Forår med stort F

Det har da bare været den vildeste marts måned.

Jeg mindes ikke, at alle de forskellige forårstegn nogensinde før har været så tidligt på færde som i år.

Anemonerne blomstrer under vores bøgetræ i haven – både de hvide og de gule. Hvis jeg havde haft nogen af de blå, havde de sikkert også blomstret, men det har jeg ikke.

Et par musvitter er flyttet ind i redekassen, som Sander og Henrik tømrede sammen en dag i sommerferien.

Alle vegne er der forårstegn, som man ikke er vant til at se allerede i marts.

I urtehaven er mine purløg over 20 cm høje, og jeg har høstet af dem stort set hver dag siden midt i marts. Det er usædvanligt. Det er lidt vildt. Og det er dejligt.

Læs videre

Papirflyvere og andet sjov

Vi havde det hyggeligt sammen med Sander i går, da han var hjemme hos os.

Vi byggede med Lego, tegnede, læste, lavede papirflyvere og hyggede os i det hele taget.

Vejret var jo skønt, så det blev også til lidt leg i haven og en tur på legepladsen.

Legepladsen på skolen er lige blevet renoveret. Der er blevet sat et rigtig stort og flot legetårn op. Der er både klatrevægge, rebstiger, hængebro, tunnel, rutchebane og meget mere. Det var et stort hit at være der.

Sander havde taget papirflyverne med op på legepladsen, og de blev sendt i luften oppe fra legetårnet. De fik rigtig luft under vingerne og fløj temmelig langt. Det fik vi meget sjov ud af. Da Sander senere skulle hjem, ville han gerne have papirflyverne med hjem, så han kunne flyve med dem derhjemme. Der kan komme meget sjov ud af nogle få ark papir.

I går var der fart over feltet. I dag puster vi lidt ud.

Læs videre

Så blev det lørdag

Da vi hentede Sander og hans forældre i Slagelse søndag aften, da de havde problemer med deres bil, ville Sander gerne have, at vi skulle med hjem til dem. Det var ikke nogen god ide, for det var allerede langt over hans sengetid. I stedet for lovede vi ham, at han måtte komme hjem til os “på lørdag”.

Det ville han gerne og spurgte med det samme : “Er det lørdag i morgen?” Det var det jo ikke helt. Så sagde han, at han gerne ville være hjemme hos os længe.

Nu er det lørdag, og Sander kommer om en times tid. Så skal der hygges.

Læs videre

Gode råd om hvordan man gemmer sig

Helt uventet fik vi lejlighed til at snakke med Sander i aftes.

På grund af problemer med deres bil var den lille familie strandet i Slagelse, og vi måtte rykke ud og hente dem. På vejen hjem snakkede Sander som et lille vandfald.

Han fortalte  bl.a. om familiens besøg hos kusinerne i Jylland og snakkede også om det billede af Farfar, der gemte sig bag et træ, som jeg havde sendt til ham. Han sagde, at der også skulle have været et billede af mig. Det må jeg huske til næste gang.

Farfar fik at vide, at han ikke var så god til at gemme sig, og at han skulle huske at være helt omme bagved træet, hvis han ville gemme sig en anden gang. Det var ret morsomt at høre på alle de råd og anvisninger, han fik. Vi var glade for, at vi sad i en mørk bil, så ingen kunne se, hvis vi trak lidt på smilebåndet af det lille foredrag.

Læs videre

Find Farfar

I dag benyttede vi os af det gode vejr og gik en lang tur i skoven.

Undervejs fik jeg lyst til at lave lidt sjov med Sander, så jeg lokkede Henrik til at stille sig om bagved et stort træ  med en masse grene ud til alle sider og kun lige titte forsigtigt frem. Jeg tog et billede på god afstand og sendte det til Sanders fars telefon med teksten Find Farfar.

Kort efter kom der besked tilbage, at Sander skam havde fundet Farfar.

Ja, det er noget pjat at finde på, men det skal der også være plads til.

Læs videre