Månedsarkiv: marts 2016

En stille og rolig påskeferie

Vi har ikke nogen påsketraditioner i familien. Ikke noget med at skulle præstere eller stille op til noget bestemt. Det er nu meget rart.

Vi havde mest af alt brug for nogle rolige feriedage, og det har vi haft. Vi har kørt nogle gode ture bl.a.  til Marielyst, som jeg fortalte om for et par dage siden. Vi har også gået nogle lange ture, og på påskeferiens sidste dag blev det til en tre-generationers gåtur i Rådmandshaven i Næstved. Der så vi masser af hvide anemoner. Så er det forår for alvor.

Der er også blevet sået i urtehaven. Der var ikke så meget plads til overs at så på, for vi satte en masse jordbærplanter i efteråret. Men der var heldigvis plads til det vigtigste, nemlig salat og rødbeder og så en lille række knoldfennikel, som vi dyrkede med held sidste år. Nu mangler der at blive lagt lidt kartofler, og så er der ikke plads til mere.

Der er nu dejligt på Falster

I går kørte vi en tur til Falster. Vi var i Stubbekøbing for et halvt års tid siden og og blev ved den lejlighed lidt småforelskede i Falster. Denne gang ville vi en tur til Marielyst.

Vejret var virkelig dejligt, så vi gik en tur på Det Falsterske Dige. Der havde vi ikke været før. Det var et helt fantastisk sted at gå. Vi var ikke klædt lunt nok på til at gå helt ude ved vandkanten, men på diget var der helt perfekt.

Diget, der er 17 km langt,  blev bygget efter stormfloden i 1872 og stod færdigt i 1875. (Kilde: Den Store Danske)

Vi var som sagt glade for Falster i forvejen, og det er ikke blevet mindre efter, vi har set området ved Marielyst.

Jeg skal af med et påskeæg

Det gækkebrev, jeg sendte afsted for nogle uger siden, nåede frem til modtageren, som gættede, at det var fra mig.

Svaret fik jeg i form af en rigtig sød lille video.

Så jeg har været ude for at købe et påskeæg.

Dengang jeg var barn, kunne man være heldig ved påsketid at få enten et papæg med slik i eller et påskeæg, som bestod af en tynd skal af mørk chokolade pyntet med en lille gul “piberenserkylling”. Sådan husker jeg det i hvert fald. Nu er der adskillige forskellige slags æg og påskeharer at vælge imellem.

Dengang slogankonkurrencer var min hobby

Som jeg fortalte for nogle dage siden, så har jeg en svaghed for konkurrencer. Nogle konkurrencer – ikke alle.

Jeg kan godt lide den slags konkurrencer, hvor man skal skrive et slogan, finde på et navn til et produkt eller noget i den stil. Konkurrencer, hvor man skal indsende et foto, der på en eller anden måde passer ind, kan jeg også godt lide, men jeg kan bedst lide, når det er noget med ord, og allerbedst kan jeg lide slogankonkurrencer. De er sjældne nu, men i halvfemserne var de ret almindelige.

Dengang havde jeg en mappe, hvor jeg opbevarede alle de forskellige konkurrenceoplæg, og når jeg havde lidt tid til mig selv, kom mappen frem, og så sad jeg ellers og brød min hjerne for at finde på et fængende slogan til en eller anden konkurrence. Dengang sendte man typisk sit forslag ind pr. brev, og jeg sendte en del breve på den konto.

Det var sjovt at deltage i de konkurrencer og selvfølgelig især, når man vandt. Og jeg vandt ikke så helt sjældent. Jeg har vundet alt muligt og umuligt lige fra chokolade til rejser. Det var slet ikke så tosset.

Nu ser man desværre ikke den slags konkurrencer længere, men det var sjovt, mens det stod på. I flere år gemte jeg de forskellige oplæg og også de breve jeg fik, når jeg havde vundet. Desværre er hele molevitten røget ud for længe siden, det kunne ellers have været sjovt at se nu så længe efter. Dog har jeg gemt nogle udklip fra de lokale ugeaviser fra nogle af de gange, hvor der skulle stilles op til fotografering i forbindelse med præmioverrækkelser.

Win-win

Selv om jeg var lidt flov over at have vundet de to håndboldbilletter for næsen af måske vaskeægte håndboldfans forleden, er der kommet en masse glæde ud af gevinsten.

