Om at vælge halvt i blinde

I sidste uge var jeg hos optikeren. Mine briller har længe trængt til at blive skiftet ud, og nu syntes jeg ikke, at jeg kunne trække den længere.

Det tog lang tid hos optikeren. Øjnene blev fotograferet, og der blev målt tryk. Så skulle jeg selvfølgelig synstestes for at finde frem til den rigtige styrke på de nye brilleglas. Der er også en bygningsfejl på det ene øje, der skal tages hensyn til. Så alt i alt tog det en rum tid, før vi nåede frem til de optimale glas.

Det var den nemme del.

Nu skulle der vælges brillestel.

Hjemmefra havde jeg via nettet forelsket mig i et bestemt stel. Det havde man selvfølgelig ikke hjemme. Efter lang tids søgen fandt optikeren et stel, der i størrelse og udformning var sammenligneligt med det, jeg havde udset mig. Det kunne ikke bruges. Det var for stort til mit ansigt. Øv.

Så begyndte vi forfra. Jeg prøvede mange stel. Virkelig mange. Og langt om længe fik jeg udvalgt de to, som jeg syntes nogenlunde om – kun nogenlunde, for jeg havde ikke glemt det stel, som jeg oprindelig ønskede mig.

Nu er der gået lidt over en uge, og jeg har så småt glemt, hvordan de nye briller helt præcist ser ud. Jeg er spændt på at se dem, og spændt på, om jeg også synes om dem, når jeg kan se ordentligt. De blev sådan set valgt halvt i blinde, for man kan jo ikke have de briller på, man skal bruge for at se tydeligt, mens man prøver nye briller.

Jeg satser på, at optikerens gode råd kombineret med det, jeg trods alt kunne se, har resulteret i et nogenlunde fornuftigt valg.

Læs videre

Lokalt loppemarked

Da vi gik en tur tidligere på dagen, smuttede vi forbi et lille lokalt loppemarked, som vi vidste skulle afholdes i dag.

Det er hyggeligt lige at kigge forbi, slå en sludder af og se, om der er noget, man ikke kan undvære.

Der var lidt af hvert lige fra nyslynget honning til denne fine gyngehest – eller det er nok i virkeligheden en gyngezebra.

Læs videre

Jordbær er noget af det allerbedste ved sommeren

Noget af det allerbedste ved den danske sommer er efter min mening, at man kan få friske, skønne jordbær.

I dag har vi været forbi Bakkegården, der er en af de økologiske gårdbutikker, hvor vi holder af at handle. Vi var så heldige, at der var bær at få, så i aften skal der jordbær på bordet. Det er min yndlingsspise. For mig er der ikke noget andet spiseligt, der slår jordbær, og jeg glæder mig helt vildt til at smage sæsonens første.

Læs videre

Så er den her endelig – valgdagen

Så blev det endelig dagen, som jeg har set hen til.

Valgdagen.

Jeg synes, at det er både spændende og interessant at følge med i en valgkamp, og jeg synes især godt om stemningen på valgdagen. Herhjemme følger vi altid godt med både i valgkampen og i valgaftenen på tv. Det er spændende at følge med, når stemmerne er talt op på de forskellige valgsteder, og resultaterne kommer op på skærmen.

I løbet af eftermiddagen griber vi vores valgkort og går op på skolen og sætter vores kryds. Senere laver vi lidt god mad og derefter står den på valgaften foran fjerneren. Jeg glæder mig.

Læs videre