Månedsarkiv: maj 2013

Leg og dybsindig samtale

Jeg havde lovet at passe Sander et par timer i aftes, mens forældrene smuttede en tur i biografen.

Henrik var optaget af arbejde men ville dukke op, hvis han kunne nå det før Sanders sengetid.

Sander og jeg legede med biler, og vi nåede også at kigge i den nye fotobog sammen. Sander syntes, det var sjovt, at det var ham, der var på alle billederne.

Lige da Sander var klar til at blive puttet, arriverede Henrik, og Sander besluttede omgående, at han ville puttes af Farfar.

Jeg lyttede til deres samtale inde på værelset. Sander ville gerne have svar på, om det var rigtigt, at det var os, der havde bestemt, at hans far skulle hedde Jakob. Det blev bekræftet. Sander fortalte, at det var Bedstefar og Mormor, der havde bestemt, hvad hans mor skulle hedde. Derefter skulle der også lige styr på, hvem der havde bestemt, at Farfar skulle hedde Henrik, og om det var Farfar, der havde bestemt, hvad Farmor skulle hedde.

Da der var styr på navnene og hvem, der havde bestemt dem, blev Farfar venligt men bestemt bedt om at forlade værelset, og Sander lagde sig til at sove.

Sanders billedbog

For et stykke tid siden fik jeg en forespørgsel fra Pixum, om jeg kunne tænke mig at teste en af deres fotobøger.

Jeg må indrømme, at siden vi har fået digitalkameraer, har der ikke været meget styr på alle de mange billeder, vi tager her i huset. Det er jo lidt ærgerligt, at de mange pletskud aldrig når længere end til billedarkivet på computeren.

Når vores sønner er på besøg, kommer de gamle fotoalbummer tit frem. Så fortaber vi os i minder og snakker om dengang, de forskellige billeder blev taget. Det er rigtig hyggeligt, og det bliver jo ikke det samme at sidde ved computeren og kigge billeder igennem.

Med den tanke i baghovedet var jeg hurtig til at sige ja tak til at prøve at lave en fotobog.

Jeg bestemte mig for at lave en bog med billeder af Sander.

Desværre gik det sådan, at tanken om fotobogen gled lidt i baggrunden i forbindelse med almindelig hverdagstravlhed, og pludselig skulle jeg bare se at få den lavet. Jeg havde nemlig en deadline, der skulle overholdes.

Nu havde jeg altså travlt, og der var ikke ligefrem sirlig orden i mit billedarkiv.

Det tog en hulens tid at få sorteret de billeder fra, som skulle med i bogen. Derfor var der til sidst ikke rigtig tid til at eksperimentere så meget med alle de forskellige valgmuligheder, Pixum tilbyder i forhold til design, tekst, format, papirkvalitet, indbinding, layout osv..

Næste gang, jeg skal lave en fotobog, vil jeg sørge for at have masser af tid til at afprøve de forskellige muligheder, før jeg beslutter mig. For der er virkelig mange valgmuligheder, og det kan godt gøre processen vanskelig og tidskrævende for en ubeslutsom sjæl som mig.

Heldigvis havde jeg Henrik til at hjælpe mig med at lave fotobogen, og vi nåede det til tiden. Selv om fotobogen blev bestilt i pinsedagene, blev den alligevel leveret i postkassen indenfor en uge. Den er blevet rigtig fin, og den næste fotobog, jeg skal lave, bliver endnu flottere takket være de erfaringer, jeg har gjort mig i dette første forsøg.

Sød hilsen fra min søster

I går var det Søsterdag. Det var jeg egentlig ikke klar over, for jeg er ikke hoppet med på bølgen med alle de forskellige nye mærkedage, der er dukket op efterhånden.

Men min søster har været opmærksom på det og har sendt mig denne søde hilsen.

Nu må jeg se at få sået blomsterfrøene, og så vil jeg glæde mig til at se dem spire, gro og blomstre.

Det kalder jeg service

Jeg har længe ønsket mig et cafesæt til at placere omme i vores gård. Der har vi en skyggefuld plet, hvor der lige kan stå sådan et sæt.

For et stykke tid siden fandt jeg et sæt, der så fint ud, på DesignFund.dk. Jeg bestilte og ventede spændt.

Jeg fik lidt bange anelser, da jeg hentede pakken, for den bar præg af at have være håndteret en smule hårdhændet. Om det var derfor, at den ene stol var skæv, vides ikke. Men skæv var den, og sættet levede i det hele taget ikke op til mine forventninger.

Jeg var slet ikke i tvivl om, at det sæt skulle sendes retur, så jeg kiggede på fakturaen, jeg havde fået i min mailbox og fandt ud af, at jeg skulle kontakte Shoppartner.dk – det var nemlig dem, der tog sig af alt det praktiske omkring handlen på webshoppen.

Så jeg  sendte  en mail til Shoppartner og fik nærmest omgående svar. Svaret fik mig næsten til at falde ned af stolen af overraskelse. I mailen skrev den ene af indehaverne  nemlig, at han jævnligt kom forbi her omkring, hvor jeg bor, så hvis det passede mig, ville han dreje forbi og hente cafesættet. Det passede mig fint, og vi aftalte lynhurtigt dag og klokkeslet.