Først blev den søde kvinde, som jeg gav billetterne, glad, fordi hun kunne komme ind og se den ellers udsolgte  håndboldkamp sammen med sin mand. Og jeg var glad for at kunne glæde hende.

I går kom hun og fortalte, at håndholdkampen havde været en rigtig god oplevelse. Og så forærede hun mig en skøn buket tulipaner som tak for billetterne. Det havde hun slet ikke behøvet, men jeg blev glad for blomsterne alligevel.

Jeg elsker tulipaner, og nu går jeg og glæder mig over buketten og over, at det hele endte godt.

VIP

Jeg skulle jo hente billetterne, jeg havde vundet til håndboldkampen i går.

Jeg havde fået besked på at henvende mig i VIP-indgangen, hvor der ville ligge en kuvert til mig.

Så jeg fik fornøjelsen af at skride op ad den røde løber og gå ind af den dør, der var beregnet til VIP’er.

Det var optræk til problemer, da jeg ville forlade området igen med billetterne, som jeg jo havde lovet væk. Efter lidt snak frem og tilbage lykkedes det dog heldigvis. Jeg slap ud og fik givet billetterne videre.

Heldet følger de – heldige

I går faldt jeg over en lynkonkurrence på Facebook. Man skulle indsende et foto af noget, der var rødt og hvidt. Den slags konkurrencer kan jeg slet ikke modstå. Jeg må bare deltage, nogen gange også selv om præmien slet ikke er noget, jeg kunne tænke mig.

Tilbage i halvfemserne var det meget almindeligt med slogankonkurrencer, og dem var jeg fuldstændig tosset med. Jeg deltog i alle dem, jeg kunne støve op. Og jeg vandt faktisk slet ikke så få. Men den historie kræver nok et blogindlæg helt for sig selv, så det må blive en anden gang.

Nå, men tilbage til den der konkurrence, jeg sendte et billede ind til i går. Der blev udtrukket to vindere, som hver fik to billetter til den totalt udsolgte EM-kvalifikationskamp Danmark- Rusland i kvindehåndbold. Den ene vinder blev mig. Og jeg er fuldstændig uinteresseret i håndbold.

Jeg blev så flov, da det gik op for mig, at jeg havde vundet to billetter, som jeg var fuldstændig ligeglad med, og som andre måske virkelig gerne ville have haft. Det var ikke godt. Jeg havde jo kun deltaget i konkurrencen for sjov og fordi, jeg bare ikke kunne lade være.

Nu var gode råd dyre, for jeg vandt billetterne i går,  og kampen spilles i dag, så jeg måtte gøre noget i en fart.

Jeg skrev et opslag på Facebook og spurgte, og jeg kendte nogen, der var interesseret i at komme til håndboldkamp i Arena Næstved. Et øjeblik efter ringede min telefon. Og så var de billetter afsat.

Pyh, det var godt. Det lettede på samvittigheden.

På besøg i børnefamiliernes travle hverdag

Sander har været hos os et par dage, så vi har fået genopfrisket, hvordan det er at smøre madpakker, hente og bringe  og sørge for noget af alt det andet, der skal gå op i en højere enhed for at få et skolebarns hverdag til at fungere.

Vi har også været til forårsfest i 0.klasse. Det var mægtig hyggeligt at være tilbage på vores egne børns gamle skole til en lille fest. Festen var jo ellers kun for børnehaveklassens elever og deres forældre, så vi var de eneste bedsteforældre.

En pige kom hen til os og spurgte: ” Er I unge eller gamle?” Jeg spurgte så, hvad hun syntes, og hun svarede : ” Begge dele.” Tja – det var vel egentlig et svar, vi godt kan være tilfredse med.

Nu er barnebarnet afleveret hjemme hos sin far, og snart lægger vi an til at lande i sofaen. Vi trænger til det.

Mit navn det står med prikker …

Jeg har sendt et gækkebrev afsted.

Det er hyggeligt at sidde og skrive de gamle vers, man har kendt siden barndommen.

Omme bag en tjørnehæk
fandt jeg denne vintergæk.
Nu med den du får fra mig
sendt en hilsen – hvem er jeg?

Nu er jeg spændt på, om modtageren gætter, at brevet er fra mig, så jeg skal af med et påskeæg. Faktisk regner jeg temmelig sikkert med, at det går sådan, og det var egentlig også meningen.