Månedsarkiv: december 2014

Et nyt år lige om hjørnet

Vi er ved at have slidt 2014 op, og det nye år venter lige om hjørnet. Nytåret giver altid anledning til at gøre status og tænke på, hvad der skete i det gamle år, og hvad man ønsker sig af det nye.

Vores 2014 har budt på lidt af hvert. Der har været både glæder og bekymringer. Udfordringer. Medgang og modgang. Sådan er det nok i de fleste familier.

Jeg holder mig fra nytårsforsætter, men det betyder jo ikke, at der ikke er ting, jeg ønsker at blive bedre til. Det har bare ikke noget med årsskiftet at gøre.

Rigtig godt nytår til alle, der læser med!

Endelig sne

Vi har endelig fået en ordentlig omgang sne. Jeg har sådan sukket efter sne, det er bare så meget bedre end regn og gråvejr.

Nu er det her, og det ser så smukt ud. Vores ellers så vintergrimme og forsømte have ligner et eventyrlandskab, efter sneen har lagt sig dekorativt på hver en gren og hvert et strå.

Jeg har lige været ude at gå tur i sne, frost og solskin. Så bliver det ikke bedre.

Sneen gør mig glad – nærmest lykkelig.

Et eksperiment

Der var et par bananer til overs efter juledagene. De var ved at være godt modne, så de skulle bruges i en fart. Jeg bryder mig ikke så meget om meget modne bananer, men jeg hader madspild, så bruges skulle de på en eller anden måde.

Jeg kom i tanke om, at jeg på cathrineyoga.dk havde set en anvisning på, hvordan man laver bananchips. Det kan næsten ikke være nemmere. Bananerne skal bare skæres i meget tynde skiver, lægges på en bageplade med bagepapir og så ellers ind i en 100 grader varm ovn (varmluft) i en times tid eller mere, til de er helt sprøde. Mine var næsten halvanden time om at blive sprøde.

Nu er det prøvet, men jeg er ikke sikker på, at der vil blive lavet bananchips her i huset igen lige foreløbig. Jeg  blev lidt skuffet over smagen, fordi jeg har læst flere steder, at de skulle smage rigtig, rigtig godt. Smag og behag er forskellig, og vi må bare indrømme, at vi ikke ligefrem er vilde med dem.

Efter jul

Vi har fået ryddet op og ryddet ud efter julen.

Da vi stod op julemorgen, lignede huset Jerusalems ødelæggelse. Vi havde nemlig gjort noget, som vi ellers aldrig har præsteret før.  Det var nemlig blevet ret sent, og vi var blevet temmelig trætte, så vi gik i seng fra rod og uvaskede gryder og bradepander. Vi havde det så hyggeligt og skægt sammen med vores sønner juleaften, at tiden bare fløj af sted, og det gav bare mere mening at hygge sig sammen end at stå i køkkenet og rydde op.

Den slags bærer jo straffen i sig selv – altså at pjække fra oprydningen. Der var noget at tage fat på juledag. Så vi tog fat. Jeg priser mig lykkelig over, at have en ovn, der stort set kan rense sig selv. Pyrolyse er guld værd. Programmet forvandler en fedtet ovn og ditto ovnrist til noget, der ser ud som om, det aldrig  har været i brug. Jeg er også temmelig glad for, at vi har fået opvaskemaskine igen. Sidste år til jul var vores gamle opvaskemaskine gået i stykker, og vi ville ikke købe en ny, før  vi skulle have nyt køkken. Det er bare en kæmpestor hjælp at have sådan en robot.

Som mandelgave juleaften havde jeg købt Bezzerwizzer – Året der gik 2014. Så snart vinderen af gaven havde pakket op, gik vi i gang med spillet. Det havde vi virkelig meget sjov ud af – spillet kan varmt anbefales som mandelgave til voksne.

Havregrynskugler vil jeg ikke undvære

I dag går vi og forbereder alt, hvad der kan forberedes, så vi ikke bliver alt for forpustede og fortravlede i morgen, når vi skal holde juleaften.

