Vores lavendel har sået sig selv.
Den vokser i den lille sprække mellem to sten i vores flisegang.
Henrik har noget med, at han ikke rigtig nænner at fjerne planter, der har sået sig selv. Han går og værner og nusser og pusler om dem.
Det er noget, der tidligere har irriteret mig. F.eks. var jeg ikke meget for at lade lavendlen stå, da den dukkede op på flisegangen. Men nu er den blevet stor og kraftig, og den hører bare til der på gangen lige ved hushjørnet. Jeg var den første til at bekymre mig om den, da håndværkerne for et par måneder siden rendte rundt derude med stiger og stillads.
En plante, der sår sig selv på så udsat et sted og kan leve og vokse nærmest på en sten, den er da noget særligt. Sikke en livskraft.
Vi har også andre små “tilløbere”. En slags små gratis glæder. Der er et lille grantræ, som Henrik har fundet i vores hæk, da det var lillebitte. Det har han sat i en potte, og det vokser fint.
Solsikker midt i urtehaven er også helt normalt her hos os. (En bivirkning ved at fodre fugle med solsikkefrø.)
I vores have er det lidt spændende at se, hvad der dukker op næste gang.
