Havregrynskugler vil jeg ikke undvære

I dag går vi og forbereder alt, hvad der kan forberedes, så vi ikke bliver alt for forpustede og fortravlede i morgen, når vi skal holde juleaften.

Jeg har lige lavet en portion havregrynskugler. Min mor plejede at lave dem i gamle dage, og jeg har også lavet dem hvert eneste år, siden vi begyndte selv at stå for julen og alle dens forberedelser. Så det er mange år. Mere end tredive.

I år synes jeg, at havregrynskuglerne blev lige fugtige nok, men jeg håber, at det har rettet sig, når de har været en tur i køleskabet. I virkeligheden er det vist efterhånden mest mig selv, der er glad for de havregrynskugler, men de skal bare være der. De hører med til min jul.

Rigtig glædelig jul til jer, der læser med her!

Læs videre

Glæderne må man godt tage på forskud

Man siger altid, at man ikke skal tage sorgerne på forskud. Det er meget fornuftigt. Det forholder sig anderledes med glæderne – dem må man godt tage på forskud somme tider.

Det gjorde vi i hvert fald herhjemme tidligere på dagen.

Vi ser ikke Sander i julen, fordi han skal til Jylland og fejre jul med sin familie på mødrene side. Derfor fik han lov til at få sine julegaver fra os allerede i dag. Der er ingen grund til at slæbe gaverne til Jylland for at pakke dem ud juleaften og senere fragte dem tilbage til Sjælland.

Det var også hyggeligt for os at se ham pakke gaverne ud. Han tog rigtig godt imod dem, så det kunne ikke være bedre. Bagefter samlede han på eget initiativ og – som den mest selvfølgelige ting i verden – alt papiret sammen og smed det ud. Ret godt gået af en femårig, synes jeg.

Der blev også tid til at spille vendespil, spise kanelsnegle, bygge med Lego, tegne og ikke mindst beundre de to nye tænder, Sander har fået i undermunden. Forleden dag, da vi så ham, havde han kun tabt den ene af sine rokketænder, men nu er den anden også faldet ud.

Læs videre

Julebagningen overstået

Jeg har bagt vaniljekager i dag. Den eneste småkage, som med sikkerhed bliver bagt her i huset hvert eneste år til jul. Brunkagerne kan godt springes over et år elle to – men ikke vaniljekagerne. De skal bare være der.

Opskriften er fundet i et ugeblad for mange år siden. Det skulle være en gammel opskrift på vaniljekranse, som bladet havde fået lokket ud af Lise Nørgaard.

Lise Nørgaard fortæller i artiklen, at hun bagte kagerne sammen med sine børnebørn, da de nåede “bagealderen”. De syntes, at det var sjovere og nemmere at “gafle” små kugler af dejen tyndt ud i stedet for at lave kranse.

Da jeg så den opskrift og ideen med at “gafle” kagerne ud, tænke jeg, at det lige var noget for mig. Bagning skal nemlig helst ikke være alt for besværligt. Det må meget gerne være nemt, synes jeg.

Vaniljekagerne er supernemme og hurtige at bage.

Gem

Læs videre

Julepost

Sidste år orkede jeg ikke at skrive julekort. Så det lod jeg være med.

I år har jeg skrevet en lille stak julekort, og har hygget mig med det.

I år har jeg bagt brunkager. Det gjorde jeg ikke sidste år.

I det hele taget synes jeg, det er i orden, at julen – og ikke mindst omfanget af juleforberedelserne – varierer lidt fra år til år. Alt efter hvad der er lyst og kræfter til. Sådan har jeg i hvert fald bestemt mig for, at min jul gerne må være.

Læs videre

I ugens løb …

I løbet af denne uge har jeg bl.a.:

– Bagt brunkager. De blev gode. De er stadig gode – har lige tjekket.

– Fået at vide, at mit barnebarn har tabt den første mælketand. Tænk, at han allerede er så stor!

– Hygget mig gevaldig ved tanken om, at julegaverne ER købt. Køber så heller ikke så hulens mange, da det kun er barnet i familien, der får gaver – men alligevel.

– Stået i kø i tre kvarter i postbutikken for at sende et brev til Grønland. Heldigvis faldt jeg i snak med en serbisk kvinde i køen. Vi fik os en god (og lang) snak, der på en måde var hele ventetiden værd.

– Skrevet lange lister over ting, der skal gøres og ting, der skal købes – i næste uge.

Læs videre