Post på vej

Sander elsker jo at tømme postkassen derhjemme. Og han elsker det selvfølgelig  især, hvis der er post til ham selv.

Da vi var i Knuthenborg Safaripark i lørdags, købte jeg – mens han var optaget af noget andet – nogle postkort med billeder af nogle af de eksotiske dyr, vi lige havde set.

Så nu er der snart post på vej til den unge mand. Jeg tror, han vil synes, at det er hyggeligt at gense nogle af dyrene på den måde.

Læs videre

Dejlig dag i Knuthenborg Safaripark

I går tog vi Sander med en tur til Knuthenborg Safaripark.

Vi havde en dejlig dag. Undervejs gik det op for os, at Sander ved rigtig meget om dyr. Han var meget interesseret i alt, hvad vi så. Næsehornene kunne han mægtig godt lide, og det var vist også temmelig spændende at køre igennem Tigerskoven.

Vi kørte længe rundt og kiggede og kiggede på alle de spændende dyr og nuttede dyreunger.

På et tidspunkt blev vi enige om, at vi trængte til at strække benene – Sander sagde, at han også trængte til at brænde noget krudt af. Så vi kørte hen til naturlegepladsen. Den var virkelig et hit. Sander hyggede sig så godt, at vi ikke kom videre, før det var tid til at køre hjem. Vi nærmede os parkens lukketid. Vi nåede ikke at se hele parken, men den er altså også stor, og der er meget at se og opleve.

Vi blev enige om, at vi gerne vil derned sammen igen en anden gang, så vi kan se det, vi ikke nåede denne gang.

Læs videre

Selvsåede solsikker

Som jeg tidligere har fortalt, har vi forskellige selvsåede planter i vores have.

I år har vi temmelig mange solsikker. (Det hænger jo nok sammen med, at vi fodrer havens fugle med bl.a. solsikkefrø.) Nogle af dem er pænt store. Meget højere end mig i hvert fald.

Selv om vi ikke selv har valgt at så solsikker i haven, glæder vi os over dem, når nu de er der.

Læs videre

Hverdag igen

Hverdagen har indfundet sig.

Henrik har været på arbejde en uge allerede, og herhjemme er det også blevet rigtig hverdag igen. Vi har vænnet os til at bo i vores eget hjem igen. Tiden i skurvognen virker allerede meget langt væk – næsten en smule uvirkelig.

Jeg har så småt vænnet mig til mit nye køkken. Det kostede lige tre ømme tæer, før jeg havde lært at omgås den nye fryser. Tre gange åbnede jeg døren ind over mine bare tæer – og tre gange gik der hul på en tå. En ny hver gang. Da jeg på den måde havde skaffet mig tre sårede tæer på venste fod, lærte jeg at holde en smule afstand til døren. Nu går det fint.

Så nu går jeg egentlig bare lige så stille og nyder, at byggerodet er overstået og hverdagen tilbage.

Læs videre