Månedsarkiv: december 2013

Matematik ved julebordet

Juleaften, da vi sad og spiste, sad Sander og kiggede på sin serviet. For hans skyld havde jeg købt papirservietter med julemanden på.

Sander foldede servietten ud, så den bestod af fire kvadrater hver især med en tegning af julemanden på. Han holdt servietten op, kiggede rundt på os fem voksne og sagde: “I må få et billede hver, men der er ikke nok. Der mangler et.”

Det var da fint set af en lille gut på fire og et halvt år.

Selvgjort er velgjort

I går, da jeg skulle skynde mig fra vores lille arbejdsværelse til køkkenet, glemte jeg at tage min ene lilletå med. Den hamrede ind i dørkarmen. Jeg tror aldrig, jeg har råbt så højt før. For filan da, hvor gjorde det ondt.

Tåen blev hurtigt omtrent dobbelt så stor, som den plejer at være, og fik den flotteste blå nuance.

Nu lister jeg meget forsigtigt rundt.

Som min søde mand sagde til mig i morges, da jeg beklagede mig over min meget ømme tå : Selvgjort er velgjort.

Hvordan kunne vi glemme det …

Efter at jeg har pakket julepynten væk, slår det mig pludselig, at der er noget, jeg har glemt denne jul.

Det er ellers en meget værdsat del af julen her i huset. Alligevel kunne jeg glemme det fuldstændig.

Det drejer sig om Farmors lille julehus. Det lille, fine porcelænshus, der har en særlig betydning for os. Jeg har glemt det en enkelt gang før, men dengang gjorde en af mine sønner opmærksom på juleaften, at der manglede noget.

Denne gang er der ingen, der har gjort mig opmærksom på forglemmelsen.

Det lille julehus bliver opbevaret et særlig sikkert sted, fordi det er så dyrebart for os. Tidligere har det ikke været et problem at huske det, selv om det ikke ligger sammen med resten af julepynten, men det var det åbenbart i år.

Til gengæld huskede jeg at komme salt ved kartoflerne i år – det glemte jeg sidste år. Det er ved at udvikle sig til en rigtig irriterende juletradition, at jeg glemmer et eller andet.

Æbler skrællet i en håndevending

For et stykke tid siden købte vi en æbleskrællemaskine i Isabella Smiths butik på Hesede Hovedgård.

Da vi kom hjem, afprøvede vi selvfølgelig maskinen. Madæbler blev hentet ind fra haven, og så blev der skrællet æbler til den store guldmedalje.

Maskinen skræller æblet tyndt, stikker kernehuset ud og skærer æblet op i de fineste skiver. Det går lunhurtigt.

Siden har vi sandt at sige ikke brugt maskinen. Vi skræller ellers æbler temmelig tit, men maskinen er ikke rigtig kommet ud af skabet i den anledning.

Julaftens dag, da familien var ankommet, og Sander utålmodigt ventede på, at det skulle blive juleaften, kom maskinen ud af skabet. Sander fik lov til selv at skrælle sig et stort æble. Det var et hit. Æblet blev spist på rekordtid, og et nyt blev skrællet. Han er ganske vist glad for æbler i forvejen, men jeg er sikker på, at de to æbler, han selv havde skrællet på maskinen, smagte ekstra godt.

Tradition og fornyelse

Det er nok sådan for de fleste af os, at vi vi griber julen an på samme måde år efter år. Det er en del af hele juleglæden, at vores jul er velkendt og fuld af traditioner.

Alligevel sker der jo små justeringer hen ad vejen.

For nylig blærede jeg mig af her på blokken, at jeg havde skudt juleforberedelserne i gang med indkøb af julemærker.

Fint nok. Der er så bare sket det, at jeg efterfølgende har besluttet mig for, at jeg slet ikke skriver julekort i år. Det har jeg ellers gjort hvert eneste år i hele mit voksne liv. I år gør jeg det ikke. Måske gør jeg det til næste år? Måske glider det lige så stille ud. Nu må vi se.

Juleklip fra firserne

Den lille nissepige her pyntede sammen med en tilsvarende nissedreng i vores vinduer op mod jul tilbage i firserne.

Som man sikkert kan se, er nissepigen hjemmelavet. Min svigermor kom med skabeloner og karton, og så blev der ellers klippet på livet løs.

Jeg hænger ikke så mange nisser og anden julepynt op, som jeg gjorde, da her var børn i huset til hverdag. Alligevel nænner jeg ikke at smide den gamle pynt ud.

Selv om det snart er en del år siden, de to nissebørn havde deres storhedstid, synes jeg stadig, at de er ret søde.

Gem

Meningsfuldt genbrug

Jeg har lige været i gemmerne og fundet mine aflagte briller frem. Jeg havde to par, og der var også to par børnebriller fra yngste søns første år som brillebruger.

Grunden til, at jeg har fundet brillerne frem, er, at optikerkæden Louis Nielsen frem til juleaften samler gode, brugte briller ind for at give dem videre til mennesker i Tanzania. Vel at mærke mennesker, der ellers ikke ville have haft  mulighed for at få hjælp til at få et bedre syn.

I mine øjne er det en form for genbrug, der giver meget mening, så jeg skal af sted med de brugte briller en af de nærmeste dage.

At alle, der donerer deres brugte briller, deltager i lodtrækningen om et par nye, er jo kun et ekstra plus.

Forsigtig start

Vi er ved at være godt inde i julemåneden, og man hører fra både nær og fjern, at folk har bagt småkager, pakket gaver ind og pyntet op til jul.

Der kan jeg slet ikke være med. Jeg har ikke bagt en eneste lillebitte kage, ikke købt en eneste gave og slet ikke pakket noget ind. Jeg har heller ikke pyntet op.

Men ved I, hvad jeg har? Jeg har købt julemærker. Det er da en start. En forsigtig start, men dog en start.

Jeg skal nok nå det hele. Jeg når det hvert eneste år.

Jeg kommer bare altid sent fra start. Det stammer jo fra dengang, min ældste søn var barn. Han har fødselsdag den 13. december, og hele hans barndom holdt jeg på, at vi først for alvor begyndte at jule her i huset efter hans fødselsdag. Det hænger ved.

Men nu er julemærkerne altså i hus. Det er en god begyndelse, og man siger jo, at godt begyndt er halvt fuldendt.

Fotokalender

Fornylig fik jeg en forespørgsel fra Pixum, om jeg kunne tænke mig at prøve at lave en fotokalender.

Det kunne jeg da godt tænke mig, for jeg er glad for den fotobog, jeg tidligere har fået lavet.

Så jeg kastede mig over opgaven. Efter at have overvejet, om kalenderen måske skulle ende med at være årets mandelgave, valgte jeg bare at lave en kalender til mig selv.

Jeg bestemte mig for at lave en ret stor vægkalender. Så valgte jeg  billeder ud og gik i gang med at placere dem på de forskellige sider i kalenderen.

Der er sikkert ikke noget i vejen med programmet. Det er snarere min tålmodighed (eller mangel på samme), der er problemet.

I hvert fald blev min tålmodighed udfordret undervejs. En enkelt gang lukkede jeg programmet ned i ren og skær frustration og raseri over, at jeg ikke kunne finde ud af at få placeret billederne, som jeg ville. Heldigvis tog jeg fat på opgaven igen, da jeg var kølet lidt af.

Det endte godt. Jeg fik lavet en kalender.

Jeg bestilte kalenderen sent søndag aften, og onsdag formiddag blev den leveret. Det er da lynhurtig ekspedition.

Nu glæder jeg mig til at have nogle af mine yndlingsbilleder på væggen hele næste år.