En rigtig fin gråvejrsdag

Mikael Jarnvig sagde her til morgen i vejrudsigten, at vi kan se frem til en rigtig fin gråvejrsdag.

Det var da en dejlig og positiv formulering, synes jeg.

Faktisk er der et lille kig til solen her fra mit vindue lige i øjeblikket. Så herfra skal ikke lyde nogen klager – i hvert fald ikke over vejret.

Der er så stor forskel på, hvordan man siger tingene. Det, den ene kalder en trist og kedelig gråvejrsdag, kalder den anden en rigtg fin gråvejrsdag. Jeg kan bedst lide den sidste formulering.

Det betyder meget, hvordan man belægger sine ord. En postiv måde at sige tingene på, kan tage brodden af selv alvorlige emner. Omvendt kan man også med negative ord få hvad som helst til at lyde værre, end det egentlig er.

Jeg tror, at jeg vil øve mig på positiv retorik.

Læs videre

Økologiske grisebasser

Vi har været ude at køre en lørdagstur i regnvejret. Vi skulle nemlig til gårdbutikken på Krogagergård, hvor vi køber økologisk kød.

Jeg havde desværre ikke mit kamera med. Det ærgrer jeg mig over, for gårdens grise gik så tæt ved vejen i dag, at der kunne være kommet et godt billede ud af det. De grise er simpelt hen noget af det sødeste. De er så søde, at man næsten ikke nænner at spise dem. Næsten! For de smager  bare så godt.

Hvis du vil se grisene, så kan du bare klikke her.

Læs videre

Om at glemme en vigtig detalje

På grund af fyraftenskø på motorvejen måtte vi lave en feberredning og hente Sander i børnehaven i går.

På den korte biltur hjem snakkede Sander som sædvanlig som et vandfald. Vi nyder de ture med ham, hvor vi får vendt mange forskellige emner. I går snakkede vi bl.a. om månen, om hvorfor skyerne er hvide og nogen gange sorte, om flyvemaskiner, om hvem der er stærkest, om hvem Sander er i familie med og om, hvorfor man ikke bare kan køre udenom, når der er kø på motorvejen.

Vi snakkede også om, hvorfor vi ikke havde taget lidt guf med til Sander. Det plejer han nemlig at få, når det er os, der henter ham. Ikke ret meget, bare en kiks, en slikkepind, en lille pakke rosiner, en frugtstang eller allerbedst en lille håndfuld chokoladeknapper. Det er selvfølgelig et skråplan, jeg ved det godt. Men der skal bare være plads til den lille forkælelse, som det er bedsteforældres privilegium at spolere deres børnebørn med.

Det var ikke så godt at glemme det, men sådan er det jo nogen gange, når man helt uforberedt skal skynde sig af sted. Der var en smule skuffelse at spore, og jeg måtte love højt og helligt, at næste gang, vi henter ham, så er der chokoladeknapper. Jeg må nok hellere få lagt en lille nødration ud i handskerummet i bilen først som sidst.

Små hyggelige ritualer skal helst overholdes og må absolut ikkke undervurderes.

Læs videre

Superhelte

Jeg har lige modtaget årets gratis reflekser fra TrygFonden.

Det er seje superhelte. Måske er de mest beregnet til børn, men jeg er en barnlig sjæl, der gerne vil have min egen private superhelt, der passer på mig, når jeg skal ud i mørket.

Læs videre