Præcis på det aftalte tidspunkt svingede en bil ind i indkørslen og et øjeblik eftet lå cafesættet i bilens bagagerum. Jeg fik et stort smil og besked om, at pengene, jeg havde betalt for cafesættet, ville blive tilbageført til min konto snarest. Sådan!

Næste morgen stod pengene på min konto.

Jeg må sige, at selv om cafesættet ikke levede op til  mine forventninger, så var handlen en positiv oplevelse.

Regnvejr

Regnen siler stille ned. Det har den gjort stort set siden engang i nat, og hvis man skal tro vejrudsigten, så vil det forsætte sådan resten af dagen.

Faktisk kan jeg rigtig godt lide sådan en regnvejrsdag. Især når den ikke kommer på tværs af mine planer. Det gør den ikke i dag. Så jeg hygger mig med indendørs sysler, mens jeg kigger ud på regnen.

Sådan en dag er den perfekte bagedag, så jeg rørte en dej sammen i formiddags. Så kan den stå på køkkenbordet og hæve og boble og udvikle skønne smagsnuancer, indtil det passer mig at bage engang henad spisetid. Jeg sværger  til tålmodighed og lange hævetider – smagen bliver helt fantastisk.

Jeg behøver jo ikke glo på dejen, mens den hæver, så der har været tid til andre huslige sysler også. Det er som om, de indendørs gøremål glider lettere, når regnen siler ned udenfor vinduerne – måske fordi man ikke går og ærgrer sig over ikke at kunne være ude?

Fire år

Sander har fødselsdag i dag.

Fire år er han. Det er næsten ikke til at forstå.

Vi var inviteret til fødselsdag i søndags. Det var rigtig hyggeligt. Sanders to kusiner var der også, og jeg skal da lige love for, at de tre børn hyggede sig sammen. Det var dejligt at se.

Da vi havde sat os til bords spurgte Sander straks, om ikke vi skulle synge fødselsdagssang for ham. Og jo, det skulle vi da. Vi sang, så han til sidst holdt sig for ørerne.

Jeg håber, at fødselsdagsbarnet har nydt at blive fejret igen i dag på selve dagen.

Jeg har lige læst …

Jeg har lige læst Introvert af Anna Skyggebjerg.

Som mange andre kender jeg Anna Skyggebjerg fra hendes blog Hele 3 ting. Jeg kan rigtig godt lide at følge med på Annas blog, så da jeg for nogen tid siden læste, at hun havde skrevet en bog om at være introvert, blev jeg med det samme interesseret.

Bogen handler om, hvordan man som introvert lærer at stå ved sig selv og trives i en verden, hvor man helst skal være vældig udadvendt. Bogen er fuld af gode råd til, hvordan man gør det at være introvert til en styrke, hvordan man agerer i en ekstrovert verden uden at gå (alt for meget) på kompromis med sig selv.

Jeg er ikke selv noget voldsomt udadvendt menneske, så jeg har fået en hel del ud af at læse bogen. Der har været meget, jeg kunne nikke genkendende til i Annas beskrivelse af introverte personer og deres styrker og svagheder. Så tak til Anna for at sætte fokus på denne forskellighed hos os mennesker.

Sneglefart

Sander og hans far kom en tur forbi forleden dag. Jeg gik udenfor og fjernede noget ukrudt – ubrudt, som Sander siger. Sander ville gerne hjælpe mig og gik til arbejdet med stor iver – i et minut eller to indtil hans opmærksomhed blev fanget af et fint sneglehus.

Lidt efter fandt han endnu et sneglehus, og før vi havde set os om, havde vi otte små, fine sneglehuse. Sander lagde dem sirligt på rad og række, og vi talte dem omhyggeligt. (Da jeg fotograferede sneglehusene, da Sander var taget hjem, var der kun seks tilbage.)

Sander glemte sine højtelskede solbriller, og han og hans far kom dagen efter for at hente dem. På det tidspunkt var der til Sanders utilfredshed kun fire sneglehuse tilbage i rækken. Det kunne han ikke helt forstå.

Du kan godt …

I fredags, da vi var til bedsteforældredag i børnehaven, tog Sander os med på en rundtur for at se hele den store legeplads, der hører til børnehuset. Vi skulle se og prøve det hele.

På et tidspunkt skulle vi forcere en stejl skrænt. Det var en høj græsklædt jordvold. Der var trådt en smal og ujævn sti opover skrænten. Jeg har temmelig meget højdeskræk, og vil helst ikke stige op på noget, der er ret meget højere end en stol, så jeg sagde hurtigt, at der troede jeg altså ikke, at jeg kunne klatre op.

Sander og Farfar var allerede et godt stykke oppe og Sander kiggede sig over skulderen og sagde engleblidt:” Prøv, Farmor. Du kan godt!”

Så positive forventninger var jeg selvfølgelig nødt til at leve op til, så jeg skød hjertet op i livet, holdt blikket stift rettet mod stien – så jeg undgik at kigge ned i “afgrunden” – og steg op til de to, der ventede oppe på toppen. Sander sagde glad og anderkendende : ” Det kunne du godt!”

Nu var det jo ikke ligefrem ekstremsport – vi befandt os trods alt på en børhehaves område, men alligevel var det en god følelse, at gøre noget jeg egentlig ikke rigtig turde. Når man nu ikke har hverken B.S. Christiansen eller Chris MacDonald til at coache sig, så er det godt, at man har et barnebarn, der kan klare jobbet.