Jeg har lige lavet en portion havregrynskugler. Min mor plejede at lave dem i gamle dage, og jeg har også lavet dem hvert eneste år, siden vi begyndte selv at stå for julen og alle dens forberedelser. Så det er mange år. Mere end tredive.

I år synes jeg, at havregrynskuglerne blev lige fugtige nok, men jeg håber, at det har rettet sig, når de har været en tur i køleskabet. I virkeligheden er det vist efterhånden mest mig selv, der er glad for de havregrynskugler, men de skal bare være der. De hører med til min jul.

Rigtig glædelig jul til jer, der læser med her!

Glæderne må man godt tage på forskud

Man siger altid, at man ikke skal tage sorgerne på forskud. Det er meget fornuftigt. Det forholder sig anderledes med glæderne – dem må man godt tage på forskud somme tider.

Det gjorde vi i hvert fald herhjemme tidligere på dagen.

Vi ser ikke Sander i julen, fordi han skal til Jylland og fejre jul med sin familie på mødrene side. Derfor fik han lov til at få sine julegaver fra os allerede i dag. Der er ingen grund til at slæbe gaverne til Jylland for at pakke dem ud juleaften og senere fragte dem tilbage til Sjælland.

Det var også hyggeligt for os at se ham pakke gaverne ud. Han tog rigtig godt imod dem, så det kunne ikke være bedre. Bagefter samlede han på eget initiativ og – som den mest selvfølgelige ting i verden – alt papiret sammen og smed det ud. Ret godt gået af en femårig, synes jeg.

Der blev også tid til at spille vendespil, spise kanelsnegle, bygge med Lego, tegne og ikke mindst beundre de to nye tænder, Sander har fået i undermunden. Forleden dag, da vi så ham, havde han kun tabt den ene af sine rokketænder, men nu er den anden også faldet ud.

Julebagningen overstået

Jeg har bagt vaniljekager i dag. Den eneste småkage, som med sikkerhed bliver bagt her i huset hvert eneste år til jul. Brunkagerne kan godt springes over et år elle to – men ikke vaniljekagerne. De skal bare være der.

Opskriften er fundet i et ugeblad for mange år siden. Det skulle være en gammel opskrift på vaniljekranse, som bladet havde fået lokket ud af Lise Nørgaard.

Lise Nørgaard fortæller i artiklen, at hun bagte kagerne sammen med sine børnebørn, da de nåede “bagealderen”. De syntes, at det var sjovere og nemmere at “gafle” små kugler af dejen tyndt ud i stedet for at lave kranse.

Da jeg så den opskrift og ideen med at “gafle” kagerne ud, tænke jeg, at det lige var noget for mig. Bagning skal nemlig helst ikke være alt for besværligt. Det må meget gerne være nemt, synes jeg.

Vaniljekagerne er supernemme og hurtige at bage.

Gem

Julepost

Sidste år orkede jeg ikke at skrive julekort. Så det lod jeg være med.

I år har jeg skrevet en lille stak julekort, og har hygget mig med det.

I år har jeg bagt brunkager. Det gjorde jeg ikke sidste år.

I det hele taget synes jeg, det er i orden, at julen – og ikke mindst omfanget af juleforberedelserne – varierer lidt fra år til år. Alt efter hvad der er lyst og kræfter til. Sådan har jeg i hvert fald bestemt mig for, at min jul gerne må være.

I ugens løb …

I løbet af denne uge har jeg bl.a.:

– Bagt brunkager. De blev gode. De er stadig gode – har lige tjekket.

– Fået at vide, at mit barnebarn har tabt den første mælketand. Tænk, at han allerede er så stor!

– Hygget mig gevaldig ved tanken om, at julegaverne ER købt. Køber så heller ikke så hulens mange, da det kun er barnet i familien, der får gaver – men alligevel.

– Stået i kø i tre kvarter i postbutikken for at sende et brev til Grønland. Heldigvis faldt jeg i snak med en serbisk kvinde i køen. Vi fik os en god (og lang) snak, der på en måde var hele ventetiden værd.

– Skrevet lange lister over ting, der skal gøres og ting, der skal købes – i næste uge.