbehør til mobiltelefoner, som jeg ikke anede, man kunne få. F.eks fandt jeg et løbebælte, hvor man kan opbevare sin telefon, mens man løber – eller går. Det er et smalt bælte, der næsten ikke fylder noget. Der er to lommer i bæltet, så man også kan medbringe sine nøgler, uden at de ridser mobilen. Det er da smart. Det varer lidt, før sommertøjet skal på igen, men jeg nyder allerede tanken om at være blevet det lille irritationsmoment med manglende lomme til telefonen kvit.

En anden ting, jeg faktisk har manglet til min telefon, er en holder. Min telefon plejer at ligge lidt rundt omkring, hvor jeg lige får lagt den. Derfor er det også sket af og til, at jeg har rendt og ledt efter den, fordi jeg har glemt, hvor jeg har lagt den. Flere gange har jeg lagt den ned i en skuffe og glemt alt om det. Det er ikke så smart. Jeg har kigget efter mobilholdere rundt omkring, men har ikke kunnet finde en, der både var pæn og til at betale. Men hos Mobilcovers.dk fandt jeg en fiks lille holder i træ. Jeg har haft holderen nogle uger nu, og jeg er rigtig glad for den. Den er pæn at se på, synes jeg, og min telefon har nu fået en fast plads, så jeg altid nemt kan finde den. Det er meget nemmere at få fat i telefonen, når den står i holderen, end når den ligger fladt på bordet. Meget praktisk kan telefonen også oplades, mens den ligger i holderen.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Æbler og rødbeder fra egen have

Vi er gået i køkkenet.

Henrik er ved at lave juice af nogle af alle de mange dejlige æbler fra haven, og jeg er ved at koge sæsonens sidste rødbeder.

Rødbederne skal syltes efter den gode, gamle opskrift fra mit oldgamle og hårdt prøvede eksemplar af Den grønne syltebog.

Som man kan se på billedet, er bogen godt slidt. Den er virkelig blevet brugt og bliver det stadigvæk.

Prisen sidder bag på bogen endnu. Den har kostet den nette sum af 4,25.

Den grønne syltebog blev udgivet første gang i 1938 og er stadig at finde på hylden hos boghandleren.

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Et sjovt minde fra en flyrejse

Nu har jeg jo berettet om min flyskræk her på bloggen, så nu må det være på sin plads at fortælle, at jeg trods alt også har oplevet noget ret sjovt i forbindelse med en flyvetur.

Vi var på vej hjem fra Madeira. Mellemlandede i  Lissabon. Vi var lige landet og skulle med en bus  ind til terminalen. Bussen var propfuld, så der var nogle stykker, der stod op. Det var to-tre unge mænd. Af en eller anden grund var der helt stille i bussen, mens vi ventede på at komme afsted. Pludselig hørte vi en høj, klirrende lyd.  Alle kigge selvfølgelig derhen, hvor lyden kom fra.

Lyden kom fra en af de unge mænd, der stod i midtergangen. Det, der havde klirret, lå nu ved hans fødder, hvor vi allesammen kunne se det. Det var et helt sæt bestik.

Den unge mand havde åbenbart haft lyst til at få en souvenir med hjem fra ferien, og hans valg var faldet på flybestikket. Han  har nok lige haft stukket det indenfor jakken. I hvert fald afsløredes hans udåd der i bussen. Han blev knaldrød i kinderne, men grinede selv med, da et latterbrøl rullede gennem bussen.

Læs videre

Det der med at flyve …

Forleden dag skrev jeg jo et indlæg, hvor jeg fortalte fem ting om mig selv. En af de fem ting var, at jeg er bange for at flyve. Det vil jeg gerne komme lidt nærmere ind på.

Første gang jeg prøvede at flyve, var jeg omkring de 40 år. For at det ikke skulle være løgn, skulle min første flyvetur være temmelig lang. Vi skulle til Canada.

Jeg sov ikke natten før afrejsedagen. Jeg var simpelt hen så bange for den flyvetur.

Men afsted kom vi da. Det gik sådan set fint nok. Jeg var bange under takeoff, men da først vi var oppe i marchhøjde, gik det faktisk fint nok. Jeg kunne jo kun se skyer og blå himmel, når jeg kiggede ud, og det hjalp. Landingen var ligesom takeoff temmelig angstprovokerende.

Vi mellemlandede i Seattle, og da vi skulle videre derfra, foregik det i en ret lille flyvemaskine. Jeg blev stiv af skræk, da jeg så, at det var sådan et lille fly, jeg skulle op i. Indeni virkede flyet på størrelse med en almindelig bus. Jeg prøvede at fokusere på den amerikanske stewardesse for at holde nerverne i ro. Hun var sød og smilende og talte begejstret om Canada og fortalte, at hun var gift med en canadier. Hun pludrede løs om dagens vejrudsigt og virkede glad og ubekymret. Jeg koncentrerede mig om hendes stemme og prøvede at huske på, at for hende var det bare en helt almindelig arbejdsdag, og den forestående flyvetur var ikke noget at være bange for. Men bange var jeg. Nu mere end tyve år senere kan jeg stadig huske præcis, hvad den stewardesse sagde, så det var nogle øjeblikke, der gjorde indtryk på mig.

Det lille fly rystede noget mere i luften end det store, vi fløj med på turens første etape, og vi kunne hele tiden se landjorden under os med veje, skove, søer og hvad der ellers var at se, når jeg dristede mig til at kigge ud. Turen var absolut ikke nogen fornøjelse for mig.

Vi havde et par virkelig dejlige uger i Vancouver, men de sidste dage, før vi skulle hjem, blev fornøjelsen for mit vedkommende delvis overskygget af nervøsitet for den flyvetur, jeg ikke kunne undgå, hvis jeg ville hjem. Da det kom til stykket, gik turen fint.

Senere har jeg været ude at flyve en del gange. Ikke så lange ture, som den til Canada, men til forskellige destinationer i Europa. Det har stadig ikke været noget, jeg har brudt mig om.

På min seneste flyrejse, der gik til Grønland, blev jeg så bange under landingen i Kangerlussuaq, at jeg, da jeg på rystende ben stod på landjorden igen, meddelte Henrik, at jeg aldrig nogensinde mere ville sætte mine ben i en flyvemaskine. En lidt ærgerlig udmelding set i lyset af at vi ifølge vores rejseplan halvanden time senere skulle flyve videre til Nuuk for at besøge vores søn.

Selvfølgelig tog jeg mig sammen, og vi kom videre i god ro og orden. I et lille fly endda. Da vi fløj hjem igen, oplevede jeg for første gang nogensinde at sidde og næsten nyde indflyvningen til Kastrup. Det var en dejlig sommerdag, og landet under os tog sig smukt ud. Det var da et lille fremskridt, for jeg plejer at sidde med sammenknebne øjne og være ved at dø af skræk.

Jeg kommer nok aldrig til for alvor at kunne lide at flyve, men jeg regner da  bestemt med at begive mig ud på flere flyrejser i fremtiden.

Gode råd om, hvordan man overvinder flyskræk, modtages meget gerne.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre