Så fik vi taget hul på weekenden

I går eftermiddags hentede Farfar Sander i børnehaven. Jeg var travlt optaget af at bage rugbrød, så jeg kunne ikke tage med.

Bagefter fik jeg at vide, at de havde hygget sig mægtig godt.

Sander havde lavet noget meget fint påskepynt i børnehaven, som de havde fået med hjem sammen med et herligt selvportræt, han havde tegnet. Farfar havde heldigvis taget et billede af kreationerne med sin mobiltelefon, så jeg også kunne se dem.

På vej hjem fra børnehaven havde de to været en tur på legepladsen og bagefter var de cyklet til købmanden og havde købt en basse til hver for at fejre, at det var fredag.

Somme tider er det helt perfekt at være sammen på den måde – bare ét barn  og én voksen.

Læs videre

Mere om strygning

Da jeg var omkring syv år, fik jeg somme tider lov til at stryge viskestykkerne, når min mor strøg tøj.

Min storesøster, der på det tidspunkt var 13-14 år, blev nogen gange pålagt at stryge væsentligt mere end bare en stak viskestykker. Hvor vidt hun var glad for at blive tildelt det stykke arbejde eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men en dag, da hun havde ordnet strygetøjet, var hun kommet til at lave en stor sveden plet på et par af mine underbukser.

Jeg blev meget fornærmet over, at mine underbukser på den måde var blevet udstyret med en stor, grim, brun plet. Sådan et par underbukser med lodden vrang var ikke alt for smarte i forvejen, og den svedne plet gjorde det ikke bedre.

Næste gang jeg fik lov til at stryge viskestykker for min mor og dermed havde adgang til et varmt strygejern, besluttede jeg mig for at gøre gengæld. Jeg udså mig min søsters pæne Ole Lukøje-natkjole som det klædningstykke, der skulle udstyres med en sveden plet. Hvad jeg ikke vidste var, at sådan en nylonnatkjole ikke bare får en sveden plet, når man udsætter den for et brændvarmt strygejern. Den smelter.

Natkjolen fik selvfølgelig et stort hul efter kontakten med strygejernet, og jeg blev ikke videre populær hverken hos min søster eller min mor.

Læs videre

Det går strygende

Det er ikke alt husligt arbejde, der er lige spændende. Det kan de fleste af os vist godt blive enige om.

Der er opgaver, man synes bedre om end andre. Fælles for dem alle er, at de skal gøres med jævne mellemrum, for der er nu engang rarest at være i hjemmet, når tingene er i orden.

En af de huslige sysler, jeg ikke har spor imod, er strygning. Jeg hygger mig rigtig godt, når jeg står og stryger tøj. Jeg kan simpelthen godt lide det. Man kan stryge uden at tænke ret meget over, hvad man laver. Tankerne kan gå på langfart, mens strygejernet næsten af sig selv glider hen over tøjet.

Jeg ved godt, at der er mange, der ikke har lyst til at bruge tid på at stryge tøj, men jeg er ikke en af dem. Jeg kan godt lide nystrøget tøj og stryger det altså gerne. Til gengæld er jeg ikke meget for tøj, der skal presses, det undgår jeg så vidt muligt.

Da jeg var omkring 7 år, var jeg involveret i en lidt uheldig episode med et strygejern, men den historie fortæller jeg en anden gang.

Læs videre

Vis flaget

Vi har lige haft besøg af en sød dame med en indsamlingsbøsse. Hun samlede ind til Kræftens Bekæmpelse.

Jeg håber, at hun og alle de andre indsamlere får samlet en masse penge ind til det livsvigtige formål.

Jeg har selv været indsamler for Kræftens Bekæmpelse mange gange, så jeg ved, at langt de fleste mennesker tager rigtig godt imod, når man banker på deres dør og beder om en skærv  til kampen mod kræft.

Der sker heldigvis hele tiden fremskridt indenfor forskningen i – og behandlingen af kræftsygdomme, og de penge, der bliver samlet ind ved landsindsamlingen, hjælper til, så den udvikling kan fortsætte.

Læs videre

Tredie gang er lykkens gang

Allerede sidste år var jeg til lagersalg hos Kähler med det formål at købe en af deres skønne Love Song vaser. Vaserne var desværre udsolgt, før jeg nåede at få fingre i en.

I torsdags prøvede jeg igen. Jeg ankom til lagersalget tre timer efter, at dørene var blevet slået op. Der var så lang kø udenfor, at man skulle tro, det var løgn. Så lange køer har jeg slet ikke temperament til, så jeg gik med uforrettet sag.

I dag smuttede jeg forbi lagersalget igen, da jeg alligevel skulle ud at handle.

Der var ikke voldsomt lang kø. Vaserne var ikke udsolgt.

Endelig er jeg den glade ejer af en Love Song vase.

Læs videre