Fingeraftryk

Jeg fik taget fingeraftryk i går. Digitale fingeraftryk.

Jeg er ikke under mistanke for noget, jeg skal bare have fornyet mit pas.

Det skulle vise sig, at det ikke var så let en sag for mig at afgive mine fingeraftryk. Scanneren kunne ikke lave et tilfredsstillende aftryk, så processen blev gentaget og gentaget. Hver gang med  samme nedslående resultat. Jeg spurte bibliotekaren, som jo nu også har borgerservicekasketten på, om vanskelighederne eventuelt kunne skyldes, at jeg på grund af eksem smører mine hænder ind i creme i en uendelighed. Det kunne det måske nok. Så jeg sprittede hænderne af, og scanneren blev tørret af. Det hjalp slet ikke. Andre af mine fingre blev forsøgt scannet. Stadigvæk var resultatet ikke godt nok.

Bibliotekaren spurgte en kollega til råds. Ikke noget at hente der. Til sidst blev vi enige om, at vi jo ikke kunne trylle nogen af os, så det måtte være, som det var. Fingeraftrykkene var så gode, som de i dette tilfælde kunne blive.

Det kostede 26 kroner at få lavet de digitale fingeraftryk, og selv om mine aftryk altså ikke blev så vellykkede, så fik jeg da noget for pengene alligevel. Noget sjov. Vi – bibliotekaren og jeg – morede os nemlig temmelig meget under seancen. Jeg jokede bl.a. med, at jeg måske skulle slå ind på en kriminel løbebane, nu hvor mine fingeraftryk alligevel var så svære at få hold på.

Spøg til side – nu håber jeg  bare, at mine fingeraftryk trods alt er gode nok til, at jeg kan få mit pas fornyet.

8 tanker om “Fingeraftryk

  1. Hehe, pudsig historie 🙂
    Tog de virkelig 26 kroner for det? Det var gratis i Solrød kommune … på den anden side kan man jo sige, at de måtte arbejde for sagen i dit tilfælde 🙂

    1. Ellen : Lidt mærkeligt var det da 🙂 Ja, de beregnede sig 26 kr for de digitale fingeraftryk oven i den normale pris på 600 kr for det nye pas – og ja, de måtte arbejde for de ekstra 26 kr 🙂

  2. Jeg fik taget fingeraftryk ved indrejsen til USA. (havde iøvrigt pga gammel skade i senen svært ved at dreje tommelfingeren nok). Gad vide, hvad der var sket, hvis du havde stået dér med dine ‘ulæselige’ fingerspidser? Eller hvis dine besværlige fingerspidser sad på en rockertype med store overarme. Havde damen i borgerservice så også turdet sige skidt-pyt?? Det er alt sammen meget smart, men giver altså også nogle uforudsete udfordringer!

    1. Fruen : Smart er det ja, men det har åbenbart sine begrænsninger. Jeg er da stadig lidt spændt på, om de fingeraftryk på anden måde kan komme til at bringe mig i vanskeligheder – det håber jeg sandelig ikke, for jeg har jo de fingre jeg har, det kan der ikke rigtig laves om på 🙂 Du har helt ret i, at i USA havde man næppe taget let på den slags.

  3. Måske er det scanneren, der er noget i vejen med!
    Jeg håber virkeligt, at det ikke giver dig problemer på anden vis, men at du får dit pas.
    God tirsdag!

    1. Nonna : Tak skal du ha’! Jeg håber også, at jeg får passet fornyet uden flere problemer. Der er jo masser af pas uden fingeraftryk, der stadig er gyldige, så mon ikke også at det kan gå an med et enkelt pas med halvdårlige fingeraftryk?
      Rigtig god tirsdag aften til dig!

  4. Jeg siger som, Nonna, at det forhåbentlig ikke kommer til at give dig problemer – jeg var slet ikke klar over, at man skal have taget fingeraftryk for at få et pas.

    1. Madame : Tak! Nej, jeg håber heller ikke, at der dukker flere problemer op i den forbindelse. De digitale fingeraftryk i passet blev vistnok indført i 2012, så for mit vedkommende er det første gang, jeg stifter bekendtskab med det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *