Smukt vejr

Lagde I mærke til, hvor fantastisk godt vejret var i går? Hvor meget solen skinnede?

Ved I hvorfor?

Nej, det ved I nok ikke, men her kommer et hint:

Billedet herover viser et udsnit af en kæmpestor ballon, som posten kom med til mig i går.

Læs videre

Med næsen i sky

Da jeg var ude at gå i formiddags, gik jeg med næsen i sky. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at gå og kigge op, for himlen var så flot.

Den var blå og med de smukkeste snehvide skyer.

En rask gåtur under sådan en smuk himmel – og så endda med sol på kinderne – er en af de gratis hverdagsglæder, der giver mit humør et nøk opad.

Læs videre

Man må udnytte tiden

Det gælder om at få noget ud af tiden. Også ventetiden.

Lige nu glæder jeg mig over, at der trods alt kom noget godt ud af, at jeg brugte min dag på at vente rigtig, rigtig længe på en opringning.

Som jeg fortalte tidligere på dagen, nåede jeg en masse rengøring.

Så huset er rent, og jeg har lige taget nybagte boller ud af ovnen. Jeg rørte dejen sammen i formiddags, mens jeg stadig regnede med, at ventetiden ikke blev så lang. Jeg tænkte, at jeg nok lige kunne nå at røre en dej. Det kunne jeg sagtens. Det og meget mere.

Så nu har jeg både et rent hjem og nybagte boller. Ikke helt dårligt.

Øjenlægen ringede endda også – klokken 16.15, så ventetiden var trods alt ikke forgæves.

Læs videre

Ventetid

Kender I det, når man venter på en opringning.? Når man skal have fat i en bestemt person og får at vide, at vedkommende ikke er ledig lige i øjeblikket, men at man vil blive ringet op snarest muligt?

I morges klokken otte forsøgte jeg at komme til at tale med vagthavende øjenlæge på det øjenambulatorium, hvor jeg har været tilknyttet gennem nogen tid. Sekretæren lovede, at øjenlægen ville ringe til mig i løbet af formiddagen. Det skete ikke. Så lige før ambulatoriets telefontid sluttede klokken 12, ringede jeg lige op igen for at høre, om de måske skulle have glemt mig. Nej, det havde de såmænd ikke. De havde bare meget travlt. Jeg skulle nok blive ringet op på et eller andet tidspunkt.

Jeg ved godt, at de har drøntravlt på det ambulatorium. Jeg har været der en del gange, og venteværelset er altid propfuldt af mennesker.

Selv om der er travlt, er det er virkelig rart sted at komme. Alle er altid smaddersøde. Man bliver på alle måder behandlet virkelig godt.

Derfor kan jeg selvfølgelig heller ikke tillade mig at brokke mig over, at der er ventetid, når man har brug for at  tale med en af de travle læger.

Alligevel er det lidt ærgerligt at gå her og vente og vente.

Solen skinner, og jeg ville gerne ud og gå en tur. Det kan jeg bare ikke komme af den simple grund, at ambulatoriet kun har mit fastnetnummer. Så jeg må blive på min post ved telefonen.

Heldigvis er der ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Jeg har nemlig fået gjort rent i det meste af huset, mens jeg har ventet. Tiden skulle jo gå med noget fornuftigt.

Forleden dag skrev jeg et indlæg her på bloggen om, at tiden går så hurtigt. Det gælder ikke for ventetid, vil jeg gerne lige tilføje.

Læs videre

Godt for humøret

Mit helbred driller mig lige lovlig meget for tiden, så der er ikke overskud til ret meget.

Heldigvis var der tidligere på dagen overskud nok til at tage en tur i skoven. Når jeg går derude, glemmer jeg det, der driller, og overgiver mig til bare at nyde naturen. Det er godt for humøret, og når humøret bliver bedre, bliver alting bedre.

Så afsted med os. Vi  travede en rask tur på de isglatte stier i skoven og nød den friske luft og det blege solskin.

Billedet viser den store hængebøg ved indgangen til Paradishaven.

Læs